| Armeniens Golgata | |
Her fornylig blev jeg priviligeret med at modtage en førsteudgave af Grigoris Balakians episke personlige memoirer om Det Armenske Folkedrab i 1915-1918. Det var første gang den blev oversat til engelsk. Bogen "Hai Koghkotan," "Det Armenske Golgata," blev oprindeligt udgivet i Wien i 1922. Bind 1 fra 1922 og det andet bind (som øjensynligt "på grund af økonomiske midler ikke udkom, blev fundet blandt Grigoris Balakians søster, Rosa Antreassians eferladte papirer i 1956 og udgivet i Paris i 1959) og præsenteres nu i en meget let læselig engelsk oversættelse af Grigoris Balakians halvfætter professor Peter Balakian, - en anerkendt lærd om Det Armenske Folkedrab - med en kvalificeret hjælp af to kolleger, Anahid Yeremian, og Aris Sevag.
Grigoris Balakians øjenvidne beretning fra 1915-1918 - nedskrevet i hans dagbøger under 1. Verdenskrig, og allerede udgivet i 1922 - giver en enestående uafhængig bekræftelse af denne ideologi og af folkemordskoblingen og som forløberen for Holocaust to årtier senere. Især er Balakians fremragende observationer (på side 280-281) i et kapitel med titlen, "Tyske soldaters behandling af armeniere," med til at give en indtryk af de tyske militærofficerers holdning til armenierne der forudvarsler, på den mest gysende måde, de folkemordsinitiativer de senere ville påføre europas jøder under 2. Verdenskrig.
De tyske officerer havde på deres vej til Palæstina og Mesopotamien ikke noget valg andet end at passere Bagche togstationen. (Lilleasien). De benyttede alle et krænkende sprog overfor armenierne. De betragtede os som værende med i intriger, klar til at angribe den tyrkiske hær bagfra og således være forrædere mod fædrelandet....og derved også fortjene alle former for afstraffelse....
Skønt de fleste armeniere bosat i Tyrkiet var blevet deporteret, spredt og gjort til martyrer i foråret 1915, var der dog nogle få hundretusinde overlevende der befandt sig i ørkenen mod syd - hvor de levede af ingenting. Ikke desto mindre fortsatte de tyske officerers "Armenierfobi" og ingen medfølelse vistes af dem. Tværtimod, stillede de sig på Ittihad regeringens side ved at sige, "I armeniere fortjener jeres straf. Enhver stat ville have straffet oprørere som griber til våben for at gennemføre deres nationalhåb ved at ødelægge landet."
Når vi gjorde indsigelse og spurgte om andre stater ville vove af massakrere kvinder og brøn, sammen med mænd og udrydde en hel race uanset køn og alder fordi nogle få af dem var skyldige, svarede de: "Ja, det er sandt at straffen var noget hårdhændet, men i må indse at under sådanne kaotiske og angstfylde dage i en krig som denne så var det vanskeligt at finde såvel tiden som midlerne til at skille de skyldige fra de uskyldige." Dette var det samme svar, uden nåde, som kom fra de som stod for henrettelserne - Talaat, Enver, Behaeddin Shakir, Nazir og deres Ittihad medsammensvorne.
De tyske officerer lod som om de var uvidende om det udbredte slagteri af mere end en million uskyldige armeniere, uanset alder og køn, og henviste kun til at de døde som følge af hungernød, og besværlighederne under deres deportation. Således undskyldte de den Tyrkiske Regering ved at sige at dennes manglende evne til at sørge for hundrede af tusinder af deporterede i et land i total forvrirring ikke var overraskende. Samtidig forhindrede tyrkiske embedsmænd at de sultende flygtninge kunne modtage føde som blev distribueret af østrigere og schweizere, ved at fastslå, "Vi har ordre fra Konstantinopel om ikke at yde assistance. Vi kan ikke tillade at hverken brød eller medicin uddeles. Den højeste ordre er at udrydde denne onde race. Hvordan vover i at redde dem fra døden?" De tyske officerer omtaler os ofte som kristne jøder og som blodsugende igler på de tyrkiske folk.
