Obama - Hollande - en sammenligning

Barack Hollande

Larry Elder

Frankrig har nu Obamas ‘succes’ at se frem til med den nye præsident

Valgte Frankrig lige præcis en overbevist socialist, der ønsker at lade skatterne på de rige øge? Ja. Beder præsident Barack Obama om fire år mere med en økonomisk filosofi der ligner den nye franske præsidents?. Ja, det gør han.

Ak ja, alt denne forandring - og det nu!

I Frankrig vil de der tjener over en million euros stå overfor en skatterate på 75%. Og en af Francois Hollandes første handlinger som ny præsident for Frankrig var at lave om på sin forgængers kurs og sænke pensionsalderen fra 62 - 60 år - dette i et land hvis udsigter for underfinansierede pensionshæftelser til landets levende borgere er cirka 8,37 billion dollars, eller 300% af dets BNP på 2.774 billion dollars. USA’s underfinansierede Social Security, Medicare og hæftelser til receptpligtig medicin til levende borgere er cirka 50 billioner dollars, eller 333% af vor nuværende 15 billioner dollars BNP.
                                    
Frankrig er et land hvis gæld svarer til 90% af BNP (USA’s gæld er over 100% af BNP). Man havde ingen BNP vækst i det første kvartal af 2012, og arbejdsløshedsprocenten er 10,2. Skatterne, som procentdel af BNP er 56%. (USA stats- lokal- og forbundsskat er 33% af BNP, eksklusive dollarværdien af regeringspåtvunge regler på den private sektor).

Frankrig er en gang rod. Hollande, som Obama, ignorerer de mange eksempler på regeringskontrollerede økonomier versus der, hvor regeringer tager mindre fra folket og stoler på, at det er den private sektor der skal skabe jobs.

Lad os se på blot et eksempel. Hong Kong blev en britisk koloni, efter den første Opiums Krig i midt 18. tallet. Da hovedlandet Kina faldt i kommunistisk kontrol et århundrede senere flygtede mange kinesiske udvandrere og virksomheder til Hong Kong. I 1961, udnævnte Storbritannien Sir John Cowperthwaite, en tilhænger af den Østrigske Skole med fri-markeds økonomi, til finansminister i Hong Kong. Indbyggerne i Hong Kong stod så overfor en maximum på 15% i personlige skatter, ingen afgifter, ingen subsidier, ingen lån fra regeringen og meget få regler. Cowperthwaite kaldte det “positiv - ikke intervention.”

Sir John Cowperthwaite

Under hans ledelse oplevede Hong Kong en stigning på 50% i lønninger og et to tredjedels fald i antallet af hjem med akut fattigdom. Eksporten steg med 14% om året da Hong Kong udviklede sig fra en handelsstation til en større regional handels og fremstillingsbase. Hong Kong er omgivet af vand og klipper uden naturlige ressourcer - udover dets folks flid.

I sin første budgettale sagde Cowperthwaite: “I det lange løb er summen af beslutninger ved individuelle forretningsmænd, der udøver individuel foretagsomhed i en fri økonomi, selvom om der ofte fejles, langt mindre tilbøjelige til at forårsage skade, end de centraliserede beslutninger fra en regering, og helt sikkert vil skaden med stor sandsynlighed blive imødegået hurtigere.”

Milton Friedman skrev om Hong Kong: “Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var Hong Kong en møgbeskidt ø, med en indkomst per indbygger på cirka en fjerdedel af Storbritanniens. I 1997, da suveræniteten blev overdraget til Kina, var dets indkomst per indbygger det som rundt regnet svarer til den forladende kolonimagt ....Det var en slående demonstration af frihedens produktivitet, af hvad folk kan gøre når de er sat fri til af forfølge deres egne interesser.” 

I USA ser vi skuespillet med en Jamie Dimon, ordførende direktør for JPMorgan Chase, der forklarer overfor Kongressen, hvorfor hans virksomhed tabte 2 milliarder dollars af private penge. I mellemtiden spilder forbundsregeringen mange gange flere penge ved at “investere” offentlige penge i nu konkursramte eller meget snart konkursramte “grønne” virksomheder.

Efter næsten 4 år med et forbrug med dystre resultater til følge, giver Obama skylden for resultater på en “arvet” økonomi, der var værre end han troede. Han giver også skylden på de foragtelige Republikanerne der har hindret ham i at bruge den nødvendige pengemængde for at få rettet op på tingene.

Bill Clinton gik også ind for en forbundsovertagelse af sundhedssystemet. Faktisk er alt det Obamacare hævder at tilbyde noget som Hillarycare var på vej med. Men da Clinton observerede de negative meningsmålinger vedrørende Hillarycare, indså han at det var at gå for langt og han trak det tilbage. 

Obama så at dele af Obamacare var gode i meningsmålinger, såsom at der ikke skulle kunne nægtes behandling på grund af forudgående sygdom og at det af forsikringselskaberne skulle kræves de skal dække “børn” af policeindehaverne.

For at holde omkostningerne nede gik Obama ind for et individuelt mandat, i troen på at for “at få bugt med omkostningskurven” skulle han kræve at unge, sunde mennesker skulle have en forsikring eller betale et gebyr for ikke at have en. Derfor formodede Obama at når først folket så nærmere på Obamacare da ville modstanden svinde. Det er den ikke. Om noget er Obama nu mere upopulær end nogensinde. 

I Frankrig valgte vælgerne ikke kun en socialist, de gav ham endog tilstrækkeligt med sæder i Nationalforsamlingen således, at hans dagsorden kan vedtages uden kompromis. I to år havde Obama den samme magt. Den gav os Obamacare, “stimulus” og en lunken helbredelse.

Stakkels Frankrig!
  Larry Elder
Larry Elder is a best-selling author and radio talk-show host. To find out more about Larry Elder, or become an "Elderado," visit www.LarryElder.com

http://www.wnd.com/2012/06/barack-hollande/