Inficeret af kompromisets ånd
Steven Fielding
Historien oplyser fint, hvorfor, trods en lang periode med Republikansk fremgang i Washington, Amerika, at vi fortsætter med at hælde til venstre i alle aspekter af samfundet. Grunden: Republikanerne har mistet viljen til at sejre og har i stedet søgt en lang række ætsende kompromiser med målrettede Demokrater.
Under Den Anden Puniske Krig udslettede Hannibal en romersk hær på 87ooo mand ved Cannae, og tilføjede dermed det alvorligste nederlag til Rom nogensinde. Men Hannibal kunne intet få ud af dette nederlag, fordi han forventede at romerne vil gå ind på fred - altså faktisk gå på kompromis. Det var den måde Karthago førte krig på. Men sådan gjorde Romerriget ikke. Deres måde at føre krig på var at gå efter sejren. Hannibal vandt næsten alle slag. Rom vandt krigen.
Tidlig i vor krig om Uafhængighed, slog general Howe de amerikanske styrker under ledelse af Washington ved slaget om Brooklyn Heights. Howe, som Hannibal, forstod ikke sin modstander. Han ønskede ikke at udslette amerikanerne, men at give dem en solid lærestreg, indtil de var villige til at indgå i en fredsaftale. Men ligesom Rom ligeså meget var en ide, som en republik, således var de amerikanske revolutionære mere inspirerede af en ide, som opsummeret af Patrick Henry - "Giv mig frihed, eller giv mig døden!" Set ud fra den holdning, var et kompromis umuligt. Valget for disse 'gamle' amerikaneren var entydigt - sejr eller nederlag. Briterne vandt rigtig mange slag, men Amerika vandt krigen.
Israel har vundet hvert slag mod sine arabiske fjender. Efter hvert slag har israelerne søgt at få en fredsaftale, gået efter kompromisser med deres modstandere. Alligevel fortsætter krigen. Hvorfor? Fordi deres muslimske modstandere ikke er interesserede i kompromis. De søger stadig det de altid har søgt - sejren. Hvem kan sige at de ikke er nærmere deres mål nu, end for en generation siden?
Alle folk der søger kompromis med uforsonlige fjender der er fast besluttede på at fremstå sejrrige, har en særdeles ugunstig position, delvis fordi deres tro på dyden ved kompromiset gør det vanskeligt for dem at erkende den kendsgerning at deres modstander ikke er interesseret i kompromis, men i sejren, og delvis på grund af at indstillingen til kompromiset som en dyd fylder dem med begrænsninger der forhindrer dem at foretage de barske nødvendige skridt der kræves for at udslette deres modstandere, indtil de opgiver deres håb om sejr.
Med den nuværende stærke amerikanske tro på kompromisets dyd, er "de nye amerikanere" desorienterede og kognitivt uden kapacitet når de står overfor uforsonlige ideologiske fjender som venstreorienterede og islamister. De kan bare ikke sluge den kendsgerning at deres modstandere er uforsonlige. At gøre det ville tvinge dem til at tage nogle skrækkelige, rædselsvækkende, sønderlemmende valg. Set ud fra den holdning fører deres tro på at kompromis er en styrke de "nye amerikanere" til at tro at det mest noble at gøre efter en sejr er at handle med de besejrede i kompromisets ånd.
Republikanerne er i særlig grad tilbøjelige til denne "nye amerikanske" tendens.
Her forleden fik vi en påmindelse om det, og hvorfor den republikanske sejr ved valget blot er en sejr på slagmarken, der kan være med til at bestemme udfaldet af den større ideologiske krig. Med al respekt for Bush' skattenedsættelser, fik Senatets republikanerne kørt Obama op i et hjørne og omringet ham som kartagenserne gjorde med romerne. I stedet for at skabe uro blandt Demokraterne og høste den fulde sejr efter den nye Kongres samles, indgår de så et kompromis. Ved at gøre dette, gav Republikanerne Obama en delvis sejr, en måde at forekomme forsonenende og vende sig mod midten. Hvorfor gjorde de dog dette? Jo, de blev overvældet af kompromisets ånd.
Republikanerne har ikke indset at Det Demokratiske Parti ikke længere er et parti der ledes af denne samme indstilling. Det er nu et venstrefløjs parti drevet af drømmene om sejr. Eksemplerne er rigelige: Brugen af domstole til at forandre viljen hen mod ægteskab af samme køn, den bevidste mangel på hensyn til folkets vilje ved vedtagelsen af Obamacare, brugen af FCC til at regulere Internettet efter at domstolene og Kongressen, folkets repræsentanter sagde nej. Dette er det nye polarisende Demokratiske Pari der er fast besluttet på at opnå sejr, også med udemokratiske midler. De fører politik som romerne førte krig. Mod sådanne uforsonlige modstandere, der tager, hvad de kan opnå som en forsmag på deres næste krav, da er det at indgå kompromis en garanti or det endelige nederlag.
Kløften der bliver stadig større mellem tea partier og det Republikanske etablissement er mellem "de gamle amerikanere" der helhjertet er i kampen for at sejre for den gamle ide om Amerika, og "de nye amerikanere," ideologisk uden rygrad og drevet af kompromisvilje selv overfor vitale amerikanske principper. Derfor beklager Republikaneren sig over tabet af RINO sæder (de republikanere af navn der blev forkastet af vælgerne) mens tea partierne jubler.
Det er grunden til at tea partierne tror at venstefløjen igen har gjort valget helt tydeligt - SEJR eller NEDERLAG.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=239629
Steven Fielding is a student of history who, observing the contemporary political scene, is concerned about the direction of the country and its ultimate well-being.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar