Husk Nanking - Japans overgreb

Husk Nanking

Bruce Walker

For 75 år siden den 13. december 1937 så verden på første hånd omfanget af den rædsel som fulgte med ægteskabet mellem totalitarismen og den moderne teknologi.

Voldtægten af Nanking der varede ved i ugevis og skabte måske 380000 torturerede og myrdede kvinder børn skete mens verden blot så til. Antallet af mord er ikke overgået siden i moderne historie. Det totale antal døde ved Treblinka og Auschwitz var større end ved Nanking, men ikke antallet af døende. Gulag absorberede ti millioner af uskyldige med måske tyve millioner døde, men det fandt sted i løbet af årtier.

De japanske soldaters vildskab ved Nanking frastødte de europæiske missionærer og forretningsfolk der havde oplevet det hjernedøde blodbad tyve år tidligere i 1. Verdenskrig. Omfanget af voldtægter blev ikke overgået før Den Røde Hær marcherede som vor “befriende allierede” gennem Østeuropa og voldtog, ofte med døden til følge, unge piger, ældre kvinder, og gravide af alle nationaliteter og trosretninger -- en forbrydelse mod menneskeheden der som alle forbrydelser mod menneskeheden  begået af kommunister blev pure afvist og med hån af Stalin da han blev konfronteret med det af Titos udsending Milo Dijas.



Den lange og brutale krig fra Imperiet Japan mod Kina, der ofte er blevet overset på grund af japanernes mishandling af europæiske soldater og civile, skulle komme til at kræve flere millioner endnu, og ville omfatte den helt bevidste brug af alle mulige former for kemiske og biologiske våben mod kineserne -- noget selv Nazisterne ikke benyttede i krigen. Men Nanking var noget særligt.
Nanking var beviset på at stor ondskab påført et uskyldigt folk fandt sted mens hele det internationale samfund så til, uden at det provokerede til krig. I denne henseende skilte det sig ud fra tyrkernes folkedrabskampagner mod armenierne -- tyrkerne var allerede i krig mod De Allierede. Det skilte sig ud fra Holomodor, masseudryddelsen af millioner af ukrainere (og andre) i Sovjetunionen, fordi Ukraine historisk set havde været del af Rusland.

Nanking var i det blotte antal af døde og øvrige overgreb måske tusind gange mere morderisk end Krystalnatten, der også blev begået mod tyske borgere (skønt Hitler på det tidspunkt havde fjernet tyske jøders borgerskab.) Intet i Den Spanske Borgerkrig, der er så berygtet for sin blodtørstige karakter ligner blot tilnærmelsesvis Voldtægten af Nanking.

Guernica for eksempel, de spanske nationalisters angreb på en lille spansk by, var ‘beskeden’ ved siden af Nanking, ligesom de Spanske Republikaneres artilleriangreb mod andre byer i Spanien (der helt uden skrupler er blevet udrenset fra de fleste historiebøger).  

Det som hændt i Nanking lever stadig i Kinas hjerte. Det er lige så virkeligt for kineserne som Holocaust for jøderne, og af lignende grunde: Fredelige, civiliserede, velfungerende samfund blev flået fra hinanden at totalitære hære der gav et falsk billede af deres hjemlande. Japan og Tyskland havde begge vist sig som værende lige så brillante civilisationer som så mange andre. Hvis vi stoler på kunst, kultur, social sammenhængskraft, og gode forbindelser hos mennesker for at hindre ondskab så skulle der aldrig nogen sinde have været en Voldtægt af Nanking eller et Holocaust.

De som er interesseret i hvad årsagen til Nanking og Audschwitz var behøver ikke at se længere end til ophøjelsen af Mennesket over Gud, som man forstod udmærket på den tid. Pierre van Paassen skrev i sin bog fra 1939, Days of Our Lives, at Tyskland var nået længere i afkristningen end selv Sovjetunionen. Stewart Herman, præst ved den amerikanske kirke i Berlin og en uforsonlig fjende til Nazismen, og som forlod Tyskland efter Pearl Harbor, bemærkede: “Under mine seks år i Tyskland så jeg aldrig nogen upartisk, for ikke at sige favorabel artikel om Kristendommen.” Det var disse to bøger der hver for sig beskrev Krigen mod Gud og og hvad som skete i de totalitære regimer på den tid (Carmer, 1943 and Dark and Essex, 1938).

Det Imperialistiske Japan var fjendtligt indstillet over for Kristendommen, ligesom Nazisterne, og Japan var også fjendtlige overfor jøderne. En italiensk skribent i 1930’erne, Vespa, bemærkede på den tid: “Japanerne onde nederdrægtighed nåede sine højder i angrebene mod de jødiske organisationer og synagoger.” Maurice Hindus bemærkede i 1942; “De (japanerne) var i færd med en kampagne af anti-semitisme der i sit giftige sprogbrug er at sammenligne med Nazi Tysklands. I denne kampagner er dette især bemærkelsesværdigt fordi japanerne knap kendte noget til jøderne.”

Hvem var Nankings helte?  Minnie Vautrin, amerikansk missionær risikerede livet så modigt at hun stadig huskes i dag. Ernst Rabe, der fordi han var tysker fik særlig respekt af japanerne var lige så heltemodig. Hvad motiverede ham? Rabe, som Vautrin, fastslog uden tøven at Gud var hans hyrde. Hans dagbog den 24. december 1937 fortæller: “Jeg slutter dagens skriv med en bøn fra hjertet: Må en nådig Gud spare Jer alle fra nogen sinde igen at stå over for en krise som denne, vi befinder os i.” Den 9. maj 1945 da Rabe igen så, næsten hver kvinde han kendte blive voldtaget af Den Rød Hærs soldater da viste hans dagbog ingen tab af troen: “Når nøden er størst, er Gud nærmest.”

Hvad adskiller os fra det bundløse onde som verden så ved Nankings Voldtagelse? Ikke tro på ideologi eller på fremskridt eller på civilisationen. Det eneste håb vi har over for ondskab er tro på en kærlig Gud.


Read more: http://www.americanthinker.com/2012/12/remembering_nanking.html#ixzz2EwjXd3u3