Nixon versus Johnson
R. Emmett Tyrrell, Jr.
En Watergate fodnote du ikke kan læse om hos Woodward og Bernstein.
En af mine favorit polemikere er tilbage, Bob Woodward med sit vedhæng Carl Bernstein.
I søndags skrev de i Washington Post at Richard Nixon var mere at foragte, end de hidtil havde ment. Den 37. præsident førte fem krige mens han var i embedet, ifølge knægten, og de omfatter ikke mindre trakasserier, såsom Den Kolde Krig mod Sovjetunionen og Vietnamkrigen.
I søndags skrev de i Washington Post at Richard Nixon var mere at foragte, end de hidtil havde ment. Den 37. præsident førte fem krige mens han var i embedet, ifølge knægten, og de omfatter ikke mindre trakasserier, såsom Den Kolde Krig mod Sovjetunionen og Vietnamkrigen.
Jeg
hævder Woodward er en polemiker. Du kan måske huske hans
kontroversielle “interview” med Cia chefen Bill Casey udført ved Bills
dødsleje, hvor ingen andre var tilstede. Det kom med i Woodwards bog Veil,
og reddede dermed dens forfatter fra ydmygelsen ved at skulle indrømme
at Bill havde holdt Woodward grundigt ude i mørket om Iran-Contra sagen
og så meget andet under deres mere konventionelle interviews førhen.
Denne gang afskar Woodward på en eller anden vis Bill’s CIA vagter, hans
læger og sygeplejersker, hans hustru og datter - en af dem var i
hospitalsværelset hele tiden - for at få dette ‘uforlignelige ‘
“interview.” Ydermere havde Bill helt mistet talens brug, hans ansigt
var forvredent, som hans ven Bert Jolis fortalte i dagene efter det
såkaldte interview.
Woodward
overvandt dog enhver hindring for at få en bekendelse af en døende mand
om indblandingen i Iran-Contra som Woodward intet kendte til mens han
skriver bogen. Muligvis havde han iført sig forklædning der i Bills
hospitalsværelse - som en kakerlak.
Woodward
er derfor vendt tilbage den selvsamme weekend mens jeg kæmpede mig
igennem side, 353, af Robert A. Caro’s nye 714 sider ‘behandling af
Lyndon Baines Johnson, The Passage of Power.
Trods det fromme sludder som man hører fra entusiasterne af den døende
liberalisme, så er bogen en sjusket skrevet monstrøsitet, men ikke helt
uden sine brugbare elementer.
Caros sætninger skramler afsted som var de oversat fra et andet sprog - endda dårligt oversat. Hans afsluttende noter er så kaotiske så de er nytteløse for læserne og endog for forskere. Mange af dem er fra sekundære kilder. For eksempel taler Caro om Camelot som om John F. Kennedys Hvide Hus altid blev kaldt Camelot.
Caros sætninger skramler afsted som var de oversat fra et andet sprog - endda dårligt oversat. Hans afsluttende noter er så kaotiske så de er nytteløse for læserne og endog for forskere. Mange af dem er fra sekundære kilder. For eksempel taler Caro om Camelot som om John F. Kennedys Hvide Hus altid blev kaldt Camelot.
Faktisk
fik administrationen ikke den benævnelse før efter drabet på
præsidenten. Så arrangerede en konfus Jacqueline Kennedy et interview
med journalisten Theodore White og i det interview dukkede så udtrykket
Camelot op for de fremtidige generationer. Hvis læserne ikke er klar
over dette kan de være undskyldt, for Caro kommer ikke med nogen
citater. Hvad han helt præcist mener er uklart. Senere omtaler han
“détente” så tåget at han kunne henvise til en politik fra New Frontier,
skønt det var en politik fra Henry Kissinger og Richard Nixon -- igen
kommer han ikke med nogen slutnote. Jeg ved faktisk ikke om Caro kender
til såvel Camelot som détente.
Så
er der navnet Richard Nixon igen. Erindringen om ham fremprovokerer en
flygtig tanke: Hvordan kunne Woodward, eller for den sags skyld Caro,
sammenligne Nixon og Johnson. Nixon
arbejdede for at få afsluttet krigen som John F. Kennedy og Lyndon
Johnson forkludrede med så massive omkostninger i liv og skatter.
Nixon
var på rette vej til at redde Sydvietnam før han blev fordrevet fra
embedet. Nixon reddede staten Israel samtidig med han kæmpede mod
anklagen for højforræderi. Han og Kissinger spillede Sovjetunionen som
en Stradivarius og afsluttede forestillingen med Kina som en virtuel
allieret. Alt taget i betragtning - slet ikke så dårligt.
Så er der Johnson. Blandt Caros mange fejl, da er doven ringe forskning ikke en af dem. Han genfortæller trofast, hvordan Præsident Johnson gjorde købet til 17500 dollars af en radiostation til en kæmpe medieformue gennem manipulation af såvel forbundskontorer som FCC. Som midaldrende var han, en der havde været ansat hele livet i regeringen, - millionær. Han stjal sit første valg -- da han gik i high school - sit sæde i Senatet i 1948 og staten Texas fra sin kammerat i 1960. Det sidste kapløb mod Nixon, der klarede han ikke konkurrencen. Så er der den psykologiske sminkning. Han var usikker, ustabil, ofte det rene vrag. Som vicepræsident var han en følelsesmæssig ruin fra skænderier med Kennedyerne indtil den sørgelige dag i Dallas da John F. Kennedy blev skudt i bilen foran hans.
På nærmest skræmmende vis, i løbet af minutter, efter præsidentens død, gik Johnson igennem en form for følelsesmæssig åbenbaring, og vendte tilbage til sit gamle bluff, skønt falsk i sig selv. Meget barskt, i løbet af en halv time efter Bob Kennedy erfarede sin brors død, krævede vicepræsident Johnson at indtage embedet. Ufølsomheden, manglen på empati er chokerende.
Alligevel er vi lige siden Nixon blev fordrevet fra embedet blevet forledt til at tro at Nixon var kortsluttet i hovedet og en trussel mod vore demokratiske værdier, og at Johnson var ....nuvel hvad var Johnson? Vi er i dag på vej mod en national fallit på grund af hans elendigt finansielt understøttede politik. Jeg vil sige, at uanset hvor han er, så lad os få Nixon tilbage.
R.
Emmett Tyrrell, Jr. is the founder and editor in chief of The American
Spectator. He is the author of the forthcoming The Death of Liberalism,
published by Thomas Nelson Inc. His previous books include the New York
Times bestseller Boy Clinton: the Political Biography; The Impeachment
of William Jefferson Clinton; The Liberal Crack-Up; The Conservative
Crack-Up; Public Nuisances; The Future that Doesn't Work: Social
Democracy's Failure in Britain; Madame Hillary: The Dark Road to the
White House; The Clinton Crack-Up; and After the Hangover: The
Conservatives' Road to Recovery.Så er der Johnson. Blandt Caros mange fejl, da er doven ringe forskning ikke en af dem. Han genfortæller trofast, hvordan Præsident Johnson gjorde købet til 17500 dollars af en radiostation til en kæmpe medieformue gennem manipulation af såvel forbundskontorer som FCC. Som midaldrende var han, en der havde været ansat hele livet i regeringen, - millionær. Han stjal sit første valg -- da han gik i high school - sit sæde i Senatet i 1948 og staten Texas fra sin kammerat i 1960. Det sidste kapløb mod Nixon, der klarede han ikke konkurrencen. Så er der den psykologiske sminkning. Han var usikker, ustabil, ofte det rene vrag. Som vicepræsident var han en følelsesmæssig ruin fra skænderier med Kennedyerne indtil den sørgelige dag i Dallas da John F. Kennedy blev skudt i bilen foran hans.
På nærmest skræmmende vis, i løbet af minutter, efter præsidentens død, gik Johnson igennem en form for følelsesmæssig åbenbaring, og vendte tilbage til sit gamle bluff, skønt falsk i sig selv. Meget barskt, i løbet af en halv time efter Bob Kennedy erfarede sin brors død, krævede vicepræsident Johnson at indtage embedet. Ufølsomheden, manglen på empati er chokerende.
Alligevel er vi lige siden Nixon blev fordrevet fra embedet blevet forledt til at tro at Nixon var kortsluttet i hovedet og en trussel mod vore demokratiske værdier, og at Johnson var ....nuvel hvad var Johnson? Vi er i dag på vej mod en national fallit på grund af hans elendigt finansielt understøttede politik. Jeg vil sige, at uanset hvor han er, så lad os få Nixon tilbage.
http://spectator.org/archives/2012/06/14/nixon-v-johnson
Ingen kommentarer:
Send en kommentar