Onsdage er noget hektiske i vort hus med hensyn til overholdelse af vort hjemmeundervisningsprogram. Det er fordi pigerne har musik og syningslektioner på onsdage, og så giver det nogle afbræk i dagen.
Derfor besluttede jeg i onsdags, i stedet for det boglige arbejde, at give børnene en rent praktisk lektion i en af livets vigtige gøremål: Konservere på glas og dåse. I dette tilfælde - gulerødder.
Lad mig som baggrund fortælle, hvordan vi fik gulerødderne, for de kom nemlig ikke fra vor egen have.
Hver uge er der i vor lille landsby gratis fordeling af fødevarer som et omsorgsprojekt. Vi er så heldige, at vi har penge til at købe mad, så vi er ikke berettiget til at modtage nogen donationer. Imidlertid er denne omfordeling en stor velsignelse for de i vort samfund der er uden arbejde eller har alvorlige økonomiske problemer.
Men undertiden er der mad tilovers selv efter at enhver har taget, hvad de har brug for, og så hænder det at velgørenhedsfolkene indbyder os. På den måde fik vi en stor kasse med babygulerødder.
Som jeg siger til vore piger, at hver gang vi har rigeligt med mad, da bør vi forsøge at opbevare det et stykke tid, til når der ikke er nok mad. Denne livsholdning har vi tilfælles med de rare mennesker der holder øje med uddelingen .... men dog ikke nødvendigvis. Jeg får at vide af alle der modtager mad "Jeg er ligeglad med at få gulerødder," og derpå kan de finde på at sige, "fordi der er jo nogle igen i næste uge." Hvis det så viser sig der ikke er gulerødder i næste uge, bliver de utilfredse.
Da jeg nævnte det for min ældste datter, blev hun indigneret. "Måske vil rigtig hårde tider være gavnlig for dem," vrissede hun. Hun mente en økonomisk depression.
Det kan der være noget om.
Misforstå mig nu ikke - jeg ønsker virkelig ikke en økonomisk nedtur for min værste fjende. Jeg har hørt og læst nok om de besværligheder som ganske almindelige mennesker måtte udstå i 1930'erne til at ønske det. Jeg følger med i nyhedsberetninger om mennesker der mister deres arbejde, deres livsopsparing, hjem og ejendele og mit hjerte er knust og jeg føler med de der må kæmpe. Jeg opfattede ikke min datters kommentar som mangel på respekt. Alligevel har hun delvist ret. Det kan undertiden forundre mig, at vi har brug for en gevaldig rystetur for at vågne i dette land. Vi er så vant til oveflod, at vi ikke kan forestille os ikke at have den. Vor familie har ikke brug for flere gulerødder - vi har allerede 25 fyldte glas, takket være den gavmildhed som købmandsforretningen har vist ved at lade os få deres overskud. Men den dag kan komme da vore naboer kunne få brug for et par glas og så har vi rigeligt at dele ud af.
Derfor tilbragte mine piger og jeg eftermiddagen med at komme gulerødder på glas. Mens jeg fandt de nyskoldede glas frem, erklærede min datter, "Det er rigtig sjovt det her! Jeg synes det er rart og gavnligt." Vi fik fyldt 20 store glas ved købmandsforretningens gavmildhed og det at ingen andre ville have dem, hvilket er nøjagtig 20 glas mere end vi havde før. I næste uge eller næste måned måske er det grønne bønner, eller svampe, eller æbler, eller kartofler eller løg. I denne overflodens tid, er det gavnligt for os at konservere disse madvarer til en tid hvor der ikke er rigeligt.
 |
Denne årstidernes cyklus - konservering i overflodens tid - er i det store og hele ikke eksisterende i vort samfund; da der jo er rigeligt året rundt. Jeg har før beklaget hvordan mange grundlæggende og vigtige kundskaber opnået gennem vor 5000 årige civilisation er gået tabt på blot to eller tre generationer med et nemt liv. Det gør, efter min mening, mennesker yderst sårbare overfor forandringer.
Men det som piner mig mest er den overlegne holdning selv arbejdsløse mennesker har til overfloden. Selvom de selv imidlertidigt ingen penge har, da ved de at resten af os ikke vil lade dem sulte. Faktisk, så forventes det at vi ikke lader dem sulte. Denne forventning fører undertiden til ligegyldighed overfor overflod...iden forstand at de ikke har lyst til at hjælpe sig selv ved at konservere nogel gulerødder, når de nu kan få dem alligevel.
Det er hele tragedien bag fortrædelighederne. Hvis det er gratis, så har det jo ingen værdi, og derfor er der ingen grund til at konservere det. Hvem gider beskæftige sig med at konservere gulerødder? I næste uge er der jo igen gratis gulerødder, ikke sandt? Et sted på vejen har vi tabt den personlige ansvarlighedsforpligtelse ("Jeg vil konservere disse gulerødder") og udviklet et "rettighedskrav" ("jeg er ligeglad med at konservere disse gulerødder fordi der vil være nogle igen i næste uge.")
I virkelighedens verden er intet gratis. Alt har en pris. "Gratis" mad betyder at du bliver afhængig af den, og arbejder mindre for at få din egen mad. (ligesom jeg gider ikke så mine egne gulerødder i år.) "Gratis" uddannelse betyder at du ingen kontrol har over hvad dit barn lærer- (Du modtaget det du får). "Gratis" sundhedssystem betyder at nogen anden bogstaveligt talt har magt over liv og død, dit liv og død. ("Desværre du er for gammel; ingen hofteoperation til dig.")
Er dette fremskridt?
Fordelen ved at så og høste eller ved at købe din egen mad er at så er du langt mindre tilbøjelig til at levne. Du gemmer dine rester til et andet måltid fordi du ved nøjagtigt hvor meget arbejde eller hvor meget det har kostet at få de der gulerødder.
Fordelen ved hjemmeundervisning af dine børn er at du nøjagtigt ved hvad de lærer. Og fordelen ved at have din egen sundhedsforsrikring eller gennem andre muligheder er at de værdsætter det for den skat det er, og de vil arbejde på værer så sund som mulig.
Lige nu har vi stadig en overflod af frihed i dette land - af mad, af uddannelsesmæssige muligheder, af sundhedsmuligheder - at vi næsten ikke kan forestille os fraværet af disse friheder. Og heri ligger den store fare: Det som er gratis er ikke værdsat.
Så venligst, for alt i verden - lad os arbejde på at konservere disse skatte mens vi kan.
Ligesom med gulerødderne er disse friheder der måske ikke i næste uge.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar