At kaste atombomben var den rigtige beslutning
Beslutningen om at kaste Bomben vil altid blive diskuteret, fordi svaret på spørgsmålet er et JA, der var ikke nogen anden udvej vi kunne have benyttet for at afslutte krigen mod Japan. Nogle af de andre muligheder ville helt sikkert have kostet flere menneskeliv, end der gik tabt i Hiroshima og Nagasaki. Army Air Force Commander i Stillehavet, Curtis LeMay mente, at hvis han fik seks måneder og friheden til at ramme alle de mål han kunne ønske sig, da ville han kunne bringe Japan på knæ ved fuldstændig at ødelægge landets mulighed for at skaffe sig mad. Sejren ville være sikret - men adskillige millioner japanere ville lide sultedøden.
Flåden mente en blokade ville være udslagsgivende. Ved at udsulte den japanske krigsmaskine for råmaterialer og befolkningen for mad, som blev importeret fra det besatte Kina, det ville have fået den japanske regering til at bede om fred i løbet af seks måneder til et år. Men også her ville der skulle tages i betragtning af millioner ville dø som følge af hungersnød.
Hæren mente, at kun en invasion var eneste mulighed. En landgang på den sydligste hovedø Kyushu med et efterfølgende på Kanto Sletten nær Tokyo på Honshu øen. Døbt Operation Downfall, regnede planen med at den første fase skulle udføres i oktober 1945, og selve det afsluttende hovedangreb mod Japan skulle finde sted i foråret 1946. De anslåede tabstal er blevet heftigt diskuteret i årenes løb, men det må forekomme rimeligt at formode at mange hundredetusinde amerikanere ville blive dræbt eller såret samtidig med, afhængig af, hvor voldsom modstand civilbefolkningen ville yde, at måske adskillige millioner af japanere ville dø i angrebet.
Men der var andre også planer for at afslutte krigen. Viceminister for Flåden Ralph Bard var tilstede i mødelokalet, hvor Interim Committe mødtes den 1. juni, 1945 for at beslutte, hvor atombomberne skulle benyttes, og hvordan. Fra denne fordelagtige position var han ikke enig i Komiteens endelige konklusion at kaste bomberne over Hiroshima og Nagasaki, uden først at have advaret om det. Senere samme måned skrev han et memo til sin chef, Krigsminister Henry Stimtson, i hvilken han forsøgte at forklare hvorfor han mente midlet ikke skulle benyttes.
Lige siden jeg har været i forbindelse med dette program har jeg haft en følelse af, at før bombem faktisk skal benytte mod Japan, da skal Japan have en forudgående advarsel, i skal vi sige to eller 3 dage, før vi igangsætter aktionen. USA's stilling som en mægtig humanitær nation og den fairplay indstilling som vort folk i almindelighed har er min hovedbekymring for min fornemmelse.
Igennem de senere uger har jeg ligeledes haft den helt sikre fornnemmelse af, at den japanske regering ville være interesseret i en situation som de kan benytte som et middel for at overgive sig. Efter 3 Magts konferencen kunne udsendige fra dette land kontakte repræsentanter fra Japan, et eller andet sted på den kinesiske kyst og afgive udtalelser om Ruslands stilling og samtidig kunne de give information vedrørende den foreslåede brug af atomvåben, sammen med de forsikringer fra Præsidenten ville kunne afgive med hensyn til Kejseren af Japan og behandlingen af den japanske nation, efter den har overgivet sig uden betingelser. Det forekommer mig sandsynligt, at dette vil være en sådan situation som janpanerne søger efter.
Jeg kan ikke se at vi egentlig har noget at miste ved at følge dette program. Indsatserne er så overvældende, at det er min mening, at ægte overvejelse burde gives en plan som den her skitserede. Jeg tror ikke at der under de nuværende omstændigheder ikke er nogen i dette land der vil synes at det er værd at prøve, hvis chancerne for succes for et sådant program er tilstede. Den eneste måde at finde ud af det er at prøve det.
Var Japan klar til at overgive sig i juni måned? Den japanske regering havde ønsket at give op siden april. Der havde været udsendt følere til russerne i håbet om at kunne bruge Stalin som en mellemmand i forhandlingern. Men gennem vore kodebryderes opsnapninger frigivet her i 1995 vises det helt klart, at i tilgift med et krav om at bevare Kejserens stilling ville japanerne kun indgå i en "forhandlet" fred med deres hærs kommando struktur intakt og ikke nogen form for besættelse. Kort sagt, her lå spiren til endnu en krig, ligeså snart Japan igen var kommet ovenpå. Selv dette forekom alt for meget for mange i militæret, der anså overgivelsen som den ultimative vanære svarende til bushido, deres æreskodeks. Da Stalin forsinkede den japanske fredsdelegation afviste militæret fredsføleren fuldstændigt.
Ville en advasel til japanerne om muligheden af at benytte Bomben så have hjulpet? Måske. Men Interim Committee kom til den konklusion, at japanerne højst sandsynligt ville flytte tusinder af amerikanske krigsfanger til målområderne. Og at komme med en demonstration af, hvad Bomben ville medføre kunne slet ikke komme på tale. Der var nemlig kun nok plutonium til to enheder - Trinity prøve "Mekanismen" og så Fat Man. Derefter ville yderligere forsyning være set spørgsmål om fremstillingsprocedurer problemer ved Oak Ridge diffusions anlægget i Tennessee og Hanford reaktoren i staten Washington.
Yderligere efter 82 dage i den mest brutale kamp i noget krigsskueplads i krigen, var kampen om Okinawa endelig ved at kunne afsluttes. Det er svært at fatte den følelse af magtesløshed der ramte mange blandt de civile og hos de militære ledere mens de betragtede japanerne på Okinawa kæmpe så gennemført fanatisk og til sidste mand var død. Udsigten til en invasion og en fortsat kamp over hele Stillehavet var skrækindjagende. Den skræmmende pris på 100000 døde japanske soldater og mere end 50000 amerikanske sårede var et tungtvejende argument for Interim Committee i deres anbefalinger til præsident Harry Truman.
Bard har helt sikker diskuteret sit memo med såvel Stimson og Truman. Stimson en diplomat af den gamle skole, der f.eks. sagde da kodebrydernes oplysninger kom frem efter 1. Verdenskrig, "Gentlemænd læser ikke andre gentlemænds post," var lydhør for argumenterne og delte endog nogle af Bards indvendinger, men han følte han havde en forpligtilse til at følge flertallets beslutninger i Commitee'en.
Truman der kun havde været præsident i tre måneder, og ikke var blevet oplyst om Manhatten Projektet under hele sin tid som vicepræsdent, fik råd fra alle sider, om hvordan krigen kunne sluttes. Beslutningen om at benytte Bomben, hævder han, gav ham ikke nogen større moralsk konflikt. Han accepterede Interim Committee'ens beslutning og tog til Potsdam, hvor de allierede skulle komme med et ultimatum til Japan: Overgivelse eller følge konsekvenserne. Terningerne var kastet og Hiroshimas og Nagasakis skæben var beseglet.
Uden nogen god plan til at slutte krigen uden gennem omfattende død og lidelse ville en uforsonlig japansk regering insistere på at kæmpe til den bitre ende, med de uhyrlige tabstal fra Filippinerne og Okinawa, et krigstræt befolkning, udsigten til, at skulle overføre millioner af tropper der netop havde overlevet rædslerne på Europas slagmarker til Stillehavet, og så da han selv mente, at ved at benytte bomberne da ville krigen slutte hurtigt, netop derfor gav Truman det grønne lys på bagsiden af en håndskreven memo den 31. juli, 1945 fra Stimson vedrørende den udtalelse der skulle offentliggøres efter bomberne var kastet.
"Postiv godkendelse som svar på forslagene. Offentliggør når klar, men ikke før 2. august."
Det stedse formindskede antal af overlevende kommer hvert år, og fortæller deres rædselsberetning om denne dag. Det er næsten som om de genopliver noget der lige er sket, så levende og følelelsesfyldte er deres erindringer. De fleste af de overlevende (mange siger de er "ofre") var kun børn i 1945. Mange mistede deres forældre i eksplosionen. De siger de bærer vidnesbyrd så der ikke kommer flere Hiroshimas.
Præcis 64 år siden, var vejrforholdene omtrent de samme da oberst Paul Tibbets, lederen af den 509. Composite group og pilot på et fly han havde opkaldt efter sin moder - Enola Gay - fløj over Hiroshima's Aioi Bro og påbegyndte at klargøre sit fly.
Lige i det øjeblik Tibbets påbegyndte sin vending, skælvede B-29 flyet kraftigt da den 10000 pund store amerikanske, tekniske og videnskabelige frembringelse faldt ud af bombelugen præcist efter skemaet (navigatøren Kaptajn Theodore Van Kirk's beregninger om afstand til målet var blot 15 sekunder ved siden af). Little Boy blev den kaldt, som en ironisk kommentar til dens massive volumen. Det var en granat-type atombombe - en rå primitiv, og efter nutidens standard, en ineffektiv indretning. Og med tanke på al den anstrengelse, alle de penge, og al den hjernekraft der var indarbejdet i den var Little Boy ganske simpelt en inkarnation af dette.
En hul kugle af højradioaktivt uranium 235 var placeret i den ene ende af et langt rør med en større masse af beriget uran i den anden. Den store cylinder med kernematerialer var det man kaldte "Parat" det vil sige krævede blot en smule ekstra for at starte en kædereaktion og efterfølgende eksplosion.
Da Little Boy var 1900 fod over Hiroshima (den havde drevet 800 fod fra sit mål) affyredes uran kuglen ned i tønden og ramte cylinderen perfekt. I 2 milliontedele af et skeund, blev massen der var Little Boy nu varm som solen. Denne hede udslettede så fuldstændig menneskene direkte nede under eksplosionen, at alt der kunne ses bagefter var skyggeagtige konturer af personer i betonen. Eksplosionen, der svarede til 13000 tons TNT - fjernede bogstaveligt talt bymidten og de efterfølgde brande klarede resten. Omkring 70000 døde i løbet af timerne efter eksplosionen med andre 70000 yderligere døde inden 1945 var gået.
Tre dage senere - gentog historien sig over byen Nagasaki. Denne gang blev en plutonium bombe benyttet hvilket betød en dramatisk forøgelse af virkekraften. På grund af nogle topografiske omstændigheder (der var ingen større bakker som i Hiroshima der kunne forstærke eksplosionens kraft) blev tabstallet mindre. Alligevel dræbte Fat Man mere end 40000, og andre 40000 før det forfærdleige år var gået over i historien. Hvordan kunne I dog gøre det? Mange i verden stiller det spørgsmål, "Var der dog ikke en anden, mindre grusom måde at afslutte krigen på?"
Uden tvivl var der sandsynligvis mange andre kalkulationer der blev taget i betragtning af Truman vedrørende brug af Bomben. Muligvis blev der også taget i betragning den virkning det ville have på Sovjetunionen. I mange år anså adskillige historikere det som hovedårsagen til,, at Truman gav affyringskommandoen for at bombe Hiroshima og Nagasaki. Selvom det uden tvivl var en af Truman's grunde, forekommer det nu, takket været offentliggørelsen af de brudte radiokodemeddelelser fra dengang, at præsidentens hovedformål var at bruge et våben han mente ville få krigen til at slutte på få dage og ikke måneder.
Endnu en faktor var det råd der blev givet ham af hans gode betroede ven Jimmy Byrne, tidligere senator fra South Carolina. Byrne påpegede at ved at bruge 2 milliarder dollars på en bombe der aldrig ville blive brugt, for ikke at nævne den mulighed at den ville kunne afslutte krigen og redde menneskeliv, det ville gøre det amerikanske folk vrede - især blandt dem der ville miste deres kære, fordi bomben ikke blev benyttet. Nogle historikere har påpeget denne faktor som væsentlig, men det er næsten helt sikkert ikke tilfældet. Byrne's politiske fornemmelser var sikkert rigtige, men Truman kunne næppe have truffet sin beslutning på, hvad vælgerne ville have tænkt efter krigen.
Hvis alle disse faktorer indgik i beslutningen om at benytte Bomben, hvorfor kritiserer resten af verdens os så for at have gjort det?
De overlevendes beretninger er tænderskærende - ild overalt, mennesker gik rundt med kødet flået af deres kroppe af varmen og trykket, og søgte at finde deres kære. Hele skrækscenariet fra Dante's Inferno og fra en Gotisk skræk roman blev rullet ud. Vi har medlidenhed med dem og sørger over, hvad de gennemgik denne frygtelige dag.
Men blot engang - altså kun engang - ville jeg gerne høre de skrækhistorier af mænd og kvinder fra Pearl Harbor stillet op mod japanernes lidelser sammen med en påmindelse om, hvem der begyndte krigen, og hvordan de gjorde det. Jeg vil gerne høre fra de der kan fortælle lignende skrækhistorier om død og ødelæggelse. Hvordan japanske fly jagtede vore mænd med maskingeværild mens de svømmede for livet igennem brændende olieudslip, resultatet af et overraskelseangreb mod en nation de var på fredsfod med. Eller hvordan hundredevis af mænd indespærret i USS Arizona langsomt kvaltes i løbet af 10 dage mens dykkere desperat forsøgte at skære sig igennem de tykke stålplader for at redde deres kammerater.
Vi kunne måske spørge de overlevende krigsfanger og bede dem vidne om deres kvaler i japanske fangelejre - helt sikkert et brutalt, inhumant og forfærdeligt overgreb, det værste der nogensinde er blevet påført krigsfanger.
Nu mens vi er igang er jeg sikker på, at der er tusinder af vidner, der gerne ville vidne om, hvordan den japanske hær voldtog sig igennem Asien. Denne meget lidt omtalte side af krigen er en ukendt side for de fleste når det drjer sig om Japans historie. Men de millioner af kvinder der led ufattelige mishandlinger af den japanske hær fortjener en høring for hver gang tragedien i Hiroshima bliver omtalt og husket.
Ja, det er rigtigt, ikke et nyt Hiroshima. Men at benytte bombningen af Japan og tage den ud af sin kontekst og benytte den til at fremhæve en nation eller bys lidelser er moralsk anstødeligt. Krigen mod Japan, men dens rascistiske overtoner på begge sider, ligesom den dokumenterede brutalitet og barbariet af Japans militær burde have lukket munden i samme sekund det var muligt. Alt andet gør de moralske argumenter der benyttes om brugen af atombomben en øvelse i sofisteri.
http://pajamasmedia.com/blog/remembering-the-bomb-forgetting-why/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar