Algeriet: Dekoloniseringens fallit

Algeriet: Dekoloniseringens fallit

Mariano Navarro             
                    

Uanset hvor betænksomt man forsøger at tale om det 20. århundredes europæiske kolonialisme, ved intet positivt at sige om de tidligere kolonimagter, så anses det sædvanligvis som elitært og eurocentrisk , i bedste fald, og militaristisk og racistisk i værste. 

Dette er især noget der gælder en kompliceret sted som Algeriet. Her forleden mindedes det internatioale samfund 50 års dagen for Algeriets uafhængighed, givet af den franske præsident Charles de Gaulle den 3. juli 1962, efter en blodig krig der varede 8 år mod revolutionære der gik ind for uafhængighed.

 

Men hvad helt præcist er det der mindes?

Algeriet i dag er en gang rod af kæmpedimensioner. Min forskning, der har bragt mig til landet adskillige gange i de senere år antyder at det er et meget fragmenteret og ustabilt land. Der er også den konstante islamiske trussel. Sagt råt for usødet, så har jeg fundet landet værende kaotisk, møgbeskidt, og som en krudttønde. Det burde være flovt for landets ledere - og for den internationale udvikling eksperterne har rådgivet om i årtier. Algeriets revolutionære vold i løbet af 1950’erne synes at have opnået meget lidt, ud over at have efterladt anslået 700000 døde, og tusinder flere arrede fysisk og psykologisk.

Drevet af en kommunistisk ideologi og tidlig islamisme, benyttede grupper som National Liberation Front, nådesløst guerilla taktik, tortur og terrorisme mod deres eget folk. Franske faldskærmstropper svarede hensynsløst igen med deres egen -mod-revolutions- taktik - og i et stykke tid havde de succes. (Gillo Pontecorvo’s fremragende film fra 1986, “Slaget om Algeriet,” skildrer nogle af slagene og de taktikker der benyttedes på begge sider)

 

Jeg vil ikke belaste læserne med en detaljeret beretning om den rædselsfulde krig, der er adskillige gode beretninger på skrift (såsom Alistair Horne’s A Savage War of Peace). Men det er værd at bemærke at selv efter man fik uafhængighed fortsatte angrebene i årtier mod civile algeriere - herunder Berberne - ved de forskellige oprørsfraktioner .

Den rædselsfulde borgerkrig i 1990’erne mellem forskellige islamist oprørsgrupper og regeringen efterlod 200000 døde. De fattige, dødsdømte Cisterciensermunke i Tibhirne - syv af dem blev halshugget af en islamistgruppe i 1996 - var de berømteste ofre for det skrækkelige årti.  

(Dette er på smukkeste vis erindret i den gribende film fra 2010 “Of Gods and Men.”) 

Kort sagt så medførte dekoloniseringen og uafhængigheden fra Frankrig ikke i et værdigt selvstyre, en fredelig udvikling eller en politisk orden som lovet af de pro-uafhængige ideologier i 1950’erne.

Det at de franske myndigheder og de franske familier drog ud af landet — pieds-noirs (det vil sige algeriere af europæisk afstamning) sammen med katolikker, jøder og loyal muslimske intellektuelle - gjrode at landet stod tilbage i en usikker position og kulturelt fattiggjort. Algeriets såkaldte “Uafhængighedskrig” fjernede effektivt den ene gruppe der kunne have opretholdt den politiske orden, fremme udvikling og sikre fred i Algeriet - franskmændene.

.

Det er en af de der “hvad om” ved historien. Ville Algeriet have haft en lysere fremtid om det var forblevet under fransk styre? Man kunne helt sikkert argumentere for at med fortsat adgang til det franske sprog og kultur, manerer, moeures, da ville den algeriske befolkning være under indflydelse af europæisk civilisation - og ville have høstet gavn af Vestens kulturarv.

I stedet synes succesive regimer af fanatiske pro-uafhængighedsledere og islamist grupper af have vanrøgtet landets europæiske rødder. Læg mærke til at jeg ikke nødvendigvis går ind for at den ene kultur står over den anden, jeg vil snarere understrege dyderne og goderne ved at have forskellige kulturelle og sproglige traditioner der samarbejder med - eller “mødes” (i postmoderne sprogbrug) hinanden. 

Assimilationen, blandingen og den stadige udveksling af forskellige kulturer og traditioner i Vesten gennem historien er præcist det som har gjort Vestens civilisation levende, modstandsdygtig og stærk. 

Er alt dette så en sløret forsvar for kolonialismen? Næ, det er det faktisk ikke. Men det er en kritik af den almindelige og meget udbredte formodning af de europæiske kolonmagter kun bragte lidelse, udnyttelse og ødelæggelse til de tidligere kolonier. Sådanne overdrevent forsimplede argumenter - sørgeligt nok alt for almindelige blandt venstreorienterede internationalister og marxistiske akademikere - ignorerer de goder og de bidrag som kolonialisterne bragte til udviklingsverden. De politiske institutioner og de administrative procedurer som Indien arvede fra Storbritannien har for eksempel bidraget direkte til landets vækst. 

Noget lignende kan siges om Hong Kong. (Om man ønsker en fremragende forklaring på Hong Kongs succes så find denne tale “Two Cheers for Colonialism,” givet i 1997 af Derek Davies, tidligere redaktør for Far Eastern Economic Review). (læs også denne artikel på synopsis).

Som kontrast har Algeriet fastholdt meget lidt af sin franske kolonifortid. En ven fra Paris fortalte mig fornyligt at hans mor og hendes familie havde besøgt hovedstaden Algiers for nogle får år siden. De havde været pieds-noirs. Han huskede, hvordan de havde besøgt deres forfædres hjem, med tilladelse af de nye ‘ejere’, og de var overraskede over at finde at mange af familiens ejendele - malerier fra det 19. århundrede, polstrede møbler m.m - stadig stod der, ligesom da familien havde forladt huset i 1960’erne. Den eneste forskel var, at alt var dækket af støv og skimmel, malerierne var falmede, møblerne ødelagt, alt sammen negligeret af de familier der nu deltes om huset. 

Min vens familie anerkendte at intet at det tilhørte dem længere, men det gjorde dog stadig ondt i deres hjerter at se så mange mindelser om det som engang havde været - ødelagte efterladenskaber af europæisk civilisation. Det var, sagde min ven, næsten som at se et ensomt spøgelse vandre igennem hallerne af et glemt, forladt palads: Tragisk - og en påmindelse om at Europas kulturarv eroderer rundt om i verden.

http://frontpagemag.com/2012/mariano-navarro/algeria-a-case-study-of-decolonization/2/