Mange af problemerne i vor tid er svære at forstå, hvis man ikke har forståelse for den sammenhæng de har med det billede af verden som de er en del af. Uanset om problemet er uddannelse, økonomien eller sundhedssystemet er den foretrukne forklaring som oftest at det skyldes noget udefra kommende - noget, som de individer der er berørt, ikke har kontrol over.
Uddannelsesproblemet er sædvanligvis kædet sammen med de penge der benyttes på det, de undervisningsmetoder der benyttes, klassestørrelsen eller hele den måde systemet er organiseret på. Eleverne omtales som oftest som passive modtagere af god eller dårlig undervisning.
Men uddannelse er ikke noget der kan gives til alle og enhver. Det er noget som eleverne enten gør sig fortjent til eller ikke gør sig fortjent til. Personligt ansvar kan måske ignoreres eller underbetones i denne "nu ikke dømme nogen tidsalder," men det forbliver trods alt det altafgørende spørgsmål.
Efter at mange studerende har gået et dusin år eller mere i offentlige skoler, med et samlet udgift på adskillige hundredetusinder af dollars pr. elev - og kommer ud halvstuderede og med kun ringe forståelse for det samfund de lever i, og meget mindre forståelse for den langt større verden og historien - udelader de fleste diskussioner om, hvad der er galt den kendsgerning, at mange af disse studerende måske har valgt at benytte skoletiden til at fjolle rundt, lave ballade, hygge sig eller noget meget værre.
Vor tids helt store flugt er flugten fra det personlige ansvar og for konsekvensen af den måde man opfører sig på. Forskellene i børnedødelighedstallene får mange fromme skribenter til at se et behov for at regeringen viser mere omsorg for de ufødte børn hos de såkaldt "fattige." Med andre ord er årsagsforklaringen knyttet automatisk til den formodning at det drejer sig om de mødre der er involveret og løsningen formodes at være at "vi skal gøre noget for dem."
Selvom det er sandt at sorte mødre får mindre omsorg før fødslen end hvide mødre og har en højere børnedødelighedsrate så er det også sandt at kvinder af mexikansk afstamning også får mindre omsorg før fødslen end hvide mødre, men alligevel har de en lavere børnedødelighedsrate end de hvide kvinders. Men når mennesker med den fremherskende sociale vision først har set nogle kendsgerninger så leder de sjældent efter andre kendsgerninger der måske ville kunne gå imod den forklaring der passer til deres verdensbillede.
En stor del af den nuværende forvirring om "sundhedshælp" og medicinsk omsorg stammer fra, at man ikke kan anerkende at selvom amerikanerne måske har verdens bedste sundhedhjælp så har de dog ikke det bedste helbred eller den længste livslængde, fordi så mange mennesker vælger at leve livet på måder der forkorter deres liv.
Der kan være alvorlige praktiske konsekvenser når man dogmatisk insisterer på 'udefra kommende ting' som forklaring og derved tillader enkeltindividet at undgå det personlige ansvar. Det kan måske vise sig at amerikanerne kan komme til at ødelægge verdens bedste sundhedssystem i det forfængelige håb om, at hvis regeringen overtager systemet, så vil vi også få et bedre system.
Problemer med økonomien angribes på samme måde. Mennesker med lavindkomster betragtes som et problem som andre skal løse. Undersøgelser der følger de samme individer over et stykke tid viser, at det helt store flertal af de arbejdende, som befinder sig i bunden af indkomsterne på et givet tidspunkt ender med at komme ud af dette hængedynd.
Mange af dem er blot nybegyndere der får nybegynderens løn, men hvis løn derpå stiger når de opnår mere erfaring og bliver dygtigere. Der er dog en lille minoritet af arbejdere der ikke kommer videre og et stort antal mennesker der sjældent arbejder og som - oh, overraskelse - har en lavindkomst som følge deraf.
Sjældent dukker den tanke op, at mennesker der vælger at spilde år af deres liv (og skatteydernes penge) på skolen måske har brug for at ændre deres indstilling og opførsel - eller mærke konsekvenserne, så deres skæbne kan tjene som en advarsel for andre der ligner dem, og for at andre ikke skal gøre den samme fejl.
Det er ikke kun "nu ikke dømme nogen tidsalder," ideologien hos intelligentsiaen, men også politikernes egeninteresse der fører til den megen underbetoning af personligt ansvar til fordel for forklaringer om udefra kommende omstændigheder og de efterfølgende programmer til at "løse problemet."
Om disse og andre problemer er regeringsprogrammer langt mindre anvendelige til at løse landets problemer end de er til at løse politikernes problem med at få stemmer fra de som mener at svaret på ethvert problem er at regeringen må "gøre noget."
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar