Burt Prelutsky
Der var nogle der var skuffede over mig. Jeg hader at skuffe folk, men hvis jeg ikke skriver det jeg selv tror på, hvem skulle så?
Jeg er bange for at en masse mennesker, især blandt rækkerne af mine konservative venner, forveksler det at vælge politikere med det at vælge en præst. Politik er ikke noget højere kald. Det er slet ikke et kald, skønt politikere gerne vil have os til at tro, at de har et liv i selvopofrelse der kan sammenlignes med Moder Teresas. Politikernes verden udgør i hovedtræk et tilflugtssted for mislykkede advokater, rige mennesker der blot ønsker at føje til "kendthed" til deres personlige CV, læger der er blevet trætte af at kæmpe med de mange bureaukratiske regler og papirer og andre middelmådigheder der prøver at få gang i deres stillestående liv.
Hvis mennesker bad mig om en liste over de kvaliteter jeg sætter højt, så ville den indbefatte, ærlighed, mod, venlighed, trofasthed og optimisme. Det er sådanne kvaliteter jeg søger hos mine venner. Det er dog ikke de kvaliteter jeg forventer at finde hos politikere. Ydermere, når jeg hører mennesker gå rundt og fortælle om hvor vidunderlig deres favorit politiker er, ja da synes jeg de lyder som meget naive børn.
Lad os se det i øjnene - hver gang en politiker bliver fanget i utroskab, eller modtager bestikkelse eller forsøger at kontakte nogen på et herretoilet, eller sælger ud af sit lands interesser for sit partis skyld, da reagerer millioner af mennesker nøjagtigt som små børn gør når de finder ud af, at Julemanden eller Påskeharen ikke findes. Det gør jeg ikke.
Det at stemme er noget vil alle kan gøre. Forskellen er at disse stivnakker bliver betalt for gøre det, og derpå får broer og lufthaven opkaldt efter sig til deres minde, som om de selv havde betalt byggeomkostningerne med en personlig check.
Når jeg nu nævner det at stemme så kan jeg ikke undlade at lægge mærke til, hvor mange Demokrater der arbejder imod Obama. For at fjerne den illusion at disse kvajpander er selvstændigt tænkende individer, så fører de reklameannoncer, hvor de stolt erklærer deres modstand til, lad os sige ObamaCare eller til stimuluspakken. Disse lumpne fyre er ikke blå Republikanere, de er gule feje hunde. De var de selvsamme folk der fik dispensation til at stemme sammen med Republikanerne, fordi Pelosi og Reid havde talt næser, og konkluderet at de havde tilstrækkeligt med stemmer til at få vedtaget, hvilken som helst kugleskør venstreorienteret lov de kunne skovle ned i vor hals den pågældende dag.
På sin helt egen facon var disse dispensationer på alle måder sleske og kyniske ligesom at bestikke Ben Nelson og Mary Landreau for at få dem med på ObamaCare ekspressen.
Hvis du ligesom jeg nogensinde har spekuleret på, hvordan disse mennesker kan holde ud at se sig i spejlet, så tror jeg hemmeligheden er at når man bruger hele dagen på at se på typer som Harry Reid, Alan Grayson, Nancy Pelosi og Anthony Weiner, så er det der modbydelige væsen i spejlet slet ikke så værst.
Burt Prelutsky has been a humor columnist for the L.A. Times, a movie critic for Los Angeles magazine and a freelance writer for TV Guide, Modern Maturity, the N.Y. Times and Sports Illustrated. His brand new book is entitled "Portraits of Success: Candid Conversations with 60 Over-Achievers" and is available at the WND Superstore.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar