Behovet for at der er brug for en er universel. Mænd har det; kvinder har det. Kønnene kan føle behovet på forskellige måder, men det inderligste ved behovet er det samme. Mange kvinder føler sig særligt i live når deres små børn har brug for dem; mange mænd føler sig værdsat når deres familier har brug for dem og/eller deres arbejde. Det er derfor de fleste kvinder går igennem vanskelige følelsesmæssige perioder når deres voksne børn forlader hjemmet og skal leve et uafhængigt liv, og de fleste mænd synes det er knusende at miste sit arbejde - ikke nødvendigvis på grund af tabet af indkomst, men fordi den betydning der fulgte med jobbet, det at der var brug for en, nu ikke længere er tilstede.
Kun når der virkelig er brug for en tror vi på vi har betydning. Giv en knægt en særlig opgave - det kan hvad som helst - og han blomstrer op. Giv en pige, ansvaret for en person - ja faktisk ethvert levende væsen - der er afhængig af hende og hun blomstrer op.
Selvfølgelig er der myriader af også usunde måder at føle der er brug for en. Hvis en ugift teenagepige får en baby for at føle der er brug for hende, er det sædvanligvis ikke godt for hende, for barnet og for samfundet. Hvis en dreng tilslutter sig en bande for at føle der er brug for ham at han er betydningsfuld, så er det rigtigt dårligt for ham og samfundet.
Selvom det ikke var bevidst så har venstrefløjen med tiden ødelagt menneskets evne til af føle der er brug for dem som enkeltpersoner, og derfor at de har betydning. Som jeg regelmæssigt bemærker, jo større regering, des 'mindre' borger. Man kan tilføje: Jo større regering, des mindre betydning har borgeren, især mændene.
Dette er let at forklare, fordi det er så definitivt. Jo mere staten overtager, des mindre skal borgeren selv udføre. Et velkendt eksempel er den måde velfærd har frarøvet så mange mænd deres betydning, når kvinder og deres børn bliver afhængig af økonomisk hjælp fra staten.
Det går videre end det. For at føle man har betydning har mænd ikke kun brug for at andre er afhængige af dem, de har også brug for at være afhængige af sig selv, af deres eget arbejde og initiativ. Men det, bliver også ødelagt når staten bliver større. Færre og færre mennesker arbejder for sig slv (hvilket fører til, blandt andet, at det livsnødvendige amerikanske ideal, at turde tage en risiko i erhvervslivet forsvinder).
Det bliver værre endnu. Når behovet for at være her og have en betydning skifter fra individet til staten, da bestemmer staten i stadig større grad ,hvem der er brug for, og hvem der har betyding.
Det vil sige, først og fremmest politikerne. Sådan må det være, for den som kontrollerer den stadig udvidede regeringsmagt har den største betydning i samfundet.
Endnu en betydelig gruppe i venstrefløjsstaten er mediepersonerne. De har stor betydning i en ikke-venstreorienteret stat som Amerika. Der er til gengæld en enorm forskel. Da de amerikanske medier i det store og hele er uafhængige af regeringen, så er der et langt større antal af indflydelsesrige mediefolk i Amerika, end i de mere statskonsoliderede medier i Europa eller Latinamerika. BBC eller France Radio - hvilken forskel. Derfor er ingen i de amerikanske medier så magtfulde som lederne i BBC eller RTF. Derfor kan den amerikanske stat ikke 'salve,' udvælge, hvem der har betydning i medieverdenen.
En anden indflydelsesrig gruppe i den venstreorienterede stat er de intellektuelle. De udpeges også i vid udstrækning af staten som betaler al udannelse og intellektuelt liv. En grund til at intellektuelle i Amerika og Europa er så fremmedgjorte overfor amerikansk kultur er at intellektuelle sjældent har haft den indflydelse eller berømmelse, her hos os, som de har haft i Europa. Der er ingen amerikanske intellektuelle der har opnået den indflydelse og hæder som Jean-Paul Sartre fik i Frankrig, for eksempel.
Derfor får også kunstnerne en større vægt mens venstrefløjsstaten vokser. De bliver nemlig også delvis betalt og hyldet af staten.
Med den stadig ekspanderende stat, som venstrefløjen, skaber mister det helt store flertal af individerne betydning ved, at der bare er mindre brug for dem fordi staten overtager mange af deres roller, og opgaver. For 50 år siden, havde mændene i Rotary Club prestige og social betydning. Det havde fædre også. Det havde gejstlige også. Med fremkomsten af venstrefløjen, og udvidelsen af deres stat er meget af deres magt og betydning blevet borteroderet.
Nu da staten vokser yderligere med sundhedsreformen så vil det samme ske med lægerne mens deres magt og prestige fjernes fra dem og overdrages til dusinvis af nye regeringskontorer der skal regulere sundheden. Med tiden, vil hverken du eller din læge suverænt bestemme din behandling.
Faktisk vil der ske det med tiden, hvis venstrefløjen får sin vilje og staten bliver ved med at blande sig og udvides, at du heller ikke får lov at bestemme, hvilken temperatur du vil have i dit hjem eller hvordan du kommer på arbejde. Der vil heller ikke blive brug for dig til at give dine børn uddannelse (det er allerede statens opgave, og det meste af Europa har forbudt hjemmeundervisning), eller hvordan du opdrager og disciplinerer dine børn (staten vil sikre at du gør det korrekt, og korporlige afstraffelser er nu ulovligt i 25 lande). Fædre vil der hovedsageligt kun være brug for (og efter skilsmisse) som forsørgere af børn og ægtefællen.
Kort sagt er der i al væsentlighed kun brug for dig til et formål: At finansiere det eneste der virkelig er brug for - STATEN.
Dennis PragerDennis Prager hosts a nationally syndicated radio talk show and is a visiting fellow at the Hoover Institution at Stanford University. He is the author of four books, most recently "Happiness Is a Serious Problem" (HarperCollins). His website is www.dennisprager.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar