Ronald Reagan og Cuba

Cubanske-Amerikanere og Ronald Reagan

Humberto Fontova

Søndag den 6. februatr markeredes 100 årsdagen for Amerikas præsident nummer 40, Ronald Reagans fødsel. Dette er en særlig anledning til at reflektere over, ikke kun hvilken stor præsident Reagan var, men også at huske, hvor meget cubanske amerikanere elskede -- og er fortsat med at elske-- Reagan.

Cubanske-amerikanere gav Ronald Reagan 90% af deres stemmer. Ingen andet etnisk amerikansk gruppe nåede op på dette tillidsniveau. Selv "hvide i Syden," Amerikas mest trofaste Republikanere stemmemæssigt set, kunne ikke nå op på denne "hispanic" gruppes støtte til The Gipper. (navnet stammer fra en film, hvor han havde en rolle) Et besøg på Miami's Cuban Memorial Kirkegård kan hjælpe med til at forklare fænomenet.

Her vil du ofte se mennesker med røde næser og rødrandede øjne gå rundt blandt disse lange rækker af hvide kors. Det er en mini Arlington kirkegård af en slags, til ære for Castro og Che's mordofre og de som -- helt uden allierede -- kæmpede og faldt for at befri Cuba fra et Ondt Imperiums stedfortrædere. 25 år senere, forsikrede præsident Roanld Reagan at enhver sådan kæmper i Centralamerika havde en allieret i U.S. Langt værre (med venstreorienterede øjne) forsvarede han uden at skamme sig de nicaraguanske Contraer og kaldte dem "frihedskæmpere."

Gravene og korsene der på Cuban Memorial Kirkegården er mest symbolske. De fleste af ligene ligger stadig i massegrave udgravet af bulldozere på ordre fra den mand den demokratiske præsidentkandidat George McGovern kaldte "meget genert og følsom, en mand jeg betragter som en ven."

Har du aldrig hørt om denne Cuban Memorial i de førende medier? Nuvel, den ærer de titusinder af ofre for Fidel Castro og Che Guevara. Behøver jeg siger mere om mediernes blackout? Det tror jeg ikke.

Nogle af disse besøgende på Cuban Memorial vil være på knæ, andre vil gå langsomt og lede efter et navn. Man kan erindre en lignende scene fra begyndelsesscenerne til "Saving Private Ryan." Mange bærer rosenkranse. Mange af damerne vil have ansigtet presset mod en slægtnings bryst, den slægtning der kørte dem dertil, en slægtning der holder om hendes rystende hulkende skuldre.

Selvom han forsøger ikke at bryde i gråd, finder han det yderst vanskeligt da gråden fra hans mor, bedstemor eller tante er smittende. Dog er han ofte for ung til at kunne huske sin fars martyransigt, sin bedstefar, onkel, fætter eller endog tante, oldemor - det navn de netop har genkendt på det hvide kors.

“Fusilado” (skudt ved en eksekutionspeloton) står der nedenunder navnet - et ord, men for de fleste besøgende et ord ladet med traumatiserende flashbacks.

Juleaftensdag 1961 spyttede Juana Diaz sine Castro bødler i ansigtet, de der bandt og kneblede hende. De havde fundet hende skyldig i at give mad og skjul til "banditterne." (Che's udtryk for cubanske bønder der greb til våben for at bekæmpe tyveriet af deres land for at skabe et stalinistisk kolkhozes.) Kollektiviseringen af landbruget var ikke mere frivilligt på Cuba, end det havde været i Ukraine. Og Cubas kulakker havde våben til en begundelse. Så gjorde Kennedy-Khruschev pagten dem forsvarsløse mod de sovjetiske tanks, helikoptere og flammekastere. Da bragene fra Castros bødler smadrede Juana Diaz' ansigt og krop, var hun gravid i sjette måned.

Den 7. august 1961, var Lydia Perez syv måneder henne og en politisk fange hos den mand som Andre Mitchell beskriver som "gammeldags, beleven, nærmest alfaderlig, og en gennemført fascinerende figur." Lydia ærgrede imidlertid en vagt der slog hende til jorden, sparkede hende i maven, og forlod hende. Både Lydia og hendes baby blev dødeligt blødende ladt tilbage. 

Rigoberto Hernandez var 17 år, da Che Guevaras soldater trak ham ud af fængelscellen tvang hans hoved bagover og kneblede ham,og begyndte at trække ham mod pælen. Lille "Rigo" bedyrede sin uskyld til sit blodige endeligt. Men hans anmodninger var ikke til at forstå da han var kneblet. Hans kamp mens han var kneblet og bundet til pælen var også bemærkelsesværdigt. Knægten havde været pedel på en high school i Havana og var lettere retarderet, Hans enlige mor havde talt hans sag med hysterisk gråd. Hun havde bønfaldt, tryglet og endelig bevist overfor hans "anklagere" at det var en sag, der drejede sig en misforståelse. Hendes eneste søn, sådan som han var indrettet kunne umuligt have været "en CIA agent der ville udføre bombesprængninger."

“Fuego!” og henrettelsespelotonen flåede Rigo's lille sammenbøjede krop mens han stønnede og kæmpede ihærdigt mod sine reb, blindet og kneblet. "Juridiske bevis er en arkaisk borgerlig detalje," snerrede Che Guevara.

 

Carlos Machado was 15 år gammel i 1963 da kuglerne fra bødlerne smadrede hans krop. Hans tvillingebror og far faldt ved siden af Carlos ved samme begivenhed. Alle havde de modstået Castro og Che's tyveri af deres ydmyge familielandbrug.

Ifølge de lærde og forskere ved Cuba Archive, var Castro regimet samlede dødsgøst - gennem tortur, gennembankninger i fængsler, henrettelser ved skydning, nedskydning ved maskingeværer af flygtende, drukninger mv. -- i nærheden af 100.000. Cubas befolkningstal i 1960 var, 4.6 millioner. Ifølge menneskerettighedsgruppen Freedom House er mere end 500.000 cubanere (unge som gamle, mænd og kvinder) gået gennem Castros fængsler og tvangsarbejdslejre. Dette sætter Castro's og Che's politiske indespærringer i samme klasse som deres helt Stalin.

Resultatet?

Castro brødrene og Che Guevara forvandlede en nation med een højre gennemsnitsindkomst, end det halve at landene i Europa, den laveste inflationsrate i Vesten, og en større mellemklasse, end i Schweiz, en stor indvandring og den 13. laveste børneddødelighed i verden til et land der slår Haiti. 

For amerikanere af cubansk herkomst der har oplevet dette  - er det gratis sundhedssystem, den universelle uddannelse, de overivrige socialarbejdere og samfundsorganisatoter - ikke det der er den rene Ondskab.

Det forstod Ronald Reagan.

Havde Ronald Reagan været præsident i 1960 ville der ikke være brug for noget Cuban Memorial i det sydlige Florida - og i dag ville nogle obskure og for længst døde latinamerikanske kriminelle ved navn Fidel Castro og Che Guevara få mindre plads i lærebøgerne end Pancho Villa.

http://frontpagemag.com/2011/02/07/cuban-americans-and-ronald-reagan/

Humberto Fontova