Gaddafi og Ortega: Broderskabets Blodbånd
Den blodige rædsel der hjemsøger Libyen ved den stærke mand Muammar Gaddafi bliver mere og mere surrealistisk som dagene går og antallet af lig stiger. Diktatorens handlinger er så sindssygt brutale at de passer fint på hans 41 årige styre der er blevet fordømt af næsten hele planeten. Selv præsident Obama er nu endelig blevet oprørt, og kritiserer massakrerne på de protesterende. Men der er også de som bare ikke få sig selv til at stille sig på de ubevæbnede demonstranters side, de som bliver mejet ned fra helikopternes maskingeværer og bombet til evigheden af moderne krigsfly. Mens resten af den civiliserede verden ser til i forundring over Gaddafis blodrus har den nicaraguanske præsident Daniel Ortega telefoneret til den libyske leder og "udtrykt sin solidaritet," som denne Washington Post artikel fastslår.
Årsagen til opkaldene? Ortega siger at Gaddafi,'"igen fører et stort slag' for at forsvare sit lands enhed" og at '"det er i svære tider at loyaliteten og beslutsomheden sættes på prøve'." Ortega burde egentlig ikke bekymre sig om Gaddaffi' "beslutsomhed." Despotens medslyngler og lejesoldater udviser denne kvalitet hver dag når de bryder ind i hjem bevæbnet med sværd og hakker, og hakker og lemlæster mennesker til død. Og hvor meget "kamp" kan det være hvis Gaddafis luftvåben bomber civilie på gaderne? Ortega er ligeglad; han lægger skylden på det libyske folk der bliver skudt ned med koldt blod, ved at sige "Der er plyndringer af forretninger nu, der er ødelæggelse. Det er forfærdeligt."
Man kan kun undre sig over Ortegas måde at være logisk på ved at han udviser bekymring for plyndrede forretninger og ødelæggelsen - forårsaget i det mindste af Libyens eget luftvåben - men ikke bekymring for de kvinder og børn der springer ud fra broer for at undgå de afrikanske lejesoldater der massakrerer alle de kan få øje på.
Ortega er ikke den eneste venstreorienterede leder i Latinamerika der har udtrykt, om ikke solidaritet, så i det mindste forståelse for Gaddafis handlinger. Den mumificerede Fidel Castro indtager en "venteposition" angående begivenhederne i Libyen. I en klumme udgivet tirsdag skrev Castro, "Man kan være enig, eller ej, med Gaddafi, Verden er blevet invaderet af alle slags nyhder...Vi må vente den nødvendig tid for at vide med sikkerhed, hvor meget der er kendsgerning og hvor meget der er løgn."
Et godt råd fra en mester udi propaganda og bedrag. Det synes som om at Castro er helt villig til at vente og se om rapporterne om lejesoldater fra Tchad og Nigeria der hærger gaderne i Benghazi og skyder ubevæbnede mennesker i hovedet er sandt eller ej. Tilsyneladene er videobeviser ikke godt nok.
Castro advarede også om en forestående invasion af Libyen af US-ledede NATO-stryker. Diktatorens konspirationssyge hjerne har arbejdet på overtid da han skrev, "Regeringen i USA bekymrer sig slet ikke om fred i Libyen, og man vil ikke tøve med at give NATO ordre til at invadere det rige land, måske er det et spørgsmål om timer eller få dage."
Castros problem er at samtidig med han sympatiserer med Gaddafis verdensrevolutionsretorik og had mod alt og alle fra USA, da ville de cubanske folk næppe acceptere en direkte deklaration om støtte, som Ortegas, fra deres leder. Han kunne få sin eget Tahrir Plads spillet i hænde, hvis han gav efter for sine tilbøjeligheder og gav udtryk for sin solidaritet med den Sindssyge Oberst i Libyen. Det er derfor han holdt inde lige før gav direkte støtte da han skrev, "En ærlig person vil altid være imod enhver uretfærdighed der begås mod noget folk i verden. De værste af sådanne ville i dette øjeblik være tavse før forbrydelsen, som NATO forbereder at begå mod det libyske folk."
Læg mærke til at Castro tror at en NATO invasion for at standse slagteriet af uskyldige ville være værre end selve progromen.
Kun en af Gaddafis venstreorienterede allierede i Latinamerika har gjort noget for at kritisere hans brutalitet. Præsident Eva Morales fra Bolivia er kommet med en udtalelse der ganske mildt går imod nedbrudet i Libyen og beklager "de beklagelige tab af mange liv," og opfordrer til en forhandlet løsning.
Ligeså besynderligt urealitisk som dette forlorne håb om forhandlinger med den libyske diktator er for normale ører, mens han fylder gaderne med blod, så repræsenterer udtalelsen fra Morales det skarpeste sprogbrug mod Gaddafi fra hans mest loyale latinamerikanske allierede.
Hvad med Hugo Chavez? Manden der bare ikke kan holde kæft om noget som helst har været tavs som døden siden opstanden i Libyen tog fart. Så sent som mandag var der rygter om at Gaddafi enten planlagde at flygte til Venezuela eller faktisk allerede var på vej. Den venzuelanske regering har benægtet disse rygter, men Fausta Wertz, der følger den latinamerikanske spanksprogede aviser meget opmræksomt fortalte mig at nyhedsrapporter faktisk fortalte af Gaddafi havde kontakt Hugo Chacez i sidste uge for at søge asyl, men hans venzuelanske ven afvist ham. Vær ikke overrasket over at se Gaddafi ændre mening vedrørende kamp til sidste blodsdråbe og så ende i Caracas.
Hvis Chavez er tavs med vilje, da spiller den regeringsledede mediekanal Telesur rollen som Gaddafis apologet. Deres rapporter om massakrene har været ikke eksisterende samtidig med at man har givet "en glødende positiv dækning" af Gaddafi. Måske Chavez er realistisk nok til at indse at ved at stå inde for hans libyske revolutionsbroder så ville det isolere Venezuela på et tidspunkt, hvor han har brug for internationale investeringer for at holde økonomien flydende, men han ønsker at signalere støtte til sin libyske ven gennem et statsejet medie.
Hvad er der dog galt med disse radikale Marxistiske-venstreorienterede der altså er tiltrukket af Gaddafi? Hvad driver dem til at undskylde, støtte eller blot være tavse overfor de værste massemord på civile af en regering siden Tianmen Pladsen i Peking i 1989?
I mere end 40 år har Muammar Gaddafi holdt revolutionens banner højt hævet. I det meste af den tid har han været fortaler for en slags pan-arabisk revolte, mere verdslig end religiøs, men indeholdende en islamisk bestanddel der ville forene stammearaberne under et banner. Hans udgave er et mix af Islam og revolutionær marxisme - en tiltalende kombination for tykhovede børn i Vesten der synes at de urealistiske og behagelige utopi fantasier hos Marx er at foretrække fremfor den måde verden nu fungerer på.
Gaddafi er ingen islamist, men benytter Islam som en ordre for "Revolutions Kommiteerne," der handler som udøvere i stammeråd og stammesamfund. Mens han med vilje nu ikke længere støtter terrorgrupper, er hans støtte til terrorisme rent politisk; han ønsker at skade Vesten på enhver mulig måde og han mener at Islamiske terrorgrupper er de mest passende instrumenter til dette formål. Ved at bruge stedfortrædere, undgår han den slags problemer som Ronald Reagan påførte ham i 1986, med bombningen af nogle militærforlægninger. Det angreb var et svar på en libysk terror operation udført mod en klub i Berlin der dræbte et dusin amerikanere og kunne spores direkte til hans "Folkenes Bureau," eller ambassade i Østtyskland.
Hans støttende retorik, ligesom hans finansielle gaver til dusinvis af Latinamerikanske revolutionære grupper herunder kæmpe hjælpepakker til Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua og Peru har gjort disse latinamerikanske socialistister og marxister til den libyske diktator 'ejendom.' Men i det store og hele er den eneste kvalitet som Gaddafi besidder, og som er mest beundret og efterlignet af hans latinamerikanske allierede hans patologiske had mod USA. Med dette har han været med til at fremme en hadkultur i Latinamerika der giver skylden for alle deres mangler hos deres egne regeringer til Yankee imperialisterne. Med Amerika som syndebuk bliver deres eget misregimente og brutale undertrykkelse af folket retfærdiggjort.
Psykologisk drejer sig sig om langt mere. Det der giver disse latinamerikanske radikale et grundlag for at støtte, eller i det mindste, forstå Gaddafis totale nedbrud er troen på at midlet helliger målet. Hvis der kræves 1000o døde libyere for at bevare magten, da er det blot beklageligt, men det accepteres som "et større gode,"der jo tjener til at Gaddafi beholder magten. Dette er den universelle tro for venstrefløjen, fra de radikale i Amerika der demonstrerer i Wisconsin til de britisk hooligans der laver optøjer i gaderne og demonstrerer mod at de skal betale nogle få pund mere for deres uddannelse. Det moralske grundlag for enhver aktion er ikke om det er rigtigt eller forkert, men om de virker.
Gaddafi holder måske ikke meget længere. Men hans egen kamp om magten giver måske en forsmag på muligheden af, at hans venstreorienterede Latinamerikanske allierede måske kommer til at stå overfor de samme beslutninger som Gaddfi møder når revolten begynder hos dem.
Et stærkt svar fra resten af verden ville sende et utvetydigt svar til regeringer der selv udfører den form for barbari mod deres egne befolkninger om at de vil lide under barske og virkelige konsekvenser for deres handlinger. Dette kan være en forsmag på at det som sker i Libyen vil ramme lande som Nicaraguam Cuba og Venezuela hvor bekymrede borger venter med øget utålmodighed på at den revolutionære bølge vil strømme ind over for deres kyster.
http://frontpagemag.com/2011/02/25/qaddafi-and-ortega-brotherhood-of-blood-3/2/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar