Patrice Lewis
Fornylig var jeg til en kunstudstilling, og havde fornøjelsen af at møde en lokal kunstner ved navn Andy Sewell. Jeg har i årevis beundret hans arbejder, derfor købte jeg et lille tryk og hængte det op på mit kontor.
En af grundene til at jeg især beundrer denne kunstner - udover den kendsgerning, at hans malerier er fremragende - er fordi jeg oplever ham overalt. Hver gang der er en kunstudstilling eller et sidegade galleri eller nogen anden mulighed for kunsterne og kunsthåndværkere til at udstille deres arbejder, så er han der med sit udstyr og udstiller sine værker. Han arbejder hårdt for at markedsføre sig selv og tjene til livet. Hvor er det dog flot, ikke sandt?
Denne kunstner udviklede sit talent, og skabte en niche for sig selv samtidig med at han underholdt sin familie på arbejdsmarkedet. Først da han følte, at han kunne få et anstændigt udkomme gennem sin kunst blev han heltidskunstner.
Da jeg selv og min mand er selvstændige, beundrer vi andre der tager sig gevaldig sammen, og klarer sig selv gennem talent, foretagsomhed og forretningssnilde.
Sæt nu dette i kontrast til den udtalelse som Husets speaker Nancy Pelosi kom med da hun sagde at, takket været den nye sundshedsreform lov, kunne musikere, og andre kreative typer nu droppe deres arbejder og fokusere på at udvikle deres talent fordi skatteyderne jo ville betale for deres sundhedsforsikring.
"Vi betragter det som en lov der fremmer foretagsomheden" sagde Pelosi, "en lov der siger til nogen, hvis du ønsker at være kreativ og være musiker eller hvad det nu kunne være, så kan du forlade dit arbejde, du kan holde fokus på dit talent, dine evner, din passion, dine forhåbninger, fordi du jo har sundhedsforsikringen."
"Kreative typer" betegner i dette tilfælde de medlemmer af samfundet der fremstiller 'uanvendelige' produkter på regeringens regning.
Det gælder os alle - du og jeg og kusine Mabel der bor ned ad gaden - er tvunget til at støtte kunstnere. Men vent, der er mere. Hvad sker der, hvis en kunstner ikke fremstiller kunst som du kan lide? Hvad nu,hvis de smider et kors ned i urin og kalder det kunst? Det betyder ikke noget. Du er tvunget til at støtte ham uanset hvad. Det er da flot, ikke sandt?
Vi har derfor på den ene side hårdtarbejdende talentfulde mennesker som hr. Sewell hvis livsudkomme alene er bestemt af om folk kan lide hans kunst, og derfor er villige til at betale for den. På den anden side har vi, lad os nu indse det, kunstparasitter der udsuger alle os andre fordi de ikke kan tjene til livet gennem deres gale ideer.
Som Joseph Farah påpegede det, "I Pelosis drømmeverden har kunstnere og fotografer og skribenter en ret til at føre en fornem priviligeret tilværelse uden de byrder som almindelige arbejdende mennesker skal føre for at tjene til dem selv og deres familier."
Og gennem den form for støtte får vi kunstnere der ikke behøver være afhængige af nogen der faktisk kan lide deres kunst. Sådan fremkommer der uringennemblødte kors.
Det at støtte kunstnere, mener jeg stammer tilbage fra Victoriastidens Europa da kunstnerne fandt velhavende mæcener der støttede dem mens de skabte deres oeuvre. Lad mig understrege, at dette var private rige mæcener. Hvis Duke of Earl ønskede at holde en kunstner kørende så gav han ham midler dertil. Det var jo hans egne penge.
William Powell Frith - Victoriansk kunstner
Men på en sælsom måde er mange kunstnere i dag afhængige af regeringens penge. Det er det samme som at være afhængig af du og jeg. Vi sikrer derved alle at disse urinvåde kors kan skabes.
Det er ikke kun USA der er ramt af denne fisefornemme kunstner infektion. Betragt denne engelske skulptør der fandt på en fremragende ide med at smide en million håndlavede lersmåsten i havet. Yderst klogt, ikke sandt? Målet, sagde han var, "at skabe et hjemmelavet monument til folket af folket, for folket." Hvor ophøjet!
Nogle af lerbrikkerne der skal smides i havet
Han brugte 16 år på at skabe disse tingester og vurderede, "indtil nu har det kostet titusindvis af pund, med støtte fra Arts Council, lokale myndigheder og sponsorer." Men hvis der ikke kommer flere penge ind vil kunstneren "beslutsomt gå ned til stranden i morgen og smide de sidste få spandfulde af hans lerting i havet."
Pokkers! Hvor er jeg ked af det!. Snøft!
Han sagde det var "skuffende" ikke at nå sit mål, men insisterede på at projektet havde nået det som det var beregnet på.
Hvad, helt præcist kunne det så være? Hvad opnåede det?
Se, hvis nu hr. Codling havde brugt de sidste 16 år på at investere sine egne "titusindvis af pund" i disse lersmåsten så ville jeg ikke have noget problem med det. Han benyttede offentlige midler. De flest af os fattige Joe Sixpacks, engelske eller amerikanske, har alt for forbandet travlt med at skrabe sammen til livets opretholdelse til at kunne mønstre den mindste sympati for sådanne forehavender.
Kunst, ligesom alle andre foretagender, bør være underlagt det frie markeds pres, hvis en kunstner nu ønsker at leve af det. Min mand og jeg beder ikke nogen andre om at subsidiere vor drøm om at arbejde hjemme ved at vi fremstiller træprodukter. Mr. Sewell beder ikke nogen betale for hans sundhedsforsikring mens han maler.
Halvanden million kæmpende kunstnere og kunsthåndværkere må klare sig selv udfra egen energi og virkelyst mens de forsøger at leve efter deres drøm, og det er næsten med garanti noget smukt de skaber, sofistikerede ting som mennesker faktisk ønsker at købe. Ikke nogen uringennemblødte krucifikser.
Jeg erkender, at nogle kunstneriske og atletiske foretagender kræver offentlig støtte for at eksistere, mest kendt er vel danse- eller ikke professionelle sportshold, operakompagnier evt. Men de passer samtidig på den altovervejende accept af smag og kultur. Hvis man har et sportshold der kun er sat i verden for at misbruge får, eller et balletselskab der hylder børnemisbrug, så ville offentligheden ikke tolerere at det får finansiel støtte.
På det individuelle plan, så er de kunstnere jeg beundrer mest de hvis kunst kan klare sig på det frie marked, ikke kunstige sager der er stoppet med dine skattepenge. Når Nancy opmuntrer de som ønsker at være kunstnere til at "forlade deres arbejde, fokusere på dit talent, din evne, din passion, dine forhåbninger fordi du jo har sundhedsforsikring," så garanterer hun i virkeligheden, at udfaldet vil være skadeligt for de som ikke modtager støtte. Kunstverdenen som et hele vil blive trukket med ned.
Patrice Lewishttp://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=159765
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar