Pacifister skyld i 2. Verdenskrig

Pacifister var skyld i 2. Verdenskrig

Venstreorienterede, pacifister og antikrigsdemonstranter mener de gavner verden ved at holde deres land ude fra at komme i krig. I virkeligheden gjorde de amerikanske pacifister i 1930'erne det muligt at indlede forsonende aftaler med Hitler, der efterfølgende førte til 2. Verdenskrig. Lad mig forklare.

Efter 1. Verdenskrig betragtede mange amerikanerne vor intervention i den krig og de efterfølgende fredsaftaler som en tragisk fejltagelse. Franklin Delano Roosevelt havde imidlertid læst Mein Kampf og indset, at Hitler var en galning og en trussel ikke kun for Europa men også for Amerika. Uheldigvis, på grund af neutralitetsaftalerne var Roosevelt forhindret i direkte af hjælpe noget land i kampen mod Hitler.

Værre endnu, da Roosevelt forsøgte at overtale Storbritannien til at tage en skarp afstandtagen til Hitler, blev briterne nødt til at handle anderledes fordi de indså, at på grund af pacifisterne ville der ikke komme nogen hjælp fra Amerika. Fra bogen "No More Killing Fields" af David A. Hamburg:

[Chamberlain:] ... amerikanerne var ikke brugbare som modvægt til Tyskland: "Det er altid bedst og mest sikkert ikke at regne med det amerikanerne siger....

Frygtsomme Storbritannien skulle gå op imod Tyskland uden Amerika, derfor gik Chamberlain forsoningstaktikkens vej, hvilket yderligere opmuntrede Hitler til at gå endnu længere.

På grund af frygten for krig, på grund af deres fejhed, opmuntrede de amerikanske pacifister til en krig, hvor en mere agressiv holdning måske alligevel kunne have stoppet Hitler. Millionsvis af døde, det er hvad denne pacifisme medbragte.

Noter:

SageHistory, Franklin D. Roosevelt: Quarantine the Aggressors

I oktober 1937 forstod præsident Roosevelt at verden var i stor fare, men han var fanget i et dilemma: På den ene side var den italienske og tyske agression en trussel mod verdensfreden, og det var ikke længere et spørgsmål om, hvilken side USA eventuelt skulle støtte. Præsident Woodrow Wilson havde stået i samme problemstilling da 1. Verdenskrig brød ud i 1914; den tyske anvendelse af uindskrænket ubådskrig havde givet Wilson beslutningen om, hvilken side USA skulle støtte. Hitlers krigeriskhed, hans afvisning af restriktionerne i Versailles Traktaten, hans genoprustning af Tyskland og hans militante retorik, sammen med den italienske og tyske deltagelse i den Spanske Borgerkrig, og den italienske invasion af Ætiopien gjorde det klart, at hvis der skulle være en fjende da ville det være de fascistiske stater Tyskland og Italien.

På den anden siden, var isolationismens ånd stærk i USA. Militæret i USA var skammeligt lille og neutralitetspagten som Kongressen fornylig havde vedtaget begrænsede Amerikas evne til at støtte lande som præsident Roosevel havde sympati med. Han ønskede at hjælpe nationer der var ofre for agression, men han skulle samtidig være neutral, med en armslænge antikrigsindstilling. Denne karantæneindstilling var en skridt i retning af at tage stilling til hvilken side USA lænede sig imod, men samtidig var den ikke krigerisk nok til at ophidse Roosevelts politiske modstandere.

Artikel fra bloggen: plancksconstant.org