Uden far i hjemmet - Obamas version

Uden en far i hjemmet - Obamas version

Kevin Jackson

Som jeg har dokumenteret i min bog The BIG Back Lie, så er der visse paralleler mellem mit liv og Barack Obama. Ligesom Obama blev jeg ikke opdraget af min biologiske far. Vore mødre giftede sig igen da vi var små, og i en kort overgangt blev vi opdraget af vore stedfædre. Endelig da vore mødre døde blev vi begge opdraget af vore bedsteforældre.

Obama havde Dreams of my Father, en mand som han tilbragte de første to år af sit liv med. I sin bog hylder Obama den mand der forlod ham og hans mor, og det forekommer som om han har nogle meget levende erindringer om sin far gennem de historier som hans mor og hendes forældre fortalte om ham. Men mon dog?

Heldigvis for mig så havde jeg ikke sådanne erindringer om min familie fra det tidspunkt. Jeg kan kun forstille mig den ulykke min far skabte i vore liv, da min far var en slyngel, en kriminel, uværdig til nogen beundring fra mig eller fra nogen anden.

Den virkelige kontrast i vore parallelle liv er imidlertid åbenbaret i, hvordan vi har følt det med de mænd der faktisk opdrog os. Under præsidentkampagnen i 2008 omtalte Obama indflydelsen af hans formodelde mangel på en far i denne beretning fra NY Times:

"Senator Barack Obama blev stillet dette spørgsmål fra en mand der sad dér i mængden på Washington County Fairgrounds: "Hvad betragter du som den mest smertelige og karakterdannende oplevelse i dit liv og som har medført at du kan træffe vigtige beslutninger om liv og død og for vor nations velbefindende?"

I nogle øjeblikke holdt Obama pause. Det var så helt anderledes et spørgsmål som ellers havde drejet sig om politik og problemer. Endelig, sagde han: "Det er et meget svært, og vanskeligt spørgsmål."

Her følger i sin helhed, hans svar:

"jeg vil hævde at det er den kendsgerning at jeg voksede op uden en far i huset. Det betød at jeg måtte lære, meget tidligt, at regne ud hvad der var vigtigt og hvad der ikke var vigtigt, og opøve mig i egen dømmekraft og på den måde opdrage mig selv.

Min mor var vidunderlig og var en kærlighedens grundsten for mig, men som en ung mand der vokser op, da havde jeg ikke masser af rollemodeller og jeg begik mange fejl, men jeg lærte at bedømme at der er visse værdier der er vigtige for mig og som jeg måtte være tro overfor.

Der var ingen der skulle tvinge mig til at være ærlig. Ingen skulle tvinge mig til at arbejde hårdt. Ingen skulle tvinge mig til at have råstyrke og ambition. Ingen skulle tvinge mig til at have empati for andre mennesker. For hvis jeg virkelig mente at de værdier var vigtige, da måtte jeg leve op til dem og leve dem ud.

Derfor er det så vigtigt for mig nu, både som US senator og som præsidentkandidat, men også som en far og ægtemand at vågne hver morgen og spørge mig selv, om jeg lever op til de værdier som jeg hævder er vigtige? For hvis jeg ikke gør det, da bør jeg ikke være præsident?"

Mig forekommer det helt utroligt så let Obama ser bort fra sin stedfader og bedstefader, der mænd der opdrog ham. På overfladen ser det ud til at begge mænd var hæderlige og anstændige. Ikke mange mænd vil påtage sig det ansvar at opdrage en andens barn. Soetoro gjorde dette, og tilsyneladende også Obamas bedstefar. I Soetoros tilfælde, ved vi at han sikrede sig at "Barry Soetoro", (som han hed dengang) kom i skole og fik undervisning i den muslimske religion. Soetoro var med i billedet, i hvert fald frem til Obamas mor døde, og så trådte Obamas bedsteforældre ind. Jeg kender ingen bog om hr. Soetoro. Ingen hyldest, og faktisk ingen henvisning til ham.

Obama har kun skrevet lidt om sin bedstefar, og kun anekdoter om Obamas tid i den hvides verden. Det ser ud som Obama fuldstændig har forladt den verden, en verden han trådte ind i da han var cirka 7 år.

Obama siger om den tid,...."at jeg voksede op uden en far i huset. Det betød at jeg måtte lære, meget tidligt, at regne ud hvad der var vigtigt og hvad der ikke var vigtigt, og opøve mig i egen dømmekraft og på den måde opdrage mig selv...."

Det er dog en forbavsende fordømmelse af hans bedstefar, den mand der tog imod ham, og satte kursen for Obama mod den højeste post i landet.

Obamas svar på spørgsmålet fik mig til at reflektere over mit liv sammenlignet med hans. Jeg husker da min stedfar Tommie (Daddy Tom) giftede sig med min mor. Hun havde to børn. De var kun gift i nogle få måneder før min mor døde. Min bedstemor ville ikke have, at vi blev opdraget af en mand der faktisk var fremmed overfor os børn, men hun ville heller ikke binde ham til to små drenge der ikke var hans egne. Så de adopterede os, og vi flyttede væk. Såden helt pludseligt blev vort liv dramatisk ændret igen.

Min bedstefar, teknisk set nu min stedfar, var meget foretagsom. Han gik op i rollen som min far. Han tilpassede sig med med glæde til den nye rolle som far, og uden tøven opgav han hvad der er enhver fars drøm ... at være bedstefar. Jeg blev virkelig elsket, men jeg lærte helt sikkert også om disciplin, arbejdsmoral og fast karakter.

Jeg vil aldrig glemme da min bedstefar døde. De måtte amputere det ene af hans ben på grund af koldbrand. Min bedstemor ringede til mig for at få min mening om hun skulle fortælle ham om denne livsvigtige operation eller om hun blot skulle lade dem amputere benet, og derpå sige det når han vågnede. Jeg bad hende fortælle ham det, da det var ham der skulle tage beslutningen. Han vågnede og indvilligede. Jeg vidste, at det nu var slut, da han aldrig ville opgive sit ben medmindre han havde 'givet op.' Han døde næste dag.

Jeg talte ved hans begravelse, talte om ham mellem mit hulkeri. Jeg huskede på alle de lektioner jeg lærte af min bedstefar - der blev til min far. Det var et liv der var værd at mindes.

Min bror og jeg holdt fast i et livslangt forhold til min stedfar, Daddy Tom, og præsenterede ham for hans børnebørn, når de mirakler indtraf. Vi delte såvel gode som dårlige tider med ham, ligesom med en far, og vi var klar over den helt unikke natur i vort forhold.

Tommie bukkede under for lungecancer for nogle år siden og det var en sort dag for mig. Før hans død, rejste min bror og jeg hjem for at besøge ham og vise ham respekt. Senere vendte vi tilbage til hans begravelse, og for at ære ham. Jeg var fortvivlet. Endnu en stor mand i mit liv var borte.

Min biologiske far døde som junkie, ensom i Chicago. Han fik en tiggers begravelse. Da vi hørte om hans død, var det som af få et sportsresultat at vide, en sport man ikke er interesseret i. Sådan burde man ikke føle om sådanne ting.

Jeg indrømmer at Obama også havde en far i hjemmet. Faktisk, som mig, to fædre. Han kan vælge af fravælge sine fædre, ligesom han har fravalgt sin hvide herkomst. Obama vælger at overse den indflydelse hans fædre har haft, de som faktisk var tilstede "i hjemmet." Jeg er sikker på Obama tror han fandt frem til løsningerne i sit liv på egen hånd, som han udtrykker det "opøve mig i egen dømmekraft og på den måde opdrage mig selv."

Det er en skam at Obama ikke tilegnede sig nogen forståelse om den verden hans fædre var i. Heldigt for ham, var de to år han tilbragte med sin biologiske far - ham der forlod ham - nok til at give Obama en enestående dyb indsigt og viden, som kun 6 årig. Der var således ingen grund til at hædre og ære de råd som hans to fædre gav, de fædre der var i tilstede i "hjemmet."

Måske betragter Obama faderfigurer lligesom han betragter tidligere venner. Obama siger, ".....da havde jeg ikke masser af rollemodeller og jeg begik mange fejl, men jeg lærte at bedømme at der er visse værdier der er vigtigt for mig og som jeg måtte være tro overfor."

Jeg er ikke sikker på, hvor mange rollemodeller Obama føler han havde brug for, jeg kan imidlertid se to rollemodeller der gjorde mere end blot at være "tilstede." To mænd trådte til, da Obamas biologiske fader forsvandt.

Kevin Jackson is author of The Big Black Lie and the writer of The Black Sphere blog. You may reach him at theblacksphere@gmail.com for articles or speaking engagements.