Hvad John Lennon ikke forestillede sig!

Hvad Lennon ikke forestillede sig

Avi Davis

Det er en skelsættende tid for Beatles fans. John Lennon, døde for nu 30 år siden, han ville ellers være blevet 70.

For mange fra 60'erne der voksende op som trælle af 'Fabelagtige Fire,' da må ideen om at et så vigtigt symbol for ungdomskulturen netop var ankommet på tærskelen til den gamle tid (hvis en sådan stadig eksisterer og i vor teenagebesatte kultur) virkelig have været dybt foruroligende.

Det syntes som om at hele den generation endelig var blevet skyllet op på selve senilitetens strandbred.

Der kan ikke være tvivl om at Lennon, i partnerskab med den fremragende melodismed Paul McCartney skabte nogle af de mest mindeværdige popmelodier i det 20. århundrede. Det er grund nok i sig selv til at mindes hans liv. Men det at det ikke lykkedes ham at afslutte sin livs rejse har frosset erindringen om ham til at dreje sig om det der skete der midt i livet. Der hersker han så, guruen for fred og kærlighed, en uudfordret og ikke angrende hippie, hvis vision om verdensfred forbliver uberørt af virkeligheden eller uden hensyn til de historiske begivenheder.

Glemt eller måske med vilje overset, er at Lennons soloarbejde i de sidste ti år efter Beatles årene, var langt mindre væsentlige end noget af det han skabte som medlem af gruppen og det var endog meget svagt i sammenligning med det arbejde hans venner i Beatles kom frem med (og jo, jeg indbefatter Ringo Starr i den vurdering). Hans coda, det overdrevne og latterligt sentimentale Double Fantasi album(1980) var flovt for så stort et talent, og et bevis på, at måske havde hans musikalske muse endelig forladt ham.

En del kan skyldes Lennons beslutning om der tidligt i 70'erne at komme med politiske udtalelser fremfor musik. Han flyttede fast til New York City i 1970, og han og hustruen Yoko Ono blev fakler for radikal og stærkt venstreorienterede sager. Feminister, Black Panthers, Yippies og fredsbevægelses aktivisterslog alle lejr under Lennon/Ono's skjold for at fremme deres liberale politik. Denne eklektiske jamboree kommer til udtryk i optagelsen Sometime in New York City (1972), som er temmelig melodiforladt og et blegt forsøg til at indfange den radikale tidsgejst. Den faldt helt igennem og bliver betragtet, med stor enighed, som et at de værste gennembrudsforsøg for nogen af the Beatles.

Optagelserne med Lennon i tiden efter Beatles, på nær de allertidligste, kan man stort set godt afvise, men det som ikke kan afvises er hans kulturelle indflydelse. Lennon står i dag som det mest hædrede ikon i fredsbevægelsen panteon -- en figur med en sådan majestætisk helliggørelse, at han er blevet helgengjort af sekulære humanister. Dette ry balancerer uheldssvangert på blot en sang - Imagine.

Imagine er gennemsyret af nogle halvt-færdiggjorte romantiske forestillinger, og præsenteres som en vision af en verden uden konflikter. Sammen med en æterisk melodi forekommer den at flyde på et hav af mystik, og maler et billede af et utopia som de fleste kommunistiske ledere i 1970'erne ville kunne genkende.

"Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world..."

Ville Lennon med tiden være blevet intellektuelt modnet, og endeligt erkende, at denne formel for verdensfreden skrevet i et palæ i det engelske landskab langt borte fra de kommunistiske despoter og de autoritære der på den tid der holdt næsten halvdelen af menneskeheden i trældom, ikke virkede? Ville han have forstået at der var noget underligt skævt ved at forsøge at afklæde religionen, regeringerne, suverænitet og velstand?

Ville han måske endeligt have forstået at hans adopterede hjem United States, faktisk stod som den sidste og bedste chance for menneskeheden til at holde fast i friheden der netop havde givet man lov til at nedfælde sådanne mesterværker som Across the Universe og A Day In the Life...?

Sandsynligvis ikke. Det at være naiv er et at de største privilegier hos de rige og berømte. Isolerede fra det barske liv er vore popikoner i sikkerhed og frie til at komme med dumme gæt om verden, udstille løsninger der mere eller mindre vil medføre elendighed for menneskeheden.

Når han engang var kommet med et sådant princip, er det højst usandsynligt at Lennon nogensinde ville have trukket denne Imagine filosofi tilbage, Ulig McCartney der har vist sig at være rimelig fornuftig ved forskellige lejligheder om vigtige sikkerhedsprøgsmål, da opførte Lennon sig som et barn og viste tilbøjelighed til at forkaste det konventionelle, og han ville sandsynligvis være fortsat med at finde behag og tilfredshed ved at have modsatrettede politiske og ideologiske principper. Det er tvivlsomt om han ville kunne have skrevet en sang som Freedom, som McCartney skrev i vreden, der fulgte på angrebene 9/11.

Arven efter Lennon forbliver dog, og hans Imagine vision fortsætter med at inspirere den nuværen antikrigsbevægelse, en kendsgerning han uden tvivl ville være stolt over. Da truslen om atomkrig vokser med Iran, og den islamiske terrorisme sætter Vestens samfund i konstant alarmberedskab, ved den beslutsomhed der sværges for at ødelægge os i en slags 'broderskabets ånd,' præsenteres vi samtidig for en helt og aldeles uansvarlig fatal forestilling om det imaginære.

Avi Davis is the president of the American Freedom Alliance in Los Angeles. He blogs at The Intermediate Zone and On the Other Hand