Min klogeste beslutning - ikke at gå på universitet!

Min klogeste beslutning - ikke at gå på universitet

 Kathy Saidle  
                                                                      
“Det har jeg ikke.”

Det er mit svar når nogen spørger mig, hvor jeg gik på universitetet. 30 år efter jeg tog den skæbnesvangre beslutning, da sidder den sætning undertiden stadig fast i halsen på mig. 

Hvorfor jeg ikke gjorde det -- et naturtalent, kvik, unaturligt belæst i min high schools “avancerede” verden - går på universitