Hvad vil Kina i Afrika?

Afrikanske Mysterier

George H. Wittman

Hvorfor gør de ‘afrikanske mysterier’ ingen indtryk på kineserne?

Det er en lang fortælling der begyndte kort efter 2. Verdenskrig. Da Afrika indledte sin afslutning af båndene til kolonimagterne søgte Eisenhower administrationen, sammen med nogle af de tidligere kolonimagter at se nærmere på behovene hos de ny nye uafhængige stater. Der opstod meget snart en rivalisering på hjælpeområdet. Den Kolde Krig tilskyndede til mere generøsitet og snart blev Afrika det fashionable mål for  hjælp, som har sat sporet i de senere årtier.

Sammen med denne økonomiske og politiske opmærksomheder dukkede der artikler og bøger op der hele tiden understregede det “mystiske” ved kontinentet, og de forventede belønninger der ville komme fra dets “enorme uudnyttede ressourcer”.

Dette har været overskriften siden Henry Morton Stanley blev udsendt i 1871 af New York Herald for at “redde” missionæren David Livingstone, der så langt fra havde brug for at blive reddet. Joseph Conrad fik inspiration, 30 år senere, af kontinentets ‘mystik’ da han skrev “Hjertets Mørke.”

Forside på udgave af Conrads bog.

Dette billede af Conrad af ufattelig uigennemskuelighed sammen med alle de andre kommentatorer senere hen indførte temaet om en fattiggjort befolkning udnyttet af bølger af individuelle virksomheder og regeringer. Problemet er at så længe afrikanerne selv er med blandt disse udnyttere - så er det ganske korrekt. 

Det er da forbløffende, at selv i dag er det de samme karakteristikker med “mystik” og “uudnyttede ressourcer” der lyder for at opmuntre til amerikanske, europæiske og aisatiske interesser og investeringer i Afrika. I de fleste tilfælde er henvisningen til de frodige, grønne tropiske områder bedst kendt fra film Hollywood har lavet. De tørkeramte Sahel-område på grænsen til Sahara tiltrækker sig ofte langt mindre interesse selvom dets befolkningsgrupper drager sydpå i søgen efter vand og nye levesteder.

Afrikas såkaldte “mystik” omtales ofte i forklaringen på, hvorfor Vesten i så mange år har fundet det vanskeligt at forstå den socio-økonomiske struktur der dikterer livet på dette gigantiske kontinent. Det er interessant at bemærke at tidligt i 1960’erne da kineserne begyndte af få interesse i Afrikas overflod af mineraler, da fokuserede de ikke på landenes  eksisterende politiske organisation. De forsøgte ikke at ændre de post-koloniale administrationer. De gjorde meget lidt, om intet, for at introducere deres Mao udgave af kommunismen.

De holdt udelukkende deres bestræbelser direkte rettet mod de økonomiske interesser der.

For 60-70’ernes kinesere var Afrika ikke “fuld af mystik” og det gælder stadig i dag. For Beijing bedømmer hver afrikansk nation ud fra dets muligheder for at udvikle og udnytte de økonomiske projekter. Kineserne tænker ikke i baner som “enorme uudnyttede ressoucer.” De tænker og planlægger i udviklingsbaner der passer til Folkerepublikken Kinas egne behov og hvordan et givet lands evner og muligheder kan udnyttes til profit. Næstekærlighed er end ikke noget der overvejes.

Samtidig rejser afrikanske studenter og politiske ledere til Kina for at lære det Beijing ønsker at lære dem. Vestens lande og deres hjælpeprogrammer klager over at kineserne ikke ønsker at uddanne afrikanerne, men snarere indoktrinere dem. For mange år siden sagde en veteran politiker fra Kenya, da han blev konfronteret med dette udsagn, “Hvad galt er der i det? Afrikaneren drager derhen, tager imod det han bryder sig om, og kommer hjem og har kun fået noget godt ud af det.” Denne politiker var Oginga Odinga, landets første vicepræsident og chef for Luo Stammen.

Der er et grundlæggende instinkt i Afrika, født af århundrederne, en  overlevelseskamp, mod invaderende, interne som eksterne. Det er der absolut intet mystisk ved, men for den europæiske kulturopfattelse er den afrikanske sociale kontrakt at betragte som værende på et “lavere” niveau. Denne tro på en større europæiske sofistikation gør det i bedste fald vanskeligt at forstå den afrikanske måde at tænke på.

Et praktisk eksempel er måske den bedste måde at påpege forståelseskløften:

Der forbliver et traditionelt socialt sikkerhedssystem udbredt over hele Afrika. Afrikanerne synes at holde fast i et fortsættende slægtskab med deres store familier, og gennem dem også deres landsby. Undertiden er disse hjemmelandsbyer blevet oslugt i et større byområde, men de eksisterer dog stadig. De blikbeklædte hytter i stamme “townships” der er opført lige udenfor sub-Saharas afrikanske byområder bevidner dette. Det er i dette “hjem” at hver afrikaner kan trække sig tilbage under personligt, politisk eller økonomisk pres.

Afrikaneren mener ikke hans sociale sikkerhedssystem er mindre støttende end Vesten regeringshjulpne system. Faktisk, i de fleste tilfælde, bedømmer afrikaneren sig som værende bedre beskyttet. For europæeren er dette virkelig et “mysterium.”

Det er ikke det at kineserne bedre forstår, hvordan man arbejder med afrikanere, men snarere at de ikke sammen med deres forretningsønsker har nogen forpligtelse til socio-økonomisk forbedring. Der afholdes ikke koncerter i Shanghai for at hjælpe de sultende i Darfur. Skyld eksisterer ikke i den kinesiske tankegang over fortidens koloniudnyttelse og slaveriets omvæltninger og ulykker. Afrika til gengæld forventer ikke særlige fordele af deres orientalske fætter. (Som kineserne omtaler sig selv) I virkeligheden har immigranter og handelsfolk fra Sydasien boet og arbejdet side om side med afrikanere i hundreder af år.

Afrikas ressourcer vil blive udviklet lige så længe det kommercielt er levedygtigt at gøre det. Det er helt sikkert ikke ukendt at der forbliver potentiale for yderligere udvindings industrier og endog også fabrikationsvirksomheder i visse tilfælde. Men det afgøres altsammen af om det bedømmes som profitabelt. Der er ikke noget mere mystisk ved Afrika end der er ved Sydamerika, Sydøstasien eller nogle andre mindre udviklede regioner i verden. Afrikas økonomisk udviklingspotentiale er lige så konkurrencedygtigt som ethvert andet område i verden. Hvordan man bringer det potentiale til at være noget frugtbart er ikke en mysterium - det er blot meget svært!

George H. Wittman writes a weekly column on international affairs for The American Spectator online. He was the founding chairman of the National Institute for Public Policy.

http://spectator.org/archives/2012/06/01/african-mysteries