En faustiansk handel

Joseph C. Phillips

I sin bog 'Demokrati i Amerika,' skrev den franske filosof Alexis de Toqueville fra det 19. århundrede, "jo mere regeringen går ind i stedet for menneskelige relationer des mere vil individerne miste fornemmelsen af sammenhold og kræve dens hjælp." De Toqueville anerkendte at vi er ved at indgå i en faustiansk handel når vi køber det politiske løfte om materiel velfærd og velvære, hvis vi tillader regeringen tager hånd om hele vort samfund. Det løfte er falskt, og resultatet er, at vi sætter moralen og visdommen hos et demokratisk folk ude af spil.

Ved at anerkende vigtigheden af menneskelige forbindelser - det vil sige, at individerne har omsorg for hinanden og mødes for at fejre og/eller behandle problemer indbyrdes - gav de Toqueville stemme til den ægte betydning af det personlige ansvar.

Man hører ofte udtrykket "personlig ansvar" eller "personlig ansvarlighed" brugt i forbindelse med mennesker der overtager 'ejendomsretten' og konsekvenserne af andres (som regel negativt) dårlige opførsel. På den politiske højrefløj betyder udtrykket også at man klarer sig selv og sine egne affærer, eller at man gør en ihærdig anstrengelse for at komme ud af et problem. Der er sandhed og noget rigtigt i begge udlægninger. Imidlertid, ved en umiddelbar læsning da overskygges og stilles begge karakteristikker i et dårligt lys, når det faktisk var en positiv kraft, som Toqueville jo indikerer, at ved netop at tage vare på hinanden, svarer til at tage vare på sig selv. 

Det er som udtrykket antyder et spørgsmål om 'ejendomsret,' ikke blot ejerskabet eller følgen og konsekvenserne af vore individuelle beslutninger og tænkemåde der motiverer de valg; det er også 'ejendomsretten' eller ansvaret for de pligter og privilegier der fører med at bo i et "frit" demokratisk samfund. Hvem ejer vore kroppe og hvem ejer vort samfund? Det hurtige svar er at "det gør vi." Hver enkelt af os er ansvarlige overfor hinanden for at vort samfund er sundt, og vi er ansvarlige overfor os selv for den måde vi lever vort eget liv. Denne ansvarlighed manifesterer sig i de forhold som borgerne har indbyrdes når det drejer sig om at dække behovene i samfundet. Heldigvis er sådanne forbindelser ikke helt borte...endnu. Vi kan betragte dem hele tiden: Nabogrupper der hjælper med overvågning, kirkevelgørenhedsgrupper, der betjener den fattige, forældregrupper der skaffer penge til skoler for blot at nævne nogle få eksempler.

Uden for al tvivl er personligt ansvar også klarlagt i efterfølgelsen af det som grækerne kaldte "arete" eller 'bedst muligt.' Det er stræben mod 'det bedst mulige' i vort daglige liv, i vort arbejde og i vore forbindelser med hinanden og med det større samfund som et hele. Denne stræben mod 'det bedste' kan bedst opnås ved at praktisere dyd, selvbeherskelse. Så i en større betydning er ideen om personligt ansvar samtidig accepten af den tidløse tro på en kobling mellem dyd og lykke: Jo 'bedre' folk er des lykkeligere bliver vi alle. Det er dog også en erkendelse af, at vort helbred og velvære er nært forbundet med vor næstes.

Amerikas grundlæggere hævdede, at ikke alene var der en forbindelse mellem dyd og lykke, men der eksisterede også en forbindelse mellem dyd og frihed. 

Den vigtigste af de revolutionære ideer som vor nation er grundlagt på er, at alle mennesker uanset race eller kultur er her på jorden med ukrænkelige og lige rettigheder til liv, frihed og privat ejendom. Det næstvigtigste er ideen om at kun retskafne mænd kan regere/styre sig selv. James Madison sagde at hele vor republiks og med den alle institutionerne var afhængig af menneskets evne til at styre sig selv ifølge de Ti Bud fra Gud. Madison, som Tocqueville, anerkendte vigtigheden af menneskets opførsel - deres stræben efter 'arete' - for at kunne bevare en fri nation. Madison, som Tocqueville, anerkendte, at hvis amerikanerne ikke kunne leve dydigt, ja da ville vor republik falde sammen. Amerikanere ville ikke være frie længere. De ville ikke komme i trældom ved en udefrakommende fjende, men i stedet ville de villigt overlade deres frihed til en regering der lovede dem velstand, godt helbred og lighed (frihedens modsætning). 

Snarere end at vi samles under næstekærlighedens retfærdighedsbanner ville amerikanerne tillade at deres frihed kunne blive knust under vægten af den konstante strøm af love, regler og påbud der introduceres med et løfte om at det personlige ansvar skal opretholdes. 

De Tocqueville anerkendte fristelsen ved en sådan handel, men han forstod også at enderesultatet af en sådan underkastelse ville føre til at mennesker "opgiver deres egen frie vilje;" Det ville medføre at deres åndelighed ville blive knust og fordærve deres karakter. Han forstod virkelig sandheden om at personligt ansvar i allerhøjeste grad er vor frihedsgaranti.