Ægypten og revolutioner

Diktatorer og Revolutioner

Nonie Darwish

Modstanden i Ægypten er blevet bygget op over en lang periode og er nu endelig eksploderet - inspireret af begivenhederne i Tunesien. Kendsgerningen at den ægyptiske regering er blevet overrasket er et tegn på, hvor lidt forbindelse regimet har med massernes virkelighed.

Mubarak har spildt mange muligheder for fredeligt at overføre magt til en anden administration. Han kunne være gået over i historien som den første arabiske leder der indførte lige og retfærdige valg, men i stedet har han ignoreret det uundgåelige og ladet sig genvælge i 30 år, og har formet sin søn til at tage over. Nu vil han gå over i historien, som blot endnu en arabisk tyran i den dysfunktionelle muslimske historie. 

Jeg er  født og vokset op med den muslimske tro under 1952 generationens ægyptiske Revolution, og min far havde en fremtrædende rolle i Nassers Revolutionsregering på den tid, og jeg har set at tingene gentager sig.

1952 Revolutionen lovede frihed, demokrati arabisk nationalisme og selvstyre. Nasser væltede det han kaldte tyrannen Kong Farouk, og lovede et ny æra med frihed, demokrati og velstand, men endte med at give ægypterne blot mere af det samme. Nasser æraen var en af de allermest undertrykkende perioder i Ægyptens historie, og medførte en lang periode med krige, socialisme, fattigdom, analfabetisme og en politistat.

At dømme ud fra arabisk historie da bringer revolutioner ikke nødvendigvis demokrati eller frihed. Vil den nuværende ægyptiske opstand bringe det som er meningen? Eller vil den ende med en ond cyklus af oprør og tyranni og dermed gå i 52 Revolutionens fodspor? I en frisk undersøgelse fastslog over 70% af ægypterne at de ønskede at leve under Sharia, islamisk lov. De fleste af disse mennesker forstår ikke, at Sharia lov vil resultere i, ikke et demokrati, men et teokrati som i Iran og Saudiarabien.

 

Nasser til højre i 1952 ved Revolutionen

Den urealistiske forventning hos flertallet af ægypterne vil muligvis ende i en stor skuffelse -- på samme måde som den Iranske revolution ikke kunne levere frihed og demokrati som det iranske folk havde håbet på. Mange ægyptere råbte "Allahu Akbar" og "Islam er løsningen." Men sandheden er at Islam eller mere præcis Sharia er det store problem.

Det Muslimske Broderskab som findes overalt i det ægyptiske samfund har meddelt, at man fører forhandlinger med Mohammed ElBaradei - den tidligere FN chef for atomovervågning - for at skabe en national enhedsregering. De har valgt at alliere sig med en velkendt moderat international kendt person der ville kunne gøre dem mere acceptable for de moderate og reformisterne i Ægypten. Det Muslimske Broderskab vil benytte den demokratiske proces til at komme til magten, men den sande natur af Broderskabet vil dukke frem ligeså snart de har magten. Ifølge deres grundtroslære skal de herske efter Sharia Lov, der alligevel er Ægyptens officielle lov.

Den allerfarligste lov i Sharia er måske den del der går imod demokratiet, og som fastslår at;

"Et muslimsk statsoverhoved kan være statsoverhoved gennem at gribe magten, det vil sige med tvang."

Den lov er grunden til at enhver muslimsk leder nærmest bliver en despotisk tyran for at overleve, rent bogstaveligt.

Når en muslimsk leder fjernes fra embedet gennem agt, ser vi ofte at de islamiske medier og masser accepterer det, og endog hylder den nye leder der netop har udryddet eller udvist den tidligere leder, der ofte kaldes en forræder for islams sag. Mordet på Sadat var gået forud for mange dødsfatwaer mod ham for at have krænket hans islamiske forpligtelser til at gøre Israel til en evig fjende. Han blev en frafalden i de 'rettroendes' øjne og han skulle bare dræbes eller fjernes fra embedet. Dette forekommer helt usandsynligt for vestlig tankegang, men dette er i realiteten det Sharia har gjort og stadig gør i det politiske kaos i den muslimske verden.

Anwar Sadat

Folk fra vesten beskriver ofte Mubarak administrationen som verdslig selvom den i realiteten ikke er det. Det er sandt at Mubarak kommer med en militær baggrund, og hverken han eller hans hustru er iført islamisk klædedragt. Men ingen muslimsk leder kan slippe af sted med eller blot overleve en enkelt dag i embedet hvis han er verdslig i ordets ægte betydning. Det var under Mubaraks styre i 1991, at Ægypten underskrev Cairo Deklarationen om Menneskerettigheder der fastslog at Sharia overtrumfer enhver anden lov. 

Så selvom Sharia ikke anvendes 100% i Ægypten, er det landets officielle lov. Mubarak som alle muslimske ledere, skal forsone islamisterne for at undgå deres vrede. Ifølge Sharia skal et muslimsk statsoverhoved herske ved islamisk lov, og bevare islam i sin oprindelige form eller han skal fjernes fra embedet. Den lov giver intet valg for nogen muslimsk leder. På grund af den lov skal de muslimske ledere spille med i et spil hvor man forliger sig med islam og er anti-vesten, mens de forsøger at komme overens med resten af verden. Det er et spil på liv og død.

Valget i Ægypten er ikke mellem godt eller ondt, det er mellem dårligt og endnu værre. Mange i den muslimske verden mangler forståelse for hvad der hindrer dem, ligesom der er en mangel på det moralske og lovmæssige grundlag for at skabe et stabilt demokratisk system.

Jeg frygter at mine brødre og søstre i Ægypten vil ende med at omfavne ekstremismen i stedet for det ægte demokrati, og således fortsætte med at gå frem for derpå at falde, tumle fra den ene revolution til den næste, og leve under den ene tryan efter den anden i søgen efter den ideelle islamiske stat, hvad det så end er.

Den 1400 årige gamle islamiske historie med tyranniet vil fortsætte, medmindre Sharia bliver forkastet som grundlaget for det lovlige oeller politiske system i muslimske lande.

Sharia skal afvises i Ægypten, hvis ægypterne ønsker ægte demokrati og frihed.

http://frontpagemag.com/2011/01/31/egypt-between-dictatorships-and-revolutions/