Ulveselskab

I selskab med ulve

J.R. Dunn

I Alaska dræbte ulve Candice Berner i sidste måned, og det er en af de historier som vi læser om og trækker på skuldrene af inden vi går videre. Men det er også en af de historier der har langt større substans, end rent umiddelbart.

Berner, en skolelærerinde, var ude og jogge på en øde motorvejs strækning (der findes vist ikke andre former for motorveje i Alaska?) da hun blev angrebet af mindst to ulve. Detaljerne er rædselsvækkende. Angrebet fortsatte et stykke tid - Berner slap tilsyneladende fri og løb videre, for derefter at blive løbet op igen. Dette må være sket flere gange. Efter hun var dræbt, fortærede ulvene hende før de begav sig tilbage til skovene.

Angrebet på Berner var ikke et enkeltstående tilfælde. Det var det andet sådant angreb i løbet af nogle måneder. I oktober blev Taylor Mitchell, en canadisk folkesanger på vej frem mod berømmelse, angrebet af to coyoter, mens hun var på vandretur i Cape Breto National Parken. Canadiske rangere greb ind, men Mitchell var så ilde tilredt at hun døde næste morgen. (Rangerne skød mod begge coyoter, men ingen blev dræbt. Sikken et land.)

Hvad er det der forgår? Har rovdyrene fra slette og skov mistet al frygt for menneskene? Er rovdyrene begyndt at udvikle smag for små kvinder? (Berner var 1,50 meter - meget lille efter amerikanske forhold. Mitchells højde er ikke kendt, men online fotos viser helt klart, at hun var en lille kvinde) Eller er naturen, som de Grønne aldrig bliver trætte af at advare os om, ved at gå til modangreb?

Der er sandsynligvis en vis sandhed i de første to vurderinger (den tredje kommer vi til). I de senere år er dyrene mere og mere blevet vænnet til at være tæt på mennesker. I mit nabolag, et kæmpeområde i den vestlige del af Pennsylvania, praler man af to slags hjorte. Deres tilstedeværelse, og det behøver vist ikke nævnes, er charmerende og de giver ingen problemer, udover i parringstiden om efteråret, da hannerne bliver noget vovemodige.

Men naturen består jo ikke kun af hjorte, hvilket også samtidig betyder at andre dyr er i området. Jeg har ventet på coyoterne og de problemer de vil skabe. Der er værre ting end coyoter. Rovdyr, havde indtil fornylig en sund respekt for mennesker som de skabninger der har 'gøende' kæppe, som de villigt benytter. Men jagt, der engang var utroligt populært og meget udbredt er nu ved at blive et esoterisk tidsfordriv. Miljøbevidsthedens mere følsomme strenge fører ofte til at dyr, af alle slags, skal beskyttes, og i visse områder gøres de til kæledyr. Vi er altså ved at få generationer af dyr, der aldrig er blevet skudt på, og som derfor ikke har den forståelse af, at mennesket er det farligste dyr af alle.

I denne epoke med kvindelig bevidsthed, da er det på det nærmeste uacceptabelt af komme med forslag om, at der er visse ting kvinder ikke bør gøre. Men sandheden er at kvinder, der er små af statur, bare ikke skal gå alene rundt i skovene -- eller mange andre steder, for den sags skyld. Kvinder har fået at vide at verden er deres, at de ikke skal frygte noget, at naturen er god - og tilmed også, kvindelig. (Mitchell's facebook side indeholder en hjerteskærende lille note der indleder med "Jeg får mange ideer til mine sange fra naturen.)

Enhver kvinde der handler på et sådant grundlagt vil meget hurtigt blive klogere - hvilket er årsagen til at mænd ikke handler således, men i stedet går gennem livet med den usagte, men faste overbevisning om, at der lurer problemer om hvert hjørne. For kvinderne, der ikke har mandens styrke, vil opmærksomhed over for fare, og en tre millioner år lang tradition med at råbe op, kan denne Naturen-er- vor-Ven indstilling kun føre til katastrofe. Moderne kvinder - især amerikanske kvinder, er de mest følsomme i verden - bør hellere antage den mandlige indstilling, at det er en farlig verden, eller så må de holde op med at vandre alene i skovene. Ja, begge dele faktisk.

Måske det allermest foruroligende element ved alt dette er påstanden om at begge kvinder - og dermed enhver anden i den samme ubehagelige situation - godt vidste det kunne ske. Dette er den ækle side af den Grønne bevægelse, en der slet , slet ikke er romantisk. Det er tydeligt i mange af kommentarerne i begge sager: Påstanden om at dyrene har været her "længe før" menneskene kom, og derfor er mennesket lovligt bytte. Den kendsgerning at de lokale myndigheder derpå gik igang med at opspore og dræbe ulvene der dræbte Berner, blev mødt af protester, sammen med holdningerne om at ulvene "intet forkert havde gjort," og tilsyneladende bør de derfor opmuntres til at fortsætte med at slagte små kvinder, og vel også de handicappede og ældre, når de får lyst til dem. Den antimenneskelige dagsorden hos miljøfolkene er sjældent blevet udstillet mere klart, end i disse sager.

Hvis mennesker da blot er "en del af naturen" som miljøfolkene så gerne vil fremhæve, så må de samme regler gå begge veje. Som den store Marlin Perkins fra Wild Kingdom, plejede at udtrykke det i sine introduktioner til Mutual of Omaha reklamerne, "Dyrene beskytter sig selv i den vilde natur." Hvis det er tilfældet så bør det også gælde menneskene - og det er en simpel kendsgerning, at vi er bedre til det, end dyrene.

Drabet i Sea World (se denne artikel på synopsis) ligner overfladisk set disse sager, men drejer sig faktisk om noget helt andet. Hændelsen i Sea World var en meget tydelig krænkelse af naturens orden vedrørende spækhuggere. Disse enorme, stærke og meget intelligente rovdyr plejer at strejfe rundt i havene, og tilbagelægger hundredevis og tusinder af mil, og de bør ikke holdes indespærret i bassiner, uanset hvor store disse er.
Folkesangerinden Taylor Mitchell

Frustrationen hos disse havdyr, neurosen og det endelige sammenbrud burde kunne forudses. Dermed ikke sagt at træneren Dawn Brancheau selv var skyld i det - kun at sådanne vredesudbrud der resulterede i hendes død, er helt uundgåelige under sådanne omstændigheder. Det var Berner's og Mitchells skæbner ikke.

Hændelser som referet vil helt sikkert blive mere almindelige fremover. Med forhåbninger om bedre "biodiversitet" - en temmelig metapsykisk opfattelse - er miljøfolkene med til at opmuntre til, at der indføres ikke kun ulve, men pumaer og grizzlybjørne i områder over hele USA. (Coyoterne får ikke denne bedømmelse - de kan klare sig selv.) Argumentet er, at dyrene jo "plejede" at holde til i disse områder og derfor fortjener de at komme tilbage. Det er af samme kaliber som ObamaCare og den seneste nedrustningstraktat, hvor man kan være sikker på at forslagstillerne ikke har brugt tid nok på at tænke det hele igennem. Mange af områderne, hvor dyrene bliver sluppet løs, ligger ikke langt borte fra menneskenes boliger. I tilfældet med bjørne, har det ført til en række konfrontationer med mennesker, som hver gang ender med at bjørnen skydes, og det er egentlig lidt barske betingelser for bjørnen.

Hvad skal der så gøres ved det? Svaret er ganske enkelt, få kontrol over dyrenes opførsel. En af begrænsingerne hos dyr er at de ikke besidder dømmekraft. Det er menneskene der skal kompensere for denne mangel. Dyrene skal komme til at respektere mennesket at forstå, hvad de får lov til, og hvad deres plads i den store fødekæde er. De må lære dyden ved at kunne vise frygt.

Da jeg boede i Maine for nogle få år siden, havde mange af de lokale problemer med coyoter der var kommet til kun ganske år før. Mange mistede små hunde, katte, høns og andre tamdyr. Men mærkeligt nok, selvom vi hørte dem helt klart, så kom coyoterne aldrig ind i vor sektion af Red Schoolhouse Road. Grunden? Hver morgen før morgenmad gik vi ud med en sekspak eller to og nogle runder ammunition og skød nogle runder med vore pistoler, haglbøsser, M-40 granatkastere, Vulcan minikanoner og hvad der nu ellers var til rådighed af våben. Bragene kunne høres i miles omkreds. Se, nu er coyoter jo ikke dumme, og de vidste hvad den støj betød. Det modigste de kunne gøre, set fra deres situation, var at fortrække og jage et andet sted.

(Selvfølgelig, hvis unge kvinder kunne overtales til at være bevæbnede før de spankulerer ud i "naturen" så ville problemet også være løst. Men de to ting er i modsætning til hinanden - kun meget få af Gaias døtre er interesseret i skydevåben. Derfor kan den løsning ikke bruges.)

Om vi kan lide det eller ej, så er mennesket altså dominerende i Planetens økosystem. Et rovdyr der lærer at undgå mennesker, og vil holde op med at betragte dem som bytte, vil blive et langt lykkeligere dyr, leve længere og mere behageligt. Alternativet - at opmuntre til uoverensstemmelser i offentligheden over drabet af unge kvinder, og endog børn - vil kun tjene til at forøge umenneskeliggørelsen og det ekstremistiske ry hos miljøbevægelsen. Jeg er helt sikker på vore venner på venstrefløjen ikke ønsker det, eller gør de?

J.R. Dunn is consulting editor of American Thinker and will edit the forthcoming Military Thinker.