Ronald Reagan Fra en sorts synspunkt
I 1985, blev jeg bedt om at synge ved et Ronald Reagan Indsættelses Bal. Jeg var en ung sort knægt fra et af øst Baltimore projekterne, med næsten ingen kendskab til politik. Imidlertid kunne jeg ikke undlade at bemærke tonen i spørgsmålene og de mærkelige blikke jeg fik af de journalister der interviewede mig. "Du kan altså godt lide, Reagan?"
Naiv som jeg var med hensyn til de venstreorienterede medier svarede jeg med et kæmpesmil. "Ja, jeg kan godt lide Reagan. Hver gang jeg hører ham tale, har jeg det godt og bliver glad for mit land." Senere erfarede jeg, at jeg som sort burde hade Reagan. Alle sagde at al hans konservative tale var "kodesprog" for racisme.
Da en af mine slægtninge hørte om mine gunstige bemærknminger til fordel for Reagan i medierne blev vedkommende vred på mig. Hun skældte mig ud, "Reagan vil jo skære ned på min velfærsydelse!" Jeg erindrer ikke at denne slægtning havde et arbejde. Hun havde børn med forskellige mænd. Hendes sønner var fædre til børn født udenfor ægteskab. Hendes datter havde to børn - uden nogen mand- Min vrede livslange velfærdsmodtagerslægtning og al hendes afkom var på velfærdsydelser og levede i en afhængighedscirkel fra regeringen.
Min mor kommenterede på,hvor absurd det var, at ved det mindste nys, ville min slægtning fare afsted med sine børn til Johns Hopkins Hospitals Skadestue. Og hvorfor ikke? Det var jo gratis for dem.
Skønt jeg var en ung mand, og ikke havde meget kendskab til politik syntes jeg at min slægtnings vrede vedrørende "hendes check" var noget arrogant. Denne kvinde havde aldrig haft et arbejde. Hun havde blot fået børn og levede af systemet. Der var noget helt galt moralsk set med hendes indstilling til rettigheder.
Jeg forstod det ikke helt klart dengang, men jeg vidste der var noget meget usundt ved at være så afhængig af regeringen.
Ronald Reagan inspirerede mig. Når han talte om Amerika som den strålende by på bakken, fik han en klump i halsen som derved afstedkom en klump i min hals. Reagan gjrode mig stolt over at være amerikaner.
Ronald Reagan inspirerede mig. Når han talte om Amerika som den strålende by på bakken, fik han en klump i halsen som derved afstedkom en klump i min hals. Reagan gjrode mig stolt over at være amerikaner.
På TV fortalte en Secret Service agent en bevægende beretning om Reagan. Efter at have redet en tur, tog Reagan altid selv sadel og seletøj af sin hest. En dag efter rideturen kunne Reagan ikke huske proceduren. Reagan havde Alzheimer.
Da han indså at Regan ikke kunne huske, hvordan man tager sig af sin hest fik agenten tårefyldte øjne. Reagan lagde mærke til hans medfølelse og sagde, "Det er OK."
Denne bevægende historie bekræftede mine følelser om Reagan. Jeg tror man altid kan se storheden hos en leder ved hvordan de behandler de som er omkring dem. Trods det at han indså at han mentale kapacitet var for nedadgående, var den uselvisk Reagan bekymret for Secret Service agentens velbefindende.
Se, det er en leder. Agentens historie inspirerede mig til at skrive en hyldestsang til Reagan. RONNIE MUSIC
Når det drejer sig om min Reagan hadende velfærdsslægtning, ja hun er stadig på velfærdsydelse. Sørgeligt nok har hendes afkom ikke klaret sig godt; fængsler, stoffer og for tidlig død. Hvilke spildte liv.
Tillykke med de 100 år hr. præsident.
Lloyd Marcus, Stolt Gennemført Amerikaner
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar