Om at frelse Frankrig
Det var ikke kun et spørgsmål om - døden er bedre end tyranniet - selvom Churchill sagde til fredsforsonerne på den tid, at det var et gyldigt argument.
"Men jeg kan forsikre (medlemmer af Parlamentet) om at vore professionelle rådgivere fra de tre Værn enstemmigt har givet råd om, at vi bør fortsætte krigen," og han kunne meddele om en helhjertet støtte fra de oversøiske Dominions, "disse store samfund langt borte, der er blevet opbygget på vore love og vor civilisation...(og som) erklærer sig rede til at dele vore værdier og kæmpe til afslutningen."
Det var faktisk ikke helt ufornuftigt, der midt i juni måned, at overveje om man ikke skulle smide håndklædet i ringen. Tyskerne have klogeligt trukket de Allierede ind i Belgien og Holland, så vendt rundt og angrebet dem gennem Ardennerne. I begyndelse af juni havde den franske hær mistet tæt på 100000 mænd, og sårede - i Verdun klassen. Sammenstødet mellem de tyske og slaviske hære et år senere kostede færre tab.
Churchill var optaget af, at det skulle stå klart, at British Expeditionary Force ikke havde forladt Dunquerque, men blot trukket sig tilbage over Kanalen for at kæmpe en anden dag. De franske politiske og militære ledere der ønskede at forsætte krigen valgte at forstå dette: De med defaistiske tilbøjeligheder valgte at se det som endnu et eksempel på britisk perfiditet.
Der var ingen perfiditet. Churchill havde besøgt sine allierede den 16. maj og have til sin uro erfaret at styrkerne var brugte. Der var ingen reserver. Den franske hær havde kæmpet voldsomt imod, men var blevet udmanøvreret. Churchill og hans franske modpart, Paul Reynaud, udarbejdede i hast en plan for et fælles anglo-fransk borgerskab, der udover traktatforpligtelser skulle skabe en lovlig basis for at holde Frankrig inde i krigen, men det mislykkedes. De to premierministre forstod, at der virkelig ikke var nogen reserver - i selve Storbritannien, og i landenes respektive imperier, og eventuelt i Amerika.
Man må tilgive folket for ikke at se det længere perspektiv i disse forfærdelige dage. Civile der flygtede sydpå fra kampzonerne blev angrebet af Stuka bombemaskiner. Regeringen forlod Paris og flyttede til Bordeaux - meget passende, en by med gamle britiske forbindelser. Men Reynaud og hans loyalister havde ingen opbakning. Reynaud trak sig tilbage den 16. juni, og en ny regering, blev straks skabt af en af hans ministre, helten fra Verdun, Marskal Philippe Petain.
Petain var kendt som defaist. Den 17. juni i Bordeaux var spørgsmålet ikke om man var pro-tysk, pro-nazi eller noget andet, men om man mente at nederlaget var uundgåeligt eller, som en modsætning at sejr var mulig set i et længere perspektiv. Den gamle marskal, 84 år, gik i radioen og sagde, "vi har opfyldt vore forpligtelser overfor vore Allierede. Med et bittert hjerte kræver jeg, at I (de franske tropper) indstiller kampene, (cesser le combat)" Han meddelte at han ville tage kontakt med fjende for at indgå i forhandlinger om en våbenhvile (den blev underskrevet den 22.)
En anden minister i Reynauds regering var en 49 år gammel soldat der var blevet bragt ind i Kabinettet efter at have stået i spidsen for et bemærkelsesværdigt succesrigt tank-modangreb ved Montconet i Picaride. Han delte Churchills beslutsomhed om at forsætte modstanden. Det var yderst vigtigt at den lovlige franske mydnighed også sagde det. Det var derfor som minister i regeringen og general at han, fuldstændig overraskende spang på et tomotorers fly der var ved at tage afsted med General Edward Spears (Churchills udsending til den franske regering) da denne senere, den 17, lettede fra Bordeaux.
Spears var gået ombord på flyet i den tro han skulle overbringe premierministeren de dårlige nyheder om franskmændenes kapitulation; i stedet medbragte han et glimt af håb om, at en del af Frankrig, hvor lille den end måtte være til at begynde med, ville være med i kampen.
Dette håb hed Charles de Gaulle. Helt fra 1. Verdenskrig, stabsofficer hos den gamle marskal der nu betragtede ham som en forræder (han blev dømt til døden in absentia nogle få uger senere), han var en hengiven og beskeden katolik, opvokset i en royalist familie, men indgydet en pligtfølelse for den republikanske stat, og hvis eneste mål var at tjene nationen. For de Gaulle havde en regering der ikke overholdt traktatlige forpligtelser og havde som det højeste formål at forsvare nationale territorier ingen legitimitet.
Dette var, skal det indrømmes, et synspunkt der kunne stilles spørgsmål til, men politisk havde de Gaulle fat i det samme hovedformål som Churchill (der også havde sine nederlagsramte at strides med), nemlig krigen var global og ideologisk, man kunne nærmest sige religiøs, hvor et kompromis var helt utænkeligt. De europæiske magter kæmpede ikke om landområder men om civilisationens grundvilkår.
Straks efter ankomsten til London sammen med Spears krævede de Gaulle en audiens med Churchill, der ikke var sen til at imødekomme generalens anmodning om at få lov at sende en tale fra BBC. I det kommende stormløb satte han hele sin tillid til Royal Air Force, men var mere end glad for moralsk støtte.
Den fik han med stor taknemmelighed fra polakker, tjekker, nordmænd og andre der ankom til London og oprettede eksilregeringer, sluttede sig til de britiske enheder og han takkede dem. Hans interesser med franskmændede var selvfølgelig noget anderledes. Frankrig repræsenterede en stor del af magtbalancen. Landets fald var en katastrofe, og Churchill var optaget af, at holde det franske imperiums ressourcer ude af tyskernes hænder, i særlig grad de menneskelige ressourcer der med tiden skulle komme til at udgøre det som blev kaldet Det Kæmpende Frankrig. (De franske divisoner i de afrikanske og italienske krigsskuepladser, ligesom kampagnen i 1944 i Frankrig for en stor dels vedkommende bestod af tropper fra kolonierne.)
Churchill forstod øjeblikkeligt, at de Gaulle var det bedste bud på at lede den pro-britiske side i det som allerede var en fransk borgerkrig. Han så dette langt bedre end andre, herunder nogle af sine generaler og den amerikanske ledelse, der kun kunne se en franske nationalist. De Gaulle var patriot, ikke anglofil. Traditionalist som han var forstod stod han, at England (ikke Storbritannien, men England) var "arvemæssige fjender" når det drejede sig om deres interesse i Europa. Som en franskmand fra Nordfrankrig forstod han dog, hvor tæt knyttet de var til hinanden, og hvor vitalt det var at de delte de sammen politiske principper.
Det er nu 70 år siden, 18. juni 1940, at franskmændene mindes det fordi de elsker at mindes, og at lade deres tanker komme bort fra nutiden, hvilket selvfølgelig er en grund, og en god, til at holde af højtideligholdelser. Den anden grund, som er bedre, er det som Faulkner sagde, fortiden er slet ikke fortid. Han sagde det i en dobbeltbetydning, men man kan ikke lade være med at bemærke at franskmændene føler de mister kontrollen over deres individuelle og kollektive skæbne. Måske ville det være fint om nogen ville sende dem en tale fra London og genskabe deres tro på sig selv og deres land.
Selvfølgelig er arven efter de Gaulle kontroversiel. Jo, han fløj til London for 70 år siden og medbragte den franske modstandsflamme, stod sammen med Churchill. I juni 1967 er det vanskeligt ikke at bemærke at han lagde byrden på Israel for at forsvare sig selv mod invasion og massemord. Mente han virkelig der stadig var en chance for forhandling, eller tænkte han kun på Frankrigs formodede interesser i den såkaldte arabiske verden?
Det er et spørgsmål som historikere og erindringsskrivere stadig debatterer. Dominique de Villepin Frankrigs udenrigsminister i 2003, opfattede sig selv om Gaullist i traditionel forstand i forsøget på at hindre Bush's krigspolitik. Nicolas Sarkozy mener også han er traditionel Gaullist ved at give U.S. kvalificeret støtte. Han erindrede at under Cuba missil krisen var de Gaulle den første udenlandske leder der kontaktede John Kennedy og sagde han var på hans side.
I Frankrig er de Gaulle æret i store kredse. Nogle mener stadig han var for nationalistisk og autoritær. Andre igen betragter ham som imperiets graver, forræderen af fransk Algeriet. Men når man ser på, hvordan Frankrig blev ledet eller er ledet, eller hvad det kunne eller gjorde med sine oversøiske besiddelser da kan man næppe se nogen andre fornuftsmæssige alternativer til den politik han gik ind for, ved at acceptere al besværet og brokkerierne ved liberale demokratier.
Eric Zemmur, en populær, provokerende og politisk ukorrekt kommentator om dette og hint minder sine læsere om at de Gaulle ikke ønskede at holde fast ved imperiet fordi det ville betyde at man skulle give statsborgerskab til muslimerne og han ønskede ikke at se dem i Nationalforsamlingen, eller nogen andre steder i nærheden. "Her I set dem? Med deres turbaner og djellabas (pludderbukser)? Franskmænd er franskmænd, arabere er arabere. Olie og eddike!" Zemmur bliver regelmæssigt kaldt fascist og racist men han hævder at skylde Gaullismen sin holdning. Hans modstandere henviser til et "flersidigt Frankrig" -- la France de la diversite -- når de mener befolkningerne i Paris' nordlige bydele, hvor børnene kaldes Muhammad og Fatima i stedet for Pierre og Genevieve.
De nuværende præsident for Frankrig, når han ikke dummer sig, er i det mindste uden tvivl generalens dygtigste elev, med hans intense betoning af den fohenværende rolle for Frankrig på verdensscenen. Han har ikke sagt noget om turbaner, men han er imod burkaer. Sandheden er at ingen, hverken forfængelige politikere eller hårdhudede kommentatorer ved hvad de foretager sig. Derfor påkalder de de Gaulle.
De Gaulle var ikke racist og da slet ikke anti-semit; han mente at Israel ville være i sikkerhed hvis blot de store magter forstod behovet for en sammenhængende "Arabis (hermed mente han Mellemøstlig) politik." Den kan være et fatamorgana. Han sagde aldrig at han var ufejlbarlig, selvom han sådan set så stort på mange menneskers meninger. Ligesom Churchill kunne han have sagt, "Hav tillid til folket," efter at have tabt et valg; faktisk valgte han at tie, og gav aldrig interviews efter han trådte tilbage.
Hvor om alting er, da de Gaulle ankom var Churchill forberedt på det værste og det var ikke uden grund at i hans taler i maj og juni tilsluttede han sig udtrykket "Vær I mænd af tapperhed" hos de engelske soldater der kæmpede. Han og hans gæst huskede måske på endnu en 18. juni da der på sletterne i Belgien, nær en forstad til Bruxelles, kaldet Waterloo, blev spillet et chokerende højt spil af Napoleon mod tiden idet han håbede at kunne løbe Duke of Wellingtons troper over ende før de store preussiske kampenheder nåede frem. Nu, var tiden igen en faktor, skønt på et helt andet plan. To uger tidligere have Churchill allerede fastslået at kampen ville fortsætte "indtil, med Guds vilje, Den Nye Verden, med al den magt og styrke, træder frem for at frelse og befri Den Gamle Verden."
De Gaulle understregede de samme tema da han gik i luften kl. 20.00. Ligesom Churchill kom han ikke med undskyldninger for de taktiske fejltagelser, skønt hans position krævede at han kunne lægge skylden på lederskabet der havde forspildt sin legimitet. En taktisk fejltagelse gør ikke at en krig tabes sagde han:
"Intet er gået tabt for Frankrig. For Frankrig er ikke alene! Dets imperium står bag, og det Britiske imperium behersker havene. Ligesom England, kan Frankrig nu trække på de gigantiske industrielle ressourcer i United States."
Således vist de Gaulle og Chruchill sig at være romantiske nationalister selvom de også var hårdhudede militære kalkulatorer, og de insisterede på at tælle våben , fly og mænd, i det mindste så ingen ville have en undskyldning ved at sige at det var håbløst.
Selvom Churchills taler blev hørt alle steder og hans talemåder gik rent ind i det almindelige sprog hos dagligdagens engelsktalende, havde de Gaulle ingen illusion om at hans radioudsendelse den 18. juni ville have et stort publikum. Den blev trykt i den store avis i Sydfrankrig, La Depeche de Touluse, der stadig var en fri avis, og den blev nævnt i nogle få andre aviser, og den blev omdelt som en brochure og på plakater. Han talte for at vise at ledelsen i Frankrig helt og aldeles misforstod begivenhederne.
Deres tro på egne nationer, på deres civilisation og deres landsmænd var stålfast, ubrydelig. De vidste dog stadig, som Churchill sagde i en anden sammenhæng, at det var på et hængende hår. Det er Friheden altid. "Den franske modstandsvilje må ikke dø, og det vil den aldrig," konkluderede de Gaulle. ("Quoi qu'il arrive, la flamme de la résistance française ne doit pas s'éteindre et ne s'éteindra pas.")
Chruchill havde sørget for en oversættelse tidligere på dagen: "Lad os gøre os klar til at påtage os vore pligter, og således indprente os, at hvis Det Britiske Imperium og dets Commonwealth består i tusind år, da vil mænd stadig sige, 'Dette var deres hædersstund.'"
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar