Totalitarismens nye ansigter
Den såkaldte "socialistiske revolution," med kollapset af Sovjetunionen og implosionen af den europæiske velfærdsstat, som burde være kommet i miskredit i denne tid, fortsætter sit løb.
Dette er tilfældet, ikke kun i Latin-Amerika, hvor den forekommer at være en del af den nationale psyke, men, trods de seneste valgnederlag også i USA.
Et sådant modstridende fænomen kan delvist forklares ved begæret efter magt blandt politiske stærke personer og de utallige forsonere der forstår, at socialismen gør dem i stand til at konsolidere magten de begærer koncentreret hos sig selv. Men den kræver også opbakning af intellektuelle og akademikere der naivt tror at socialismen åbner vejen til et mere retfærdigt og lige samfund.
Historien belærer os, at et sådant fantasifoster er en katastrofe i alle henseender. Den omfavnes generelt som et ideal af en intellektuel klasse der er isoleret fra almindelige menneskers liv, og de er immune, eller ligeglade overfor virkeligheden.
Paul Johnson observerede i en artikel fra1987, "De hjerteløse elskere af Menneskeheden," en skabelon for hans bog fra 1988 "Intellektuelle," at i stedet for at give deres ideer lov til at stamme fra folket, "vender de intellektuelle processen på hovedet, udleder deres ideer, først fra princippet og søger derpå at påtvinge dem på levende mænd og kvinder." Isolerede i deres mentale bunkers, er de "liberale socialister" forelsket i en ide, der anser mennesker, som de bekender de ærer, som forhindringer for deres mesterplans udførelse.
Johnson påviser at de fleste af disse teoretiske genier var indbyggere i beskyttede samfund på venstrefløjen, og havde kun meget lidt kendskab til de faktisk forhold som mennesket kæmpede med, og de lovgav ned til masserne fra deres myndighedspositioner og påtagede moralske høje stade.
Eva Hoffman giver mere indsigt i denne holdning i sine memoirer, Lost in Translation, og siger det er evnen til at tænke "priviligere tanker...tanker der intet koster og som ikke er fremkommet gennem eget arbejde eller egen erfaring." Disse småfyrster er i virkeligheden Lenins begærlige "hvem" vil vinde over underdanige "hvem." De giver ikke lov til nogen modstand til deres formodede oplyste diktater, der med rette kan regnes som en af de mærkeligste politiske ægteskaber i moderne tid, nemlig et enten mellem den liberale-venstre kulturrelatvisme og den islamiske teo-politiske befaling.
Denne besynderlige tilbøjelighed hos den politiske og intellektuelle venstrefløj for et forynget islam er på ingen måde så paradoksalt som det først lyder. Autoritære har tendens til at finde sammen når de har en fælles fjende. Krage søger mage. Og den fælles fjende er et frit og åbent samfund bygget på oplysningens kanon og individets ukrænkelighed.
Et grafisk billede på sådanne demagogiske tendenser, der er meget oppe i nyhederne nu om stunder, kommer fra EU og deres uvalgte de facto politbyro, hvis "Beslutnings Råd for bekæmpelse af racisme og xenofobi" fra den 28. november 2008 har introduceret love der giver mulighed fra at udvisning fra et land til et andet for nogen der er blevet dømt for at have krænket deres forskrifter. Man har også givet mandat til et "Europæisk Gendarmeri" der kan udføre deres beslutninger.
Danmarks artikel 266b, i straffeloven der giver mulighed for at retsforfølge borgere der udtaler sig, som medlem af Folketinget Jesper Langballe der protesterede kraftigt mod muslimske æresdrab og voldtægter i muslimske familier. Som journalisten Lars Hedegaard kommenterer, "Under dansk retspraksis er det underordnet om et udtalelse er sand eller falsk. Det der er brug for ved en dom er at nogen føler sig krænket." (Hedegaard er selv midt i enretssag for sine bemærkninger om æresdrab.)
Også Canada der for mange forekommer at være et lykkeligt smertefrit land, har sin Menneskerettighedskommission i hvilken blot rygter godkendes som bevis mod enhver der dømmes under den nederdrægtige artikel om "hadtale" - hvilket i praksis betyder at man ikke begiver sig ud i nogen åben og ærlig diskussion om problemfyldte sociale og politiske forhold. Den anklagede, der formodes at være skyldig og på en eller anden måde skal bevise sin uskyld, bliver alvorligt begrænset i at fremføre vidner - som i Holland, en kendsgerning som Geert Wilders kan attestere - eller i at fremlægge dokumentation for sin sag. Han skal også betale for sine omkostninger til forsvar mens den som anlægger sagen - oftest en krænket imama eller muslimsk organisation - bliver betalt gennem Staten (skatteyderne).
I sådanne avancerede sociale samfund, der er forhippet på en tilnærme sig et Utopisk endemål, da må og skal den uferniserede sandhed gøres tavs, næsten på samme måde som i fortidens hensynsløse og primitive verden - den moderne version med at skære tungen af.
Ifølge Elizabeth Sabaditsch-Wolff, datter af en østrigsk diplomat, og som tilbragte sine år som barn og ung i Iran lige nu er under anklage af Østrigs regering for "at opildne til fordomsfuldhed" mod Islam, " bliver mennesker systematisk gjort 'tavse.' " På samme måde blev den pensionerede "Helmug G" fornylig anklaget og fik en bøde for at jodle, som ligner muezzinens kald, under en muslimsk bønnesession ved naboens hus, og som forstyrrede mødedeltagerne. Synge er altså også noget man ikke må. (se denne artikel om sagen på synopsis)
Hvem er disse tavshedspåbydere? Det er fremførere af et totalitært tankesæt, som Jean-Francois Revel i "Sidste Udkald til Utopia" definerer som bestående af tre karakteristika: "en frivillig ignorance om kendsgerningerne; en evne til at leve med modsætninger der går imod egne principper; og en benægtelse af ville analysere årsagerne til fiaskoen." De er de intellektuelle og politiske leder af Utopia hæren der endnu engang fejer hen over kloden, "organiseret" som Walter Russel Mead påpeger i et klogt essay, som "de moderne dages version af Middelalderens laugsordener," med den hensigt at udøve magt mens de kæmper for egne rettigheder.
Jo, de er virkelig de skræmmende rester af stjerneskuddene der mener, som den fabelagtige Lia Shapiro skriver i Comes The Awakening, at de netop selv har "skabt Lyset" for at "dukke op på scenen og ændre kursen på skabelsen." I deres menneskelige fremtoning betragter de sig selv som progressivister, der kun ønsker menneskeheden det bedste. Men som deres fortsatte indblanding i sociale og politiske affærer afslører er de i virkeligheden uansvarlige parasitter, der suger kraft ud af politikken.
Med hensyn til det store flertal, de almindelige borgere og det bedragne vælgerkorps, de mennesker der skaber velstanden, kunstnerne der er frie til at arbejde ud fra deres individuelle talen og inspiration, forfatterne og journalisterne der øsnker at fastholde deres uafhængighed, selv de som jodler iblandt os, er spillet bare forbi. For Reguleringsstaten og vore sociale revisionister ønsker af skabe, for at citere med de opsummerende ord af Winston Chruchill, løfter der blot går ud for at "deles om elendighederne."
Måske burde de sidste ord tilegnes den store politiske tænker Raymond Aron, der i sin skelsættende "De intellektuelles Opium" insisterer på at den intellektuelle absolut skal nægte at "overgive sin sjæl til et abstrakt ideal om menneskeheden, et tyrannisk parti, og en helt igennem absurd lære." Han skal "betvivle alle modeller og utopier" hvis han ønsker af "udstøde fanatismen." Fanatismen er den ægte fjende. "Vi kan beundre den dystre storhed hos disse treoendes hære," indrømmer han, dog "er sådan fanatisme ikke noget for os."
Men fanatismen er den ilt som vore intellektuelle i offentligheden, venstrefløjs akademikerne og den politiske elite indånder. De vil skrive bøger, undervise skoleklasserne og vedtage love der kun gavner dem selv, sikre i deres selvforståelse, som langtseende lovgivere, og deres formodning om at besidde en eksklusiv visdom som den almindelige brede masse ikke kan opnå.
Det er virkelig meget farlige mennesker der ikke vil få hvile før de har fået smadret den verden vi ville have foretrukket at leve i. De er ganske enkelt vor eksistens banemænd.
http://frontpagemag.com/2010/12/28/the-new-totalitarians
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar