Ensstemmig sang for at redde en diktator 5
Obama og hans slæng falder hele tiden for myten om at de som lever under et diktatur er samlede imod amerikansk agression. (Dette er del 5 af en serie. Læs del 1 her, del 2. her, del 3. her, og del 4. her.
Ethvert samfund, selv det mest frie demokrati, har sandsynligvis autokrater der er villige til at udnytte andre, latente ofre der er villige til at opgive deres frihed i bytte for udnævnelser, og inddæmme frie mennesker der ellers er villige til at modstå tyranni og forsvare deres friheder. Antallet af disse grupper i et hvert land kan variere, men ingen nation er nogen sinde fri for dem - trods alle forsikringer om det modsatte af diktatorer, der påstår de taler på hele folkets vegne.
Stats regimer har brug for ensrettethed for at retfærdiggøre deres eksistens. Hvis overlevelse af en regering er afhængig af enighed, da vil den uundgåeligt ende med at undertrykke ytringsfriheden. Det alene gøre Statismen til en uaccpetabel regeringsform. Enhver regering der påstår de taler på hele folkets vegne gør sig automatisk mistænkelig, ligesom en ensstemmig valghandling er et symptom på tyranni.
Ensartheden hos menneskene i Sovjet var en myte. At måle den interne modstand i fraværet af frihed kan være helt umuligt, men da der hele tiden var dissidenter og afhoppere så bør det være et sikkert kendetegn. Dog har medierne i Vesten, uden at stille spørgsmål, gentaget regimets officielle løgn om, at hele Sovjet befolkningen stod samlet bag Kommunistpartiet og dets politik.
Da forkerte data fører til forkerte konklusioner, afviste intellektuelle i Vesten ofte tyranniet i Sovjet med at "det var folkets eget valg," og bortforklarede det som udenlandsk nonsens, ligesom den "mystiske russiske karakter" eller den "slaviske races kollektivistiske sjæl," hvilket var en absurditet, især når man tager i betragtning at ikke alle folkeslagene i Østblokken var russere eller endog slaver. Den samme måde at tænke på gav mindre tendens til at dæmonisere alle russere, ved at fremstille dem som dovne og blodtørstige bøller. Ironisk nok, er den sidstnævnte mening, den jeg har hørt oftest fra de ypperste fortalere for det kollektivistiske Utopia, de som foragtede USSR for at have givet kommunismen et dårligt navn, ved at have forvandlet en så smuk ide til en afskyelighed på grund af nogle påståede etniske utilstrækkeligheder.
Tilsyneladende tror de, at det ville have kommet til at virke med en "bedre" etnisk gruppe.
Som en hovedregel udfordrede disse intellektuelle, nærmest religiøst, enhver del af deres eget kapitalistiske system, men noget de ikke udfordrede var myten om, at Sovjet regeringen talte på hele folkets vegne, og kun handlede i folkets interesser, og at alle sluttede op om den. "I hope the Russians love their children too," sang Sting, som om der var en forbindelsen mellem det russerne elskede og det Sovjet regeringen gjorde. Ved yderligere at aflyse selv den mindste smule fornuft påstod Sting i samme sang, at han ikke troede på Reagan, at "ingen har monopol på sund fornuft," og "i bund og grund har vi den samme biologi uanset ideologi," og "der findes ingen krig der kan vindes." Med andre ord, er alle ting relative og alle mennesker er fornuftsløse biologiske enheder, den frie verden kan ligeså godt give efter overfor tyranner der vil herske over et gigantisk gulag, hvis tavse fængslede, som Sting udtrykte det også elsker deres børn.
Dette ville ikke være så patetisk hvis ikke så mange af Vesten politikere fulgte den samme logik og gav udtryk for lignende holdninger - lige netop det som myten om Sovjet "ensartetheden" havde til hensigt at gennemføre.
Ingen idag tvivler på, at der i Saddam Husseins Irak ikke var nogen ensartethed. Men selv i lyset af den US ledede invasion har aktivistiske medier i Vesten og radikale intellektuelle med stor iver gentaget Husseins påstand om, at man 100% støttede ham i landet. Ikke fordi nogen vitterligt troede på et sådant urealistisk antal, snarere mente man fordelen var, at irakerne helt sikkert ville glemme deres interne uoverensstemmeler og stå fælles sammen om deres leder for at forsvare deres nationale integritet fra "ulovlig besættelse." Alligevel gjorde irakerne ihærdig modstand. Tilsyneladende havde de kun lidt at forsvare da al deres værdighed, og det meste af alt andet var blevet frataget dem af Saddam. Men på det tidspunkt havde myten om Iraks enhed, forårsaget en gevaldig bule i offentlighedens støtte til USA's politik.
Idag er et nyt demokratisk Irak blevet en magtfaktor i Mellemøsten, ved at have ændret regionens ideologiske balance til fordel for demokrati og frihed. Alligevel har ikke en eneste modstanderstemme mod Bushdoktrinen, herunder Barack Obama, trukket deres tidligere udtalelser tilbage, udtalelser der gik direkte mod det resultat vi kan se idag.
Jeg befandt tilfældigvis mig i Denver under Det Demokratiske Konvent i 2008. Selvom jeg ikke var tilstede under Obamas berømte tale på stadion omgivet af de græske søjler, tilbragte jeg noget tid på det lokale Civic Center Park og observede ydertliggående politiske demonstrationer og protestmarcher, de fleste af dem fra antikrigsbevægelserne. Den mest mistænkelige frembringelse var en moskelignende pavillon med gennemsigtigte silkelagner med fotos af det lykkelige iranske folk i deres dagligliv. Med forfatterens egne ord, en ung amerikansk fotograf Tom Loughlin, var udstillingen beregnet på at "synliggøre problemet med de iransk/amerikanske forhold" ved at minde betragterne om, den "betydlige effekt som de falske amerikanske misforestillinger kunne have på den iranske og på den persiske kultur," og at give dem "en fornemmelse af at noget smukt er i farezonen."
Forfatteren stod ved siden af en filmoptager og optog tilskuernes reaktioner. Jeg tilbød at give min holdning til kende ved at sige til kameraet, objektivt set, at hans kunstneriske talent og de penge der er betalt for at finansiere det, blev brugt af det iranske regime som propagandistisk lokkemad, et trick der kommer direkte fra en Sovjet drejebog. De smukke iøjnefaldende persiske ansiger, der angiveligt skulle repræsentere Iran var lokkemaden. Men billeder af de som ville høste mest gavn af det positive PR-budskab var ikke på billederne. Det er fordi, de der virkelig får gavn af dette show, netop er de grimme Amerika hadende mullaher der untertrykker deres egen befolkning, giver støtte til terror, destabiliserer verden, taler om at ødelægge Israel, og er igang med at fremstille en atombombe.
Der er ingen der tvivler på at iranerne kan være smukke og"også elsker deres børn." Problemet var at menneskene på billederne ikke kunne omtale deres tyranniske regime, og at regimet ikke talte på deres vegne, ejheller repræsenterer deres interesser. De er selv gidsler for en sindsyg politik fra deres ikke valgte ledere. Mange iranere ville helt sikkert foretrække at blive befriet og leve i den moderne verden snarere end blive ofret som menneskelige skjold af mullaherne, der stræber efter en middelalderideologi. Det var yderst skuffende at udstille renskurede redigerede billeder af ofrene for at give støtte til et regime der mishandler dem.
Jeg klandrer ikke fotografen for ikke at inkludere min kommentar på den frigivne video. Men jeg har bevist, at jeg har ret ved at der ti måneder senere strømmede masser af iranere - og de ser meget ud som modellerne i udstillingen - ud på gaderne i Teheran og andre byer i kæmpemæssige anti-regerings demonstrationer, ofte med livet som indsats for at protestere mod det ulækre mullahkrati.
Det smadrede helt sikker enhver illusion om fredelig enighed som regimet har som tema i deres propaganda. Måske hr. Loughlin kunne være årsag til noget godt ved at flytte sin iranske pavillon til plænen foran Det Hvide Hus for at Barack Obama kan "få den fornemmelse at noget smukt står overfor fare," fordi vor præsident, ser det ud til, har valgt at forblive uoplyst.
Efter som det fortælles forventede de iranske dissidenter at modtage støtte, eller i det mindste opmuntring fra den amerikanske præsident. Men "krigsgalningen" Bush er nu ikke længere på kontoret, og den "fredselskende" Obama er ikke interesseret i at gøre noget, at benytte de amerikanske muskler, eller noget som helst andet der måske kunne forurolige venstrefløjen og sætte ham i samme kategori som Bush, Reagan og andre "imperialistiske skurke." Fastlåst i en tankegang fra fortiden og ved kun at have viden om livet fra myter, foretrækker Obama at tro at iranerne er forenede og alle står bag deres egen Amerika-hadende regering, som den gamle venstrefløjsere siger de gør.
Som modsætning lader den demokratiske regering i Honduras ikke som om der er enighed. Det honduranske samfund er i bund og grund åbent, med en lille minoritet at venstrefløjsprotesterende der går ind for at den potentielle diktator skal vende tilbage. Alligevel spilles "uenigheds" kortet ud mod honduranerne - ikke inde fra landet selv, men udefra - da venstrefløjslederne og de sympatiserende medier forsøger at præsenterede den lille håndfuld lokale marxister som talte de for hele folket. En indbildning, der i det mindste for dem, giver en moralsk retfærdighed for deres krav om at genindsætte Zelaya.
Men Honduras har en egen selvstændig historie og kan selv forsvare sin suverænitet. Mens jeg undersøgte denne historie interviewede jeg J. Michael Waller, professor i International Kommunikation ved Institue of World Politics i Washington, D. C.:
"Venstrefløjen har altid haft et horn i siden på denne konservative og antikommunistiske nation," forklarer Waller. "De venstreorienterede har aldrig haft en chance i Honduras, for den lokale befolkning omgående ville dræbe enhver cubansk- eller Sovjettrænet radikal, der ville forsøge at igangsætte en revolutionsbevægelse. USA eller CIA har intet haft at gøre med undertrykkelsen af Venstrefløjen dernede; det har honduranerne selv udmærket været i stand til at gøre."
Så alligevel er Obamas støtte til Zelaya, ifølge the Guardian, motiveret af hans indbildte skyldfølelse for "USA's lange histore med at støtte kup mod Latrinamerikanske venstreorienterede." På samme tid har den anerkendte advokat i US Forfatningen, Miguel Estrada, der er indfødt honduraner, ingen sådanne kvaler. Idet han har den æge - ikke mytologiske - kundskab om det honduranske folk, og lovgivningen ,er Estrada overbevist om, at det honduranske militær og Højesteret handlede med de rigtige hensigter. Det eneste problem, siger han, er at i stedet for at deportere den pyjamasklædte Zelaya til Costa Rica da"Burde de have sat ham i fængsel."
Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from Ukraine, currently lives in New York. He is the creator of ThePeoplesCube.com, a satirical website where he writes under the name of Red Square.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar