Kunsten at slå græs

Manden der slår græsset

Christopher Orlet

F. Scott Fitzgerald sagde det som blev så velkendt, at den rige "er anderledes end du og jeg." Det skyldes ikke kun deres kæmpe tegnebøger, som Hemingway mente. Det var snarere det at deres velstand og indflydelse gjorde dem i stand til at affeje livets små slag, og store slag, mens resten af os ville smide håndklædet.

Jeg har derfor også erfaret at professorer i engelsk er anderledes, end du og jeg. Jeg har kendt til min del at doktorer i filosofi, og jeg har læst ganske så meget af deres offentliggjorte materiale, og jeg er overbevist om, at disse mennesker føler mere dybt, tænker mere inderligt og oplever livet mere intimt, end vi stakkels arbejdskvæg.

Jeg faldt over endnu et fint eksempel på dette forleden dag. Aldrig i mit liv havde jeg tænkt på, at det at slå græsplænen var en metafysisk erfaring indtil jeg læste et essay med titlen "Metafysikken ved at slå græs." Pludseligt blev dagligdagens små opgaver, som at slå græsset og samle hundens efterladenskaber op, til et transcendent projekt.

Forfatteren, en professor i engelsk ved Graceland University (der sørgeligt at sige ligger i Iowa og ikke Memphis) udbredte sig meget udførligt om den transformative foretagelse det er at slå græsset. Det er så absolut ikke en almindelig opgave, næh det at slå græsset er en "tilegnet kunstart" og en dybfølt åndelig oplevelse hvor ens "Jeg" møder ens "Mig," hvor arbejdet giver en mærkbar forandring i "det fysiske ydre, og i den eksterne virkelighed." Jeg forlod dette essay en smule vemodig over mit spildte liv, idet jeg havde misforstået de 35 år med den der dybe meningsfyldte erfaring til fordel for det rene og skære slavearbejde.

Jeg formoder at sådan forventes det af mig, da jeg jo ikke er professor i engelsk. Kun i sindet hos en Ph.D. udgør en persons hverdagsaktiviter en højere mening og betydning, uanset om det er at vaske sine shorts eller klippe sine tånegle. Metafysiske erfaringer må være det alle professorer i engelsk har når de ikke underviser vore børn i samfundsomstyrtende litteratur.

Det er heller ikke nok at forandre sin egen eksistens. Som underviser længes forfatteren efter at finde at han har forvandlet sine studenters liv: "Måske længes jeg for meget efter at høre mit ekko i verden. Jo, lejlighedsvis hører jeg fra en tidligere elev, adskillige år efter, at noget af det jeg sagde eller gjorde har givet personen en mening med livet."

Lærerne er ikke kun lønmodtagere der er besatte af at give andre menneskers liv en mening. Min blikkenslager kommer over og renser mit tilstoppede toilet, men han sidder ikke der og undrer sig over om hans Rensesplit har haft en dybere indflydelse på mit liv, vel? Det håber jeg i hvertvfald ikke. Det ville være for underligt. Og det er endda slet ikke deres elevers succes der bekymrer lærerne, men deres indflydelse på eleven succes. Hvis en elev opnår noget, så er det et resultat af hans lærers undervisning og mentorarbejde. Hvis en elev bliver seriemorder, så er det fordi læreren ikke kunne nå ind til ham.

Et vigtigt aspekt af den metafysiske erfaring synes at indbefatte det som du og jeg ville kalde at miste koncentrationen, men som en professor i engelsk ville kalde at overgive sig "til en mental ligegyldighed." Det er:

en form for betragtning, træden et skridt tilbage, resultaterne af utilsigtet mental aktivitet, resultater der er brudt ud fra enhver etableret kontekst. Det er at være utilsigtet, ikke være villig - en villighed der skal åbnes, en ikke villet bestræbelse for at nå et mål, hvormed man kan vurdere sig selv.

Du tænker uden tvivl: Det er jo lige nøjagtig sådan jeg har haft det når jeg slog græsset, men jeg har bare aldrig været i stand til at udtrykke det på en sådan elegant og esoterisk facon! Gud ske tak og lov vi har professorer i engelsk der kan give udtryk for vore uintelligente tanker med og i en så transcendental prosa.

Jeg vil helt sikkert aldrig opnå et sådant stade af oplysning. Da jeg bar affaldet ud her til aften, forsøgte jeg at opleve den legemliggjorte tekstur af min mentale erfaring. Jeg stod der i cirka 5 minutter, med affaldsposen i hånden og stirrede fast på affaldsbeholderen og ventede da at fornemme en slags usynlig åndelig vækst. Jeg følte dog absolut ingenting (jo, måske følte jeg mig lidt tåbelig). Måske er jeg ikke værdig. Måske besidder jeg bare ikke det der skal til - en PH.D. i litteratur.

Sandt nok så har mine handlinger medført en smule forandring i det fysiske ydre, den eksterne virkelighed - trods alt er affaldsbeholderne blevet tømt ved den blotte tilstedeværelse af at være fyldt - jeg kan alligevel ikke lade være med at føle mig skuffet. For selvom beholderen er fuld, da synes mine handlinger tomme for nogen højere mening. Men jeg arbejder på mit indre jeg. Der er en gammel Buddhistisk talemåde der lyder, "Når eleven er klar, så kommer læreren." Nu skal jeg forberede mig.

Engelsk læreren kan være her hvert øjeblik.