Hyldest til barnepigestaten
Og det kan kun blive bedre.
Den såkaldte velfærdsstat, eller social omsorg, har været udsat for så meget uretfærdig kritik her på det seneste. Hårdkogte borgerlige og hensynsløse individer har rejst en skamløs og ondsindet kampagne mod de vestlige regeringers ihærdige anstrengelser på at give garanti for sikkerheden og borgernes velbefindende. Hvor er det deprimerende at erfare, for eksempel, hvordan højrefløjens hulemænd har haft indsigelser mod lovmæssige forslag og initiativer der har til hensigt at hindre den den igangværende globale opvarmning, såsom indførelsen af en CO2 skat, udnyttelsen af biobrændstoffer, omskiftningen af el-pærer til kviksølvsfyldte lyskilder, termostater og en skat på lufttrafik.
Disse benægtere henviser til den helt åbenbare forbigående "kendsgerning" at vi har 'nydt' en periode med global afkøling siden 1995 og at mange forudsigelser indikerer, at denne tendens vil fortsætte i en nærmere ubestemt fremtid. De har ikke erkendt, at der er en væsentlig forskel på vejr og klima, og at skønt vejret ser ud til at blive koldere, da bliver klimaet stadig varmere. I tilgift vil de gerne gøre opmærksom på bøh-manden bag den bløde totalitarisme, idet de hævder at vi er godt på vej til at blive til en bananrepublik, hvor individets rettigheder gradvist udfases og den hyldede selvstændige person skal overdrages til den altomfattende faderstats omsorg.
Alt ovennævnte er selvfølgelig en værre gang sludder, et usvigeligt tegn på tibageskuende følelser der ikke kan svare til den sociale oplysnings fremskridt i en verden der ellers er mørk. De er blinde for denne uddelings goder der kun har vælgerens lykke på sinde og den glorværdige intention om at beskytte dem, fra dem selv. De fordømmer den indblanding fra eksperter, bureaukrater, politikere og embedsmandsvældet der kommer ind i deres privatsfære, og de kan i svær grad ikke fatte statens godhed og de forskellige lokale love og regulativer for at klare tilværelsens store problemer og give omsorg og trøst til alle sammen, og det endda med solskin.
Lad os se nærmere på nogle få repræsentative indsatser der er igangsat nu under denne nye uddeling.
Anti-ryge forbud har utvivlsomt været det helt store gode for den offentlige sundhed, og det selvom antallet af luskede rygere på parkeringspladser og portåbninger er steget eksponentielt. Cigaretsmugling har nået uanede højder, og mange barer og restauranter er blevet tvunget til at holde dørene lukkede. Selvfølgelig har alt sin pris, også de gode ting. Våbenkontrol har givet beskyttelse for lovlydige borgere som så er blevet sårbare overfor indbrudstyve, og diverse trusler fra bevæbnede kriminelle, men det skal bemærkes at vådeskudsulykker i baghaverne, i skure og på skydebaner er gået betragteligt ned. Retssager med mennesker hvis rettigheder er blevet krænket og som søger erstatning for ubærlige lidelser - såsom det, at der er blevet spildt skoldhed McDonalds kaffe i deres skød, at de er blevet fulde ved fester på kontoret og som derpå er kommet til skade bagefter, eller selvvalgte kønsskifteoperationer betalt af skattepenge - jo det skal og må anbefales.
Det bliver bedre og bedre. Forældre kan retsforfølges for at disciplinere deres børn og få reprimander af domstolene for at give deres teenagere "husarrest." Udenfor hjemmet bliver skolebørn i stigende grad beskyttet mod at komme til skade og blive ydmyget. I mange skoler over hele landet lægges gummimåtter under gymnastikredskaber så man lander rigtigt blødt. Spil med bold er underlagt restriktioner, hvis nu et barn rammes af et fejlskudt missil. Høvdingebold (man kaster en bold mod en person får at vedkommende skal gå ud af spillet) er nu endelig blevet forkastet i forskellige børnehaver for at skåne de smås følelser når han eller hun er ramt og ude. Ligeså vigtigt er lærere kommet under restriktioner for at de ikke skal tale hårdt eller udstede forbud, hvis der begås fejl. Dette anslag mod en ungs selvværd kan jo, som det så ganske overbevisende er bevist, vise sig at være skæbnessvanger.
Visse pasningsmetoder er virkelig at foretrække fremfor, for eksempel, Gazamodellen med at oplære og uddanne børnehaverne i, hvordan man affyrer en Kalashnikov og det endda før man har lært at læse. Vore beskyttelsesprogrammer er helt klart Talibans overlegne, hvor man i grundskolen lærer det helt nødvendige tag der skal til i den ekstravagante kunst at foretage en halshugning. Indrømmet vor egne unge ansøgere er håbløst bagud for deres Gaza eller Taliban modparter og de ville øjeblikkeligt blive sat i skammekrogen eller sat udenfor døren. Alligevel kan vi være tilfredse med os selv ved at have skabt en idealmodel for opførsel i en vild, ond og forskelligartet verden, trods de tab og skader der vil skulle ydes i fremtidige voldelige konfliker. Noblesse oblige.
Staten giver også omsorg for de som har været vidne til eller oplevet meget voldsomme begivenheder og man udsender trænede psykologer og sorgbehandlere til at hjælpe dem der ganske fornuftigvis ikke kan forventes at klare sig selv. Man kan nu godt undre sig over, hvordan vore forfædre, som var frarøvet sådanne velsignelser, egentlig klarede tragedierne. Det gjorde de måske heller ikke, måske stolede de på den ubevidste mekaniske, der hedder fortrængning, der jo så endelig kan føre til det modsatte, nemlig konsekvenser i form af mentalt nedbrud, vrede, onde gerninger og følelsesmæssig ustabilitet. Den nuværende praksis skal nok vise sig at give en bemærkelsesværdig forbedring, fremfor at stole på noget så grundlæggende som indre ressourcer, som jo samtidig er så utilstrækkelig i lyset af livets uundgåelige ulykker.
Jeg håber at læseren vil tilgive en personlig beretning. Jeg er såvel glad som stolt over at kunne meddele, at politiet i min hjemby Montreal virkelig handlede i offentlighedens sikkerhedsinteresse her fornylig da man lagde i håndjern, og gav bøde til en uforbederlig misdæder, en vis hr. Bela Kosoian, på grund af dennes manglende brug af gummigelænderet i undergrundstationens eskalator. Politistyrken skal roses for sin betimelige intervention, som hvis ikke de havde grebet ind måske ville have medført en katastrofe af hidtil usete proportioner. Den skrækindjagende episode med hr. Kosoian der skyndte sig ned af eskalatortrinnene, og derved kunne have igangsat en kæde af hændelser der ville kunne have resulteret i lemlæstelse, at folk blev mast, knust, forulempelse og død hos totalt uskyldige er kun det fantasien der kan sætte grænser for. Selvom der ikke er beretninger om, at en sådan katastrofe nogensinde er indtruffet, da må Statens tjenere ikke destomindre sikre at dens borgere beskyttes mod løsgående individers skøre ideer og ekcentriske indfald.
For at fortsætte i samme spor. Vi er alle klar over de fordele der er gennem lovene om at vi fastspændes når vi sætter os bag rattet. Lignende krav er der om brug af mobiltelefon når man kører. At betjene radioen når man kører eller i bytrafik ligesom det at samtale inderligt med passagerer er ikke destomindre forstyrrende og farligt og er grunden til megen ængstelse. Disse uheldige vaner skal der gøres op med på et tidspunkt af vore lovgivende velgørere der, som det kan håbes på, vil forbyde musikanlæg og installere aflytningsaparater i biler for at sikre behørig korrekt opførsel.
Man kan gå videre endnu og foreslå at Staten indfører lovgivning der gør det tvunget for elskende at stramme hjelmen når de begiver sig ud i kønsakten. Man kan levende forestille sig den skade der kan ske, når man hamrer panden ind i sengegavlen i et øjebliks uopmærksomhed eller faren ved alvorlig legemsbeskadigelse når seksuelle partnere tankeløst kolliderer midt i kampens hede. Måske vil også Kevlarveste være i orden. Det er især tilfældet med ægtepar og samboende par der har større ansvar at leve op til - forretning, pasning af hjemmet, og selvfølgelig børnene - og som derfor skal gøre alt i deres magt for at afværge ulemperne ved at blive uarbejdsdygtige. Men som sagt er det blot et forslag som bekymrede ansvarlige lovgivere burde overveje i fremtiden, uanset protesterne og kritikken som en regressiv minoritet af formørkede hulemennesker helt sikkert vil komme med.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar