Reagan vs. de Progressive
I 1980'erne kaldte Reagan de progressive, han stod overfor, - "liberale." I 1940'erne da Reagan først mødte dem, var han selv liberal, og han var ikke tilbageholdende med at kalde sig selv progressiv. Mere betegnende, da var Reagan chokeret over at finde ud af, at mange af de fremmeste "progressive" grupper og sager faktisk ikke var progressive, men var kommunistiske der udnyttede de progressive, deres sager og deres organisationer.
At forstå dette er ingen historisk besynderlighed; nej for Reagan så var det en livforandrende opvågnen, der indledte en personlig-politisk forandring, der til sidst og på dramatisk vis, førte til han blev præsident og sejrede i Den Kolde Krig. Den vej indbefattede Reagans behandling af de progressive, som betød deres største tilbagegang siden grundlæggelsen af deres bevægelse -- et tilbageslag de kæmper for at "lave om" og "reformere" lige nu.
For til fulde at forstå, hvorfor Reagan 'konverterede' skal man forstå hvad der skete med Hollywoods progressive i denne periode. Mange "progressive," især de der fulgte Communist Party USA (CPUSA) under Den Store Depression var faktisk skabskommunister der benyttede den progressive sag hos godtroende progressive. Dette blev gjort med fuldt overlæg, kynisk og med succes, uanset om det blev beordret eller orkestreret fra CPUSA hovedkvarteret i New York eller fra CPUSA' afdelingskontor i Los Angeles, eller fra Comintern hovedkvarteret i Moskva.
Det er spændende, og ville være grinagtigt, om ikke det samtidig er så sørgeligt, at Sovjet selv omtalte Josef Stalin som en progressiv. Det sovjetiske Undervisningsministerium omtalte Stalin som "den største leder af det sovjettiske folk og for hele den progressive menneskehed."
På lignende vis i Washington, var nogle selv-erklærede "progressive" der tjente præsident Franklin Delano Roosevelt, faktisk kommunister der trængte ind og havde indflydelse på administrationen: Lauchlin Currie, Harry Dexter White, Harold Glasser, Alger Hiss. Selv FDR's mest betroede rådgiver, Harry Hopkin kan have været skabskommunist, under en facade af at være progressiv. Det er den konklusion som nogle eksperter har udledt af Venona udskrifterne.
Den kommunistiske manipulering af den "progressive" sag var åbenbar i en større Kongres Rapport fra december 1961, den mest dybtgående undersøgelse af de kommunistiske frontgrupper der nogensinde er blevet foretaget. Med titlen "Guide til undergravende organisationer og publikationer," gik undersøgelsen tilbage til tidligt i det 20. århundrede. Muligvis er det mest populære ord der er opført i det 994 sider lange omfangsrige index, ordet "progressiv."
Det bringer mig til Hollywood, hvor udnyttelsen af den progressive sag var særlig frugtbar, og hvor kommunisterne virkelig ønskede at tage filmindustrien som gidsel. De progressive ville udgøre en central del af den plan.
Tænk på gruppen, Progressive Citizens of America (PCA), der var helt og aldeles gennemsyret. En liberal skuespiller der blev udnyttet var den store Gene Kelly, en behagelig, patriotisk amerikaner. Kelly var på listen opført som en progressiv professionel der skulle stå foran et gigantisk Amerikansk flag og lede Troskabseden. Han demonstrerede for de progressive i en pietetsfuld gengivelse af "America." Ganske så sørgeligt blev den gennemført amerikanske knægt iscenesat til at give en introduktion for PCA's stiftelsesmøde i Los Angeles den 11. februar 1947. Aftenens tema var gjort klart før Kelly talte, da et stort lærred fremviste fotos af det bombede Hiroshima med skiftende fotos af døde og lemlæstede. Den aften skulle PCA medlemmer til bestyrelsen vælges. På valglisten var hemmelige hårdnakkede kommunister som John Howard Lawson og Dalton Trumbo, og også ikke kommunistiske liberale som Edward G. Robinson, Humphrey Bogart, John Garfield, Gregory Peck, Lena Horne og Melvyn Douglas.
Lad os se på endnu en trist sag, dengang Katherine Hepburn var åbningstaleren ved et møde den 19. maj 1947 for Progressive Party på Hollywood Legion Stadium. Iklædt en lang ildrød kjole, læste den liberale New Englander en tale skrevet af Trumbo -- og så beundret af People's Daily Word, at den blev optrykt i sin fulde længde.
Denne form for manipulation var velkendt for kammesjukkerne, der ikke manglede progressive der ville gå ind for Stalin.
Således, vadede, ind i dette, en skuespiller ved navn Ronald Reagan, midt i 30'erne, politisk lidenskabelig. Som en loyal FDR liberal, kunne Reagan med lethed komme under indflydelse af de snu kommunister. Han blev et mål straks efter 2. Verdenskrig, et nemt offer for adskillige frontgrupperinger. Han var meget "naiv," indrømmede Reagan senere, "blind og havde alt for travlt, og sluttede mig til enhver organisation jeg kunne finde, der ville garantere at den ville frelse verden." Han var en "aktiv" men uvidende deltager, "i hvad nu og da viste sig at være kommunistiske mærkesager." Den bedragne Reagan formodede, at disse mennesker var "liberale" og da han selv var liberal, gjorde vi fælles sag med dem."
Det mest forsonende med Ronald Reagan er at da han erkendte situationen gjorde han det med bravour. I oktober 1947 vidnede han foran Kongressen om kommunistisk infiltration. Senere ville han forklare: "Den kommunistiske plan for Hollywood var bemærkelsesværdig enkel. Det var blot at overtage filmvirksomhederne...som en enorm verdensomspændende propaganda base." Før TV og masseproduktionen af udenlandske film sagde Reagan, at amerikanske film dominerende 95% af verdens filmlærreder, med et publikum på "500.000.000 sjæle" over hele kloden. "En overtagelse af denne enorme fabrik, og dens gradivse transformering til en kommunistisk knusende mølle var en storlslået ide. Det ville have været en fremragende kup for vore fjender."
Således var forholdene set med Reagans øjne, en "mesterplan" for at "indfange store godtroende navne til at indsamle penge og skabe prestige." Progressive var centrale for planen. Selv da man havde flest medlemmer havde CPUSA aldirig mere end højst 100.000 medlemmer; man kunne ikke komme videre uden de progressive.
Amerikanerne måtte bare vågne, som Reagan var vågnet.
Resten er selvfølgelig historie. Reagan begyndte en historisk vej om præsidentskabet, der i 1980'erne truede med at knuse de progressives lange march der gik forud for ham. Han havde gigantisk succes, men en ting forstod Reagan om progressive -- netop deres evne til tålmodigt at arbejde langsomt, og gradvist med sejre der ikke nødvendigvis er opnået ved stemmeurnerne, men på andre facetter med indflydelse på amerikansk liv, såsom uddannelserne.
De ventede og ventede indtil november 2008, da tilstrækkeligt af glemsomme amerikanere, især de moderate og uafhængige blev duperet som Reagan engang havde været det -- og stemte som præsident en progressiv chef der førte kampagne under banneret "forandring." Visse ting forandrer sig aldrig.
Vi skal lære det som Ronald Reagan reagan erfarede: Den progressive venstrefløj er ikke borte, den venter altid på det næste skridt i udviklingskæden. Det er en ebbe og flod, men altid krybende hen mod centralisering; eller som Reagan kaldte det "snigende socialisme."
Vi skal vågne, og give de progressive større tilbageslag. Først og fremmest skal vi ikke lade os narre, blive duperet, vildledt, højst kun en gang. Ronald Reagans liv og vej, er en historie og en livslektion for os alle.
http://spectator.org/archives/2011/02/04/reagan-vs-the-progressives
Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and the newly released Dupes: How America's Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar