Mindeord over en løgner

Mindeord over en løgner

Hal G.P. Colebatch

(I anledning af 9. april og omstændighederne der førte til Hitlers magtbrynde bringes denne artikel - Var der samme indstilling hos danske socialistiske politikere? - synopsis-olsen)

Den britiske politiker Michael Foot der døde som 96 årig fortjener en plads i historien, udover at han bragte Labour Partiet ud i en katastrofe som leder så var han ikke kun den største løgner siden Goebbels, men faktisk meget mere effektiv end denne.

Han var hovedforfatteren , under navnet "Cato" af bogen om 2. Verdenskrig Guilty Men (Skyldige mænd), der skabte den vedholdende myte at de britiske Torier var eneansvarlige for at Storbritannien slumrende gik ind i krig, uden at have forstærket deres hær, og at den dårligt udrustede britiske hær blev i bogstaveligste forstand drevet ud i havet ved Dunkirk. Der kan ikke være tvivl om at Guilty Men er et fremragende litterært værk: Tjept tempo, stram i opbygningen og levende med en fornemmelse af en truende dom genfortæller den om den britiske politik i 1930'erne, som Churchill så fremragende gav essensen af med citatet: "Døden er føreren af dette rumlende tog."

Første udgaven kom umiddelbart efter Dunkirk. Det første kapitel med overskriften "Den Fordømte Hær," en levende portræt af strandene ved Dunkirk, hvor de britiske soldater med Bren-Guns kæmper en håbløs kamp mod Panzers og Stukas: "kød mod stål...dette er beretningen om en fordømt hær før den gik i krig." Indenrigsministeren, var tilfældigvis en Labour politiker, og han gav tilsyneladende ubegrænsede mængder af papir til rådighed for bogens trykning midt under krigen, trods det at papir var strengt rationeret, og den udkom i flere udgaver. Der er ingen tvivl om at den spillede en væsentlig rolle i De Konservatives nederlag i 1945, og oprettelsen af en socialistisk Labour Regering, med alle de katastrofer den medførte. Kun få andre bøger, om i det hele taget nogen, kan hævde en sådan indflydelse. Meget klogt, samtidig med at man forbandede den gamle garde af Torier fra før krigen, så hyldede den Churchill, og sikrede således en i det mindste en form for accept i patriotiske konservative cirkler.

Ligesom alle andre rigtig gode løgnere, baserede Foot sit arbejde på halve-sandheder. Udover den kendsgerning at fredsforsoning med en mand som Hitler, der var indstillet på krig, mere eller mindre af egen vilje, aldrig ville kunne holde, så er det sandt, at på mange måder var oprustningen af Storbritannien før krigen i væsentlig grad utilstrækkelig. Som George Orwell sagde: "I 1940, blev vi næsten udslettet på grund af mangelen på en stor og effektiv hær, som vi kunne have haft, hvis vi havde indført værnepligt i hvert fald tre år tidligere." (Om så Storbritannien havde haft råd til en oprustning er en anden sag.)

Men Orwell forudsagde det med endnu en pointe: "Så sent som 1939, stemte Labour Partiet mod værnepligt, et skridt der sandsynligvis spillede en stor rolle ved indgåelsen af Rusland-Tyskland Pagten, og helt bestemt havde en katastrofal effekt på moralen i Frankrig."

Hvad Foot havde endog meget svært ved at nævne, og som ingen der læser hans bog kunne have gættet fra den, var, at ligeså utilstrækkelig som De Konservatives oprustning var i løbet af 1930'erne, så var det den oprustning der kunne udføres under opposition af Labour Partiet, der var imod ethvert skridt mod oprustning. Labour stemte imod ethvert forslag om øgede bevillinger til hæren, marine og luftvåbenet indtil 1937, da man så blev patriotisk nok til blot at afholde sig fra at stemme imod.

Den 11. marts 1936, protesterede den britiske Labour leder Clement Attlee i Parlamentet imod en beskeden forøgelse af oprustningen og gik ind for at man "nedlagde den nationale hær." Hitler indførte værnepligt i Nazi Tyskland fem dage senere, i strid med Versailles Traktaten og ti dage senere fortale han den britiske Udenrigsminister at Tyskland, der aldrig igen skulle have et Luftvåben, var nået til enighed med Storbritannien i spørgsmålet om et luftvåben. I det samme år søsatte Tsykland sit tredje lomme-slagskib - skibe i strid med Versailles Traktaten og specialudrustet som skibe til rekognoscering af handelsskibe, men hvis eneste mål kun kunne være Storbritanniens handelsflåde.

Labour fortsatte hele tiden med at angribe de Konservative regeringer under ledelse af Stanley Baldwin og Neville Chamberlain, ikke for fredsforsoningen, men for at være krigsgale og for at bruge for meget på oprustning. Forskellige Labour ledere, herunder Attlee, ønskede undertiden, at de britiske væbnede styrker blev nedlagt eller sat under Folkeforbundets kontrol. I juni 1933, ved valget i East-Fulham, sendte Labour lederen George Lansbury et budskab til sin kandidat: "Jeg vil lukke hver hvervestation, nedlægge Hæren, og nedruste luftvåbenet. Jeg ville fjerne alt det forfærdelige krigsudstyr, og sige til verden; "Jeg er ligeglad, I kan gøre hvad I vil!" Attlee, hans efterfølger fortalte House of Commons (Underhuset) den 21. december 1933: "vi er helt og aldeles imod noget der ligner genoprustning."

Kort efter at nazisterne genbesatte og genmilitariserede Rhinlandet, den første og afgørende prøve på Vestens demokratiers beslutsomhed, erklærede Labour talsmanden Sir Stafford Cripps: "Enhver mulig bestræbelse skal foretages for at hindre rekrutteringen til de væbnede styrker." Et Labour medlem af Parlamentet, Geoffrey Mander udtalte, i bogen "Victory Book," det der måske var med ubevidst ironi, "Vi havde slet ikke helt uret (Vicotr Gollancz, London 1941):

Den 8. marts, 1934 hører vi hr. Attlee sige: "Er det som menes med et luftforsvar for dette land mod et muligt angreb, eller er det ment som et bidrag til en kollektiv sikkerhed under Folkeforbundet? Vi tror det ikke er for sent for regeringen med deres politik at sige, at det Air Force vi har nu er vort bidrag til den styrke der skal støtte verdens lovorden."

Det samme klare realistiske syn på forsvaret (dette skulle ikke forstås ironisk eller sarkastisk) er endnu engang blevet skåret ud i pap af hr. Attlee den 13. juli, 1934: "Vi har fastslået vor holdning ganske klart, som er at vi ikke tror på et individuelt forsvar. Vi tror kun på et kollektivt forsvar, og at brugen af væbnede styrker skal være under Folkeforbundet og for fred."

Så sent som 26.,27. april 1939, da Hitler havde slugt det af Tjekkoslovakiet der var tilbage efter München-aftalen (se evt. denne artikel på synopsis) og helt klart var indstillet på en storkrig angreb Attlee og Labour Partiet nødhjælpsplanerne og den midlertidige indførelse af værnepligten, og Attlee påstod i Parlamanentet, at det "yderligere et bevis på at regeringens behandling af sagerne i disse kritiske tider ikke fortjener dette Hus' tillid."

Den franske socialist leder Leon Blum, der skrev i Le Populaire den 28. april 1939, sagde han var chokeret over den modstrid der var mellem britiske Labours ord mod fascismen og dens fortsatte modstand mod værnepligt, som man opretholdt op til krigens udbrud. Winston Churchill skrev i sine memoirer om 2. Verdenskrig om det indtryk som manglen på en rimelig stor britisk hær havde på Sovjetunionen i den afgørende tid der førte frem til underskrivelsen af Nazi-Sovjet pagten i 1939, der fjernede de sidste begrænsninger for nazisterne hen mod at indlede en krig, og som Stalin selv fortalte ham:

• I Kreml i august 1942, gav Stalin mig, meget tidligt om morgenen, en fremstilling af Sovjets holdning. "Vi har fået det indtryk," sagde Stalin, "at den britiske og franske regering ikke havde besluttet sig til at gå i krig, hvis Polen blev angrebet, men at de håbede at den diplomatiske samlede front af Storbritannien, Frankrig og Rusland ville afskrække Hitler. Vi var sikre på det ikke ville være tilfældet." (Stalin sagde han havde spurgt en britisk diplomat før krigen,) "Hvor mange divisioner vil Frankrig sende mod Tyskland ved mobilisering?" Svaret var, "Omkring 100." Så spurgte han, "Hvor mange vil England sende?" Svaret var, "To og senere to til." "Nåh, to og to til senere," havde Stalin gentaget. "Ved De hvad," spurgte han så, "hvor mange divisioner vil vil sætte ind på den russiske front hvis vi går i krig mod Tyskland?" Der kom en pause. "Flere end 300." Jeg fik ikke at vide, hvem der havde været med i denne samtale eller hvornår. Det skal dog bemærkes at dette var højst troværdigt...."
  

Selv under Battle of Britain var fagforeningerne i samarbejde med Labour Partiet, med til at have strejker mod flyfabrikkerne. Den 21. maj, 1940 standsede arbejdsstyrken ved Blantyre Colliery nær Glasgow arbejdet på grund af en uoverensstemmelse hos maskinarbejderne over, hvilke ansatte der skulle overtage skærearbejdet i en sektion.

Nogle få dage senere var der en strejke ved Roe (senere Avro) flyfabrikkerne i Manchester over en afskedigelse af en ansat der har forfalsket sine optegnelser over hvornår han mødte. Fra den. 6. - 24 august, 1940, under Battle of Britain, mistede De Havilland flyfabrikken i Edgeware 4426 arbejdsdage på grund af en strejke over overførslen af fire krumtapmontører fra firmaet til andet arbejde af national sikkerhedsmæssig betydning.

Der var ifølge historikeren Andrew Roberts, der skrev udfra officielle dokumenter og kilder, "myriader" af strejker i skotske miner over dagligdags hændelser, og strejker det samme år på skibsværfterne i Hartlepool, Plymouth og South Shields. Det står der intet om i Foots bog.

Et særligt mål for Foots foragt var Sir Thomas Inskip, de Konservatives Minister for Forsvars Koordinering. Faktisk så var det Inskip, en advokat og tidligere efterretningsofficer, der i allerhøjeste grad, var den afgørende faktor, der frelste Storbritannien ved at sikre at Air Force modtog en meget stor del af de forsvarspenge der var sat til rådighed for moderne jagerfly som Spitfire og Hurricane og kæder af radar-advarsels stationer. De kom ikke kun gennem den rene magi i Battle of Britain i 1940 - de var resultatet af planlægning fra før krigen og den helt rigtige prioritetsrækkefølge.

I samme bog håner Foot også den polske hær - "den enorme hjord af heste" -- for at være kujoner, som kun kunne flygte, en anklage som i det mindste have originalitetens præg. Den russiske invasion af Polen i 1939, blev overhovedet ikke nævnt.

Senere i Foots karriere, herunder som mindre hæderværdig leder af Labour Partiet (Margaret Thatcher fejede gulvet rent med ham), var ikke markeret af nogen større opnåede resultater. Hans store projekt var i 1940.

Denne artikel på synopsis 'Pacifister skyld i 2. Verdenskrig' kan anbefales.