Hvilken forvanskning af de herskende forfærdelige realiteter i Lilleasien, og hvor rollerne dog er vendt om. Jo, der var en undertrykker. Enten havde tyskerne med overlæg ikke set kendsgerninger og rollefordelingen i øjnene eller tyrkerne havde fået dem overbevist om at det var tyrkerne der var ofre og armenierne var forbrydere. Hvor er det passende at mindes et par tyrkiske talemåder: "De kloge tyv får husets herre hængt" og "Den som stjæler minareten forbereder sig selvfølgelig på forhånd."
Mange tyske officerer havde ingen betænkeligheder ved at overlade unge armeniere, der havde søgt tilflugt hos dem til de tyrkiske myndigheder; de vidste meget godt at de derved overlod dem til deres bødler. Hvis en armenier blot talte negativt om en tysker - det være sig kejseren eller Baron von der Goltz Pasha (en tysk militærmand hos det osmanniske imperium), eller blot om tyskere - eller vovede at kritisere den tyske holdning til massakrene på armenierne, da blev han øjeblikkeligt areresteret og overgivet til den nærmeste tyrkiske militær eller politimæssige myndighed. Hvis tyskerne syntes at en armenier var særlig irriterende sagde de at han var spion.
Da de forvekslende mig som værende østriger pralede noge få tyske officerer med at have overdraget adskillige armeniere til det tyrkiske politi, og tilføjede mens de lo, "Det er kun tyrkerne der kan tale med armenierne."
Den kometagtige karriere og de personlige holdninger hos Wilhelm Hintersatz (født 1986, død 1963) klargør meget fint disse folkedrabsforbindelser. Hintersatz nåede rang af oberst i den Kejserlige Østrigske Hærs styrker i Tyrkiet under 1. Verdenskrig, hvor han var assistent for Enver Pasha - en af de herskende Ittihad (UngTyrker) i triumviratet af arkitekter bag det armenske folkedrab - og han konverterede til islam, og antog navnet Harun-el-Raschid Bey. Under 2. Verdenskrig sluttede han sig til Waffen SS som Standardenführer (oberst) i en enhed der i årene 1944-45 operede i Uralbjergne og i Centralasien. Han beskrives af professor Kurt Tauber i dennes omhyggeligt dokumenterede to-binds værk (udgivet i 1967) Beyond Eagle and Swastika, som en efter 2. Verdenskrig tilbageværende ihærdig forkæmper for antidemokratisk tysk nationalisme. Wilhelm Harun-el-Raschid Bey skrev Aus Orient und Occident; ein Mosaik aus buntem Erleben, tilsyneladende om ..."sine personlige erfaringer og rejser, indvævet med mine overvejelser," den blev udgivet i 1954. Som Tauber imidlertid observerer undviger den klogeligt at støde de strenge tyske love mod offentliggørelsen af åbenlyst antisemitiske skrifter som blev indført tidligt lige efter 2. Verdenskrig. Harun-el-Raschid Bey skjulte sit jødehad bag en facade af "folklore."
Ved at gøre dette præsenterede han dog en tydelig og gennemtrængende racistisk orientering, under dække af en maskerade af fortællinger med et lyst sind og morsomheder. Nogle af beskrivelserne af folkene og begivenhederne har nærmest en Stürmer-agtig kvalitet, herunder forsøget på en forførelse af jødiske russerinde.
Wilhelm Harun-el-Raschid Bey repræsenterer forherligelsen af to sammensmeltede folkemordsideologier i det 20. århundrede - jihadismen og etno-nationalismen. Som en ægte troende på dem begge forblev han tilsyneladende forhærdet selv i lyset af de folkedrab som disse ideologier fremprovokerede.
Andrew G. Bostom is a frequent contributor to Frontpage Magazine.com, and the author of The Legacy of Jihad, and the forthcoming The Legacy of Islamic Antisemitism.
Andre artikler af Andrew G. Bostom ved klik.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar