KGB og Kennedy samarbejdede

Kennedy og KGB

Paul Kengor

Kort tid efter meddelelsen om Ted Kennedys død havde jeg allerede modtaget adskillige tilbud om interviews. Jeg takkede nej tak, idet jeg ikke ønskede at være ubarmhjertig overfor manden ved hans død. Siden da, har jeg indset behovet for at træde frem og give en afklarende forklaring.

Emnet er et bemærkelsesværdigt KGB dokument fra 1983 som jeg offentliggjorde i min bog, "The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism"(Harper Collins). Dokumentet dateret 14. maj 1983 er et memo fra KGB chefen Victor Chebrikov til hans chef, den durkdrevne Sovjettiske generalsekretær Yuri Andropov, og klassificeret med den allerstørste fortrolighed. Det drejer sig om et fortroligt tilbud til den sovjettiske ledelse fra Senator Teddy Kennedy. Målet for tilbudet var præsident Ronald Reagan. (En pdf fil med det originale russiske dokument og en engelsk oversættelse kan ses her.)

Med Kennedys død, er denne forbavsende åbenbaring igen i omdrejninger især efter Rush Limbaugh fremførte den i sin "Stack of Stuff." Jeg bliver oversvømmet med emails der stiller stort set de samme to sprøgsmål: 1) Er dokumentet ægte; og 2) hvad antyder det i forbindelse med Senator Kennedy?

Det første. Jo, dokumentet er ægte. Hvis det ikke var tilfældet ville jeg aldrig have berettet om det. I årenes løb, i min bog, i radioen og i web interviews har jeg givet specifikke oplysninger. Kort opsummeret følger her de væsentligste:

Der blev første gang berettet om dokumentet den 2. februar 1992 i en artikel i London Times med titlen, "Teddy, KGB og det tophemmelige arkiv,." af journalisten Tim Sebastian. Den russiske præsident Boris Yeltsin havde åbnet for de sovjettiske arkiver. Sebastian opdagede dokumentet i Centralkomiteens arkiver. Da hans artikel kom i Times, gik andre undersøgere der var til stede i gang med gå på opdagelse i arkiverne, og fik deres egne kopier. Disse arkiver er nu igen blevet forseglet.

The Times citerede blot fra dokumentet og havde et lille foto i overskriften. Da jeg fik fat i det senere offentliggjorde jeg hele teksten ( i engelsk oversættelse) i min bog.

Vigtigst, da jeg offentliggjorde dokumentet betvivlede senator Kennedys kontor ikke dets autencitet, men istedet argumenterede de (og det kortfattet) om den dobbelte "fortolkning" af det. Det var et klogt træk. Senatorens kontor specificerede ikke om denne fortolkning var et spørgsmål om min personlige misforståelse af dokumentet eller om det var en misforståelse fra dokumentets skribent Chebrikov. Chebrikov kunne man ikke komme i kontakt med for kommentarer; han var død.

Hvad var så tilbudet?

Overskriften er med ordene, "Særlig vigtigt," læs: "Angående Senator Kennedys tilbud til generalsekretæren for Det Kommunistiske Parti Y. V. Andropov." Ifølge memoet var Senator Kennedy "meget bekymret" over US-Sovjet forholdet, som Kennedy ikke mente skyldtes de morderiske tyranner der ledede USSR, men præsident Regagan. Problemet var Regans "krigeriskhed."

Denne krigeriskhed blev angiveligt gjort værre af Reagans stædighed. "Ifølge Kennedy," rapporterede Chebrikov "skyldes den nuværende trussel præsidentens manglende vilje til at deltage i nogen modifikation af hans politik." Denne manglende vilje blev forstærket af Reagans politiske succes, hvilket gjorde præsidenten mere sikker på sin kurs, og mere stædig - og så det værste af de hele mere sikker på genvalg.

Efter det, kommes i paragraf 4 og 5 i Chebrikovs memo frem til kernen i Kennedys tilbud: Senatoren klyngede sig tilsyneladende til håbet om, at Præsident Reagans genvalg i 1984 kunne blive forhindret. Selvfølgelig, synes det at være usandsynligt, i betragtning af Reagans enorme popularitet. Så hvor var præsidenten mest sårbar?

Jo, Kennedy have et svar og et forslag til sine sovjettiske venner: Med Chebrikovs ord, "De eneste ægte trusler mod Reagan er problemet med krig og fred og de sovjettisk-amerikanske forhold. Disse problemer vil ifølge senatoren uden tvivl blive det vigtigste i valgkampagnen."

På den måde kommer Chebrikov til selve substansen i US Senatorens tilbud til USSR's Generalskekretær: "Kennedy tror, at med baggrund i de nuværende forhold, og i fredens interesse, at det ville være klogt og betimeligt at igangsætte følgende skridt for at imødegå Reagans militaristiske politik."

Det første skridt, ville være atAndropov inviterer senatoren til Moskva for et personlig møde. Chebrikov sagde: "Hovedformålet med mødet, ifølge senatoren, ville være at give de sovjettiske embedsmænd argumenterende forklaringer vedrørende problemerne med atomnedrustningen således at de bedre kan være forberedte og mere overbevisende under deres fremtræden i USA."

Det andet skridt, ínformerede chefen for KGB Andropov om var en Kennedy strategi der skulle hjælpe sovjetterne til at "yde indflydelse på amerikanerne." Chebrikov forklarede: "Kennedy mener, at for at få indlydelse på amerikanerne vil det være vigtigt at organisere tv-udsendte interviews i august-september i år (1983) med Y.V. Andropov i USA." Den medievante senator anbefalede den sovjettiske diktator, at han søgte hen mod en "direkte appel" til det amerikanske folk. Og derpå at, "Kennedy og hans venner," forklarede Chebrikov, ville være villige til at hjælpe, og de satte Walter Cronite og Barbara Walters på en liste (begge navne nævnt i memoet) som gode deltagere i afslappede interviews med diktatoren.

Kennedy konkluderede at Sovjet behøvede nogen PR hjælp, når man tog i betragning at Reagan var god til "propaganda" (det er ordet der benyttes i memoet). Senatoren ønskede, at de skulle vide at han var mere end villig til at hjælpe dem.

Kennedy ville gerne have at sovjetrusserne blødgjorde de amerikanske medier under besøget. Chebrikov sgde at Kennedy kunne arrange interviews, ikke kun for diktatoren, men for "lavestående Sovjet embedsmænd, især fra militæret," der "ville kunne få lejlighed til direkte at appellere til det amerikanske folk, om de fredelige intentioner hos USSR."

Dette var tilsyneladende bedømt som værende langt det vigtigste på grund af de farlige trusler, ikke fra Andropovs styre men - efter Kennedys mening - fra Ronald Reagan og hans administration. Det var således op til Kremls folk at "udrydde truslen om en atomkrig," forbedre det sovjettiske-amerikanske forhold," og "definere verdens sikkerhed."

Helt modsat de lattelrige formodninger der nu kommer frem om Teddy Kennedys joviale arbejde med Roanld Reagan så er sandheden at han mente at Reagan var en skydegal tåbe, og sådan blev det også udtrykt med ondsindede ord i karikaturer og ved latterliggørelse. Senatoren følte meget anderledes om Yuri Andropov. Som Chebrikov bemærkede i sit memo, "Kennedy er meget imponeret af Y.V. Andropovs gerninger og af andre sojvetlederes gerninger."

Således konkluderer memoet med en diskussion om Kennedys egne udsigter til at blive præsident i 1984, og en bemærkning om at Kennedy "underspillede at han så meget frem til et svar på hans forespørgsel."

Hvad skete der derpå? Vi får det aldrig at vide. Ingen af Kennedy beundrerne og talerørene der tjener som "journalister" har ville spørge, selvom der har været mulighed i årtier til at stille spørgsmål, begyndende tilbage i januar 1992, da den højt respekterede London Times bragte historien.

I 2006, da min bog blev udgivet, var der en udbredt black out i medierne i dækningen af dette dokument, med undtagelsen af konservative medier: Taleradio, Rush Limbaugh, nogle hjemmesider og det blev nævnt på FOX News af Brit Hume. Forbavsende nok, fik jeg ingen henvendelser fra journalister fra de førende medier i et forsøg på at skyde historien ned. Jeg havde minutiøst, til mindste detalje, forberedt at jeg skulle grilles på nationalt tv, med et billede af Katie Couric der satte nåle i mig. Det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om.

Jeg udarbejdede en detaljeret redigeret artikel om dokumentet, hvor jeg endog spillede Djævelens Advokat og forsvarede Kennedy, ved at forsøge at sætte mig ind i hans tankegang så vidt som det nu er muligt. Ingen større aviser ville røre ved det med en ildtang. The Boston Globes redaktører nægtede at anerkende det eller svare på mails. Redatøren for New York Times indrømmede at han var "fascineret" over artiklen, men indrømmdede at han ikke ville "være i stand til at bruge den."

En redaktør ved en avis på Vestkysten, en ægte liberal, overvejede det omhyggeligt. Vi samtalede frem og tilbage. Jeg blev chokeret over, at hverken redaktøren eller hans personale ville foretage nogen undersøgelse, ikke engang foretage et enkelt telefonopkald til Kennedys kontor. Til sidst nægtede redaktøren at bruge artiklen og fortalte mig: "Jeg kan bare ikke tro at Kennedy ville gøre noget så åndsvagt."

Således er situationen nu efter Kennedys død, og jeg genoplever den samme erfaring, da ingen fra de førende medier har kontaktet mig. Liberale journalister hyldede Ted Kennedy mens han levede og har påbegyndt kanoniseringsprocessen efter hans død. De er først og fremmest liberale aktivister og derpå journalister.

Endelig en efterskrift til disse liberale Demokratiske "journalister." Vi ved udmærket godt de er ligeglade med, hvad Ted Kennedy gjorde overfor Ronald Reagan. Godt nok. Men hvad så med dette? Da Mitrokhin Arkiverne afslørede at Senator Kennedy gjorde noget lignende overfor præsident Jimmy Carter i 1980 - hans eget politiske kød og blod?

Interesser den historie disse venstreorienterede journalister? Nej, nej. Jeg nævnte denne perle i 2006. Jeg har ikke modtaget en eneste forespørgsel fra noget medie.

Det vil blive overladt de kommende generationer at undersøge disse sandheder. Når det drejer sig om Ted Kennedys og hans motiver for at gøre hvad han gjorde i forbindelse med det Sovjettiske lederskab så kan vi endelig sige, at det kan han ikke fortælle os. De venstreorienterede medier beskyttede ham hele vejen til graven.
 

Paul Kengor is author of The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism (HarperPerennial, 2007) and professor of political science at Grove City College. His latest book is The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand (Ignatius Press, 2007).