Legenden om Kennedyerne, RIP
Den sidste af Kennedybrødrende er død. Det er næsten umuligt at tro på, at engang blev John, Bobby og Teddy alle betragtet som stærke, karismatiske, åndrige. Disse kvaliteter forbinder vi med ungdom, men faktisk burde vi forbinde dem med karakter. Da Ronald Reagan var 76, samme alder som Tedd Kennedy da han døde, var han i fuld gang med at vinde Den Kolde krig, uden at et skud blev affyret. Da Winston Churchill tilbød det britiske folk, i deres sværeste stund, intet andet end "blod, hårdt arbejde, sved og tårer," var han 65 og første gang Churchill blev premierminister var han kun nogle få yngre end Teddy Kennedy da denne døde.
Nu kan vi tydeligt se at ungdom som illustreret med vor nuværende præsident er kraftigt overvurderet når det drejer sig om at inspirere og lede. Visse konservative vil uden tvivl pege på den lange liste med moralsk anløbenhed hos Teddy Kennedy - snyderiet i skolen, spirituskørsel, utroskab, manddrab -- men Teddy angrede dog disse myriader af synder, sådan ser det i hvert fald ud, og den meget nære støtte Teddy fik fra den konservative Orin Hatch (og uden tvivl mange andre) bør inspirere os til at indse, at alkoholisme stadig kan overvindes, og at menneskelig venlighed og værdighed stadig kan udstrækkes udover partigrænser. (Man kunne måske bemærke at Præsident Bush gjorde det næsten umulige - han holdt sig væk fra alkohol, selv efter at have været ude for krænkelser og fornærmelser, der ville kunne få de fleste mænd til at snuppe en drink -- men at give ære til Præsident Bush, på nogen som helst måde, er stadig for mange en fornærmelse.)
Der er rigtig meget i Kennedydynastiet der kun er myter. John Kennedy var en krigshelt, men ikke nær så meget som Bob Dole og George H. Bush. Robert Kennedy var en yderst inspirerende taler, men uheldigvis var meget af det han fremførte blot gammeldags venstrefløjstænkning, hvilket er skæbnebestemt til at forrådne med tiden.
Meget i Kennedy dynastiet er ganske enkelt for pinligt. Caroline Kennedy er ganske iskold i det, ved at hun offentligt bad om ikke at være på listen som erstatning for Hillary Clinton. Patrick Kennedy kommer i slagsmål med sikkerhedsfolk i lufthavne.
Det meste af det er netop problemet med dynastier i Amerika. Taft familien, for eksempel, overbeviste republikanere, havde i nogle generationer store mænd -- en præsident, og derpå højesteretdommer Taft, og en Taft som leder af et flertal i Senatet -- derpå gik det nedad med den afskyelige Guvernør Taft fra Ohio, der var med til at ødelægge Det Republikanske Parti i staten og tilsmudsede politik i Ohio.
Der er noget tragisk ved sådanne familier og tragedier, og også med Teddy Kennedy. Han gik ikke efter de højeste embeder med særlig megen ihærdighed. Det var meningen, at det var Joe der skulle være præsident, men han døde i 2. Verdenskrig. John vandt i et knivskarpt tæt opgør og valg, og holdt i knap tre år før han også blev dræbt. Hvad ville Bobby Kennedy? Han og de andre Kennedyer var nærmeste venner med Joe McCarthy - jo, netop den McCarthy! -- og Bobby var et entusiastisk medlem i Senatets Underkomite som Joe, som man siger, benyttede til at forfølge ikke eksisterende kommunister i vor regering.
For at sige det kort så havde Kennedy klanen en ægte snert af patriotisme, af næsten dumtåbelig hensynsløshed, af selvoptagethed og af loyalitet overfor familien. Kennedyerne, forekommer ligeså lidt sandsynlige til at vende tilbage som et dynasti, ligesom Roosevelterne, og de var en del af alt der er dårligt, men også alt der er godt for Amerika. Meget ofte forkerte holdninger til problemer, ofte usmagelig i taktikken, men de manglede dog ikke ægte mod.
Så lad os nu ikke tale ondt om de døde, selvom mænd som Obama kommer med latterlige udtalelser som, "Han var den største senator i vor tid." Mon dog?, Og hvorfor? Jeg kunne smide dusinvis af navne på bordet på flere universelt beundrede senatorer. men hvorfor spilde energi på en præsident der mener vi har 57 stater, (se denne artikel på synopsis) eller at japanerne smed "bomben" over pearl Harbor?
Lad os give Ted Kennedys venner og familier tid og plads til at sørge og tænke efter, og over hvad vi amerikanerne tror på er rigtigt. Lad os afholde os fra at kæmpe hårdt om at vinde hans sæde i Senatet, ligesom demokraterne gjorde da Paul Coverdell, en elsket republikansk senator, døde
Og måske skulle vi reflektere over venstrefløjens holdning i Amerika. På mange måder repræsenterede Teddy "det bedste og det klogeste" i den bevægelse. Han havde i mange år magten til at påvirke begivenhederne. Hvad kan vi alligevel sige om det han opnåede i det offentlige liv? Sørgeligt nok, næsten ingenting. Han vandt ikke Den Kolde krig eller hjalp med dertil. Han fremmede en kedelig lang liste af "løsninger" på sociale problemer -- løsninger der intet hjalp eller gjorde problemerne værre.
Jeg vil give Teddy kredit for hans gode hensigter. Men meget gode hensigter er hvad venstrefløjen altid fremfører, og derpå får forvandlet til grød.
Fred med dig, Senator, og min medfølelse med dine elskede. Lad dit liv være en lektion for os alle.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar