Er "islamofascisme" en fortalelse?

Er "Islamofascisme" en fortalelse?

Amil Imani

For få år siden benyttede præsident George W. Bush udtrykket "islamisk fascisme" i en tale. På rekordtid udløste alle Bush-haderne, de islamiske propagandaorganisationer og den rabide venstrefløj en kampagne med angreb på præsidenten for at fornærme muslimer og tilsvine den fejlfri religion islam ved at kæde navnet til fascismen.

Opportunistiske Demokrater deltog med ligeså stor glæde i angrebet på præsidenten. En aspirant som præsident, helt ude på den yderste venstrefløj, den Demokratiske senator fra Wisconsin, Russ Feingold, var så forarget over denne "rædselsvækkende" tilsvining af det pletfrie navn Islam, at han mente det var hans højtidelige pligt at skrive et brev til præsidenten, hvori han belærte ham om hans uacceptable brug af udtrykkene. Sværtede  præsidenten så virkelig Islam til, eller er mennesker som Feingold Bush-hadere som af egne personlige årsager aldrig vil undlade en lejlighed til at nedgøre præsident Bush, og de som støtter ham? Lad kendsgerninger afgøre det.

“Fascisme er en radikal politisk ideologi der kombinerer elementer at korporatismen, autoritarismen, nationalismen, militarismen, anti-anarkismen, anti-kommunismen og anti-liberalismen. 

--Wikipedia, the free online encyclopedia

Lad os undersøge hvert karaktertræk ved fascismen, een af gangen, og se om præsidenten havde ret, eller om han virkelig udtrykte sig forkert.

Radikal:

Islam  er så radikal at selv udtrykket "radikal" ikke i tilstrækkelig grad dækker dens sande karakter. Grundlæggeren af Islam, Muhammad, opførte sig på meget ekstreme måder, når han kunne slippe af sted med det. Tidligt, i Mekka, blandt hans stamme Quraysh, blev han latterliggjort som en 'Forrykt Poet.' De almindelige indbyggere i Mekka hånede ham på deres sædvanlige måde, som de behandlede mentale tilfælde. Hvad gjorde Muhammad? Han lod som om han var den personificerede ydmyghed. Han fandt sig i de ekstreme nedværdigelser han kæmpede ikke imod, og led under krænkelserne.

Tiden var på Muhammads side. Inden længe havde han tiltrukket sig tilhængere, nogle af dem var mænd med magt og indflydelse, såsom Omar, Osman og Abu Bakr. Så svingede pendulet. Den 'ydmyge' der havde lidt så længe blev en tyrannisk hævner. 

Han beordrede alle afguderne i Mekka ødelagt, herunder en der kaldtes Allah. Dog valgte han det samme navn til en ikke-kropslig guddom, der 'udnævnte' ham som sin Budbringer. Så begyndte Allahs Budbringer Muhammad systematisk at udslette mennesker han opfattede som sine plageånder og fjender - jøderne i Medina, blandt andre.

Når det drejer sig om Islams læresætninger er "radikale" et passende udtryk. Koranen er sort og hvid, rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Mænd der ikke konverterede til Islam fik etiketten vantro på sig, og blev slagtet; deres kvinder og børn blev fjernet sammen med alle deres ejendele som bytte. Det var enten Islams vej eller døden. Denne radikalisme er også i aktion i dag.

Politisk ideologi:

Islam er, og har atid været politisk i form af Imamatet, Kalifatet eller som stedfortræder gejstlige, hvor Islam kontrollerede staten. Saudi Arabien har for eksempel ikke engang en Forfatning. Koranen er forfatningen. Landet har en konge, Dog er kongen den øverste udøver at de love som dikteres af Islam. 

I et andet islamisk land, Iran, hvor mullaher hersker er forfatningen næsten baseret på Koranen. Mange love er direkte taget fra Sharia. Moskeen er staten og ingen konkurrerende polistisk ideologi er tilladt.

Authoritarianismen:

Islam er teokratisk, de gejstliges styre. Autoritarismen går fra toppen til bunden i et strengt hierarki med Allah øverst til hans Profet, til kalifferne eller Imamerne, til de mindre vigtige præster i kommandorækken. Ingen får lov til at disputere eller udfordre autoriteternes ord og handlinger. Islam og demokrati er helt og aldeles ikke forenelige. I visse islamiske kredse taler muslimerne om Islamisk-Demokrati - en oxymoron. 

Nationalisme:

For Islam er der kun en verdensomspændende nation, den islamiske ummah. For Islam er Jorden Allah's. Politiske opdelinger er ikke nødvendige og der er kun en lovlig nation - Islam. Ideen om een verden, een nation er ikke ny indenfor Islam. Et antal verdslige regler, herskere og bevægelser har haft det samme mål for øje. Alexander Den Store for eksempel stræbte mod dette mål, det gjorde kommunismen også, og Verdens Føderalister har stadig denne vision om en forenet verden.

 Ashura festivalen, hvor Shia Muslimer mindes Husayn ibn Ali, barnebarn af Muhammads død, i Slaget ved Karbala.

Militarisme:

Jihadisterne er Allah's Hær. Brugen af vold som et værktøj for politik er blevet og bliver fortsat benyttet som en central del af Islam. Muslimernes fører krig ved den faste overbevisning og de meget hyldede ideer, der er yderst militaristisk rabiate. "Uanset hvilken side der slås ihjel, så er Islam sejrherren," "Du dræber dem, du kommer i Paradiset; du bliver dræbt, du kommer i Paradiset," er to eksempler på tilskyndelsen til jihadisme og krig. 

Anti-anarkisme:

Islam tolererer ikke engang de mest grundlæggende træk ved frihed. Anarkismen kan man betragte som frihed der er gået grassat. Så selvfølgelig er Islam - anti-anarkisti. Ydermere betyder selve navnet Islam "underkastelse." Anarkisme er 180 grader fra underkastelse - Islam er den absolutte hersker - anarkisme er styret uden regler. 

Anti-kommunisme:

Islam har sit grundlag i troen på den suveræne Allah. Denne fundamentale forskrift gør den uforsonlig med enhver materialistisk filosofi, herunder kommunismen. Islam lægger ydermere større vægt på belønninger og straf i det næste liv, og kritiserer værdien ved den materielle eksistens - idealer der er i disharmoni med den materialistiske kommunismes lære.

Anti-liberalisme:

Islam hævder den er den perfekte opskrift på livet, bragt til menneskeheden som den evige forskrift. Således er menneskelige interventioner og opfindelser ikke kun uacceptable; de er i direkte modstrid med implementeringen af de fuldkomne forskrifter. Liberale ideer går ind for forandring. For Islam er enhver forandring, fra Allahs fuldkomne design nødvendigvis fejlfyldte og bør ikke tillades.

Islam indfrier til fulde hver af de otte karaktertræk ved fascismen. "Hvis skoen passer, så tag den på," som talemåden lyder. Islam er fascistisk. Muslimerne og deres apologeter er skyldige i benægtelsen og uærligheden. De har absolut slet ingen grund til at afvise den holdning af Islam er fascisme. Præsident George W. Bush sagde ikke noget der er forkert.

Hvis muslimer synes fascismen er frastødende, da burde de overveje om de bør være muslimer.
 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-born American citizen and a pro-democracy activist residing in the United States of America. Imani is a columnist, literary translator, novelist and essayist who has been writing and speaking out for the struggling people of his native land, Iran. He maintains a website at www.amilimani.com. Amil Imani is the author of the smashing book Obama Meets Ahmadinejad.