Velgørenhed begynder hjemme
Det er på tide at lade hjælpen til udlandet gå tilbage til de hjemlige kyster - og bruge den på de som faktisk ville være taknemmelige.
Hver gang Verden kommer i alvorlige vanskeligheder, enten ved menneskers handlinger (såsom "menneskeskabte katastrofer") eller en handling der kunne se ud som kom den fra Gud er det næsten altid USA der skal træde til at redde kastanjerne ud af ilden. Hvad USA som regel får til gengæld for sine bestræbelser er tirader af kritik og kaskader af fordømmelse. Som vi ved er USA hovedbidrager til hjælpen til Haiti, og så er det tilmed allerede blevet fordømt af Venezuela, af Bolivia, af Frankrig, og af adskillige andre europæiske lande for at igangsætte en "okkupation" af landet.
Amerika, som det førende medlem af NATO bombede Serbien til grus, for at redde muslimerne i Bosnien og Kosovo fra den etniske udrensningskampagne der blev igangsat af Slobodan Milosevic. Det som USA har høstet for sine gode hensigter er et narkokartel i Kosovo, endnu mere fjendskab i den islamiske verden, og en ny bølge af jihadist terror, både på egen jord og i udlandet.
Vi husker Marshall Planen, uden den ville Europa, der i al væsentlighed angreb sig selv i en selvmorderisk, intern konflikt i dag være som i et mørkt hul, måske endda en forsamling af eks-Sovjettiske republikker. For denne hidtil usete godhedsgerning bliver amerikanerne af mange europæere betragtet som vulgære kapitalister, rå, usofistikerede og krigeriske cowboys.
Måske er det på tide at "vende tingene på hovedet." USA har rigeligt af sin egen fattigdom, arbejdsløshed, uretfærdighed og andre destabiliserende trusler der stammer fra sine egne hjemmedyrkede islamiske institutioner mod hvilket i det mindste nogle af ressourcerne som vi har brugt ude i verden ville have haft en bedre og mere gavnlig virkning.
Verden vil altid være i svære vanskeligheder - og USA, - ikke de magfulde nationer såsom Rusland og Kina, - vil mobilisere sin formindskede rigelighed til at bringe hjælp og lindring til de lidende befolkninger. USA får tilmed mindre hyldest for sine bestræbelser. Man forventer faktisk amerikansk assistance og i visse tilfælde kræves den som en forpligtelse der er knyttet til amerikansk status. Måske har det ikke så stor betydning i det store billede, men det burde være en faktor der bør vurderes.
Andre udviklede lande har også gjort alt de kunne for at lindre lidelsen i verden i stor skala, og er klar til at bidrage med forsyninger, medicin, penge og personel i katastrofesituationer. Canada, Japan og Israel dukker straks op i hukommelsen. Ikke desto mindre, trods det at rædslerne og katastroferne rammer helt uden diskrimination rundt om i verden, og vore ærværdige forsøg på at bringe lindring og hjælp til de uskyldige ofre for disse hændelser, så er der brug for en mere velafbalanceret fordeling af de midler der benyttes til hjælp for andre, og så de hjemlige investeringer til vore egne underpriviligerede. Der er jo kun en vis portion velstand at fordele.
Uanset om det er Haiti eller "Palæstina" eller Sydøstasien, ja da tømmer vi vore lommer for at hjæpe og sender konvojer af assistance, og vi accepterer strømme af flygtninge, mennesker i nød, og velfærdsmodtagere, og anstrenger os til vort yderste. Kompensation vi får, udover en følelse af bekvem selvtaknemmelighed, er ofte vrede, og kritik af vore barmhjertighedsydelser: Så var vi for langsomme til at komme i gang, fordelings netværkerne var utilstrækkelige, så har vi ikke gjort nok til at støtte eller være omstillingsparate eller donere (en typisk FN-anklage, som da FN hjælpe koordinatoren Jan Egeland, forhånede USA for at være "fedtet.") eller også har vi en eller anden hemmelig koloni dagsorden der antyder at vi er besat af storhedsvanvid og som er noget så bekymrende. (I tilfældet med Israel, kan det være ønsket om handel med organer, som det så klart blev dementeret, men som en Youtube kommentator har antydet.) Det kan være nødvendigt med en god gang ændring af måden at tænke på.
Det som jeg har fremført her vil af mange blive bedømt som brutalt, hjerteløst, kyniskt og isolationistisk. Det er ingen af tingene. Ønsket om at hjælpe mennesker der er i knæ grundet krig, eller naturkatastrofer eller sygdomme er en ædel gerning, men den skal holdes i ave - ikke fjernes, men modereres - af omkostningernes størrelsen, fornuften, og erkendelsen af de kritiske oprindelsesproblemer, både her hjemme og i modtager landene, og af de politiske komplikationer i det globale teater. Der skal også tages hensyn til skatteborgernes ydeevne, de som er velgørerne i sidste ende.
Som canadisk borger med en moderat indkomst til rådighed bliver jeg beskattet udover al rimelighed. Alligevel kan jeg se en betragtelig del af mine skatter gå til NGO'er der støtter tyranniske regimer og slyngelstater; til Kina af alle steder, hvis eksport får vor egen til at ligne ingenting; til et FN der er intet mindre end en sump at korruption, hykleri og uduelighed (se denne artikel af samme forfatter her på bloggen); til en Verdensbank, der har påbegyndt en afhængigheds cyklus gennem hjælp til ineffektive og dysfunktionelle nationer; og til hjælpeforanstaltninger til regimer der ikke giver udtryk for selv den mindste grad af taknemmelighed.
Jeg ville ikke have noget imod at betale en tyngende skat, hvis jeg kunne se, at pengene der oftest blot smides op i luften, i stedet gik til hjælp hos mine landsmænd der virkelig kæmper for at overleve; de arbejdsløse, de hjemløse, de syge og de gamle. Vi ligger i toppen over de mest velstående lande i verden. På samme tid, er antallet af canadiere der lever under fattigdomsgrænsen (ifølge forskellige statistikker), som ikke kan modtage tilstrækkelig lægehjælp eller har råd til medicin, som ligger på gangene på hospitalerne, som ofte ligner hospitaler fra 3. Verdens lande (næsten 690000 i 2009, i min hjemprovins Quebec alene, hvis de er heldige nok at overleve de besværlige ventetider) som hensygner i dystre "alderdomshjem" som bor på gaden i et land med afstraffende vintre (CBS påpeger antallet af de som ikke kan søge ly til 250000), og som har overgivet sig til skuffelsen og elendigheden spreder sig som en skamplet på vort samfund. Jeg har ikke adgang til sammenlignelige amerikanske statistikker, men jeg formoder de ikke er så meget anderledes.
For ikke at blive misforstået da synes jeg læserne skal vide, at jeg og min hustru giver rigeligt til velgørenhed både lokalt som udenlandsk. Det er nemlig ikke andet end en anstændig og menneskelig pligt. Jeg mener dog stadig Konfucius havde ret da han betonede i Analects at ansvarsfuldhed begynder hjemme, med ens egen familie og derpå kan udvides til ens nærsamfund og igen videre til ens hjemland. Verden - så at sige - må så komme senere - medmindre selvfølgelig begivenhederne udenfor vore grænser har direkte indflydelse på vort hjem og land. I sådanne tilfælde skal vi selvfølgeligt intervenere der for at katastroferne ikke slår til her - en forebyggende applikation af Analects
Som Bret Stephens skriver i Wall Street Journal, da er hjælpeprogrammer til de underudviklede nationer kun noget der gavner i det store og hele "de som i forvejen har deres på det tørre, fremfor de som virkelig har brug for hjælp, og det udelukker det lokale initiativ." Alt dette medvirker, fortsætter han til "at smøre samvittighederne hos mennesker hvis dystre onde hensigt er 'intet at gøre." Med hensyn til Haiti, for eksempel, er størstedelen af hjælpen der er blevet hældt ind i årenes løb ikke blevet benyttet til, hverken en funktionerende infrastruktur eller jordskælvssikre bygninger. Den har været med til at berige en kohorte af skrupelløse individer, ikke mindst tidligere præsident, den socialistisk ideologiserede teolog Jean-Bertrand Aristide.
Jeg husker for flere år siden jeg spurgte en haitiansk taxichauffør i Montreal, der praler med at have en af de største haitianske samfund i Nordamerika, hvilke metoder han ville anbefale for at redde østaten ud af snavset, elendigheden og håbløsheden. Mere hjælp måske? "Nej" svarede han, "vi har brug for at blive besat igen." Min samtalepartner ville have været blevet rasende over de ukloge kommentarer af Seumas Milne fra the Guardian der kaldte virkningerne af jordskælvet for "menneskeskabte" og lagde skylden for den altødelæggende fattigdom på Haiti på Vestens nationer. Dette er selvfølgelig noget afskyeligt sludder, men det er et ufejlbarligt tegn på den smagløse selvretfærdige indignation der leder det meste af tankegangen i Vesten.
Kendsgerningen er, at der kræves noget andet. Jeg argumenterer ikke for at vi skal vende det blinde øje til andres tragedie eller at udenlandsk hjælp ikke skal fortsætte, som det ser ud til Stephens synes at antyde. Men jeg indrømmer at sådanne midler skal anvendes langt mere intelligent og med mere overopsyn så de kommer i de rette menneskers hænder, og først og fremmest går til at fremme en kultur af sikkerhed, initiativrigdom og foretagsom vitalitet.
Ligeså vigtigt så skal hjælpe-bonanzaen holdes i kort snor. Mange hos os selv er i nød. Skattepenge bør gå til optræningsprogrammer, nye opstartsmuligheder, boliger der er til at betale, bedre hospitaler, flere læger og sygeplejersker, oprydning i den bureaukratiske jungle, være med til at skabe et sundt forretningsklima, forskning og udvikling, og til projekterd er hjælper mennesker til at komme på fødderne igen. Et eventuelt overskud fra et sådant målrettet budget der er beregnet på at løse og lindre vore egne presserende dilemmaer kan så blive anvendt til at hjælpe udlændinge i nød - forudsat vi kan gøre det ansvarligt.
Men vi skal først have vore prioriteter i rette sammenhæng. Lad os give hvad vi kan til de som bliver forfulgt af mennesker eller naturen, lad os hjælpe efter bedste evne, lad os bringe ofre, hvis vi vil, så menneskehedens lidelser kan lindres. Men vi skal også kunne se klart. I Realpolitikkens store spil, for eksempel, hvor man søger indflydelse i andre dele af kloden gennem omfattende hjælpsomhed, bør der ikke tillades at overtrumfe virkeligheden ved vor hjemlige kæmpeproblemer eller vi distraheres bort fra intern nød. Vi bør heller ikke handle ud fra en slags absurd følelse af neo-kolonialistisk skyld eller en overfladisk empati, der ignorerer vore egne alvorlige nødsituationer. Der er kæmpeområder med elendighed og håbløshed i vore egne hjemlande, der ikke er blevet behandlet på en meningfuld måde og som vil fortsætte med at plage os medmindre vi får styr på vor forkvaklede sentimentalitet, og beslutter at hjælpe ikke kun vor "næste," men i en langt større udstrækning, end vi ser det nu, vore naboer og medborgere.
De er også en del af "Verden." De bør have første prioritet.
David Solway is a Canadian poet and essayist. He is the author of The Big Lie: On Terror, Antisemitism, and Identity, and is currently working on a sequel, Living in the Valley of Shmoon. His new book on Jewish and Israeli themes, Hear, O Israel!, has just been released by Mantua Books.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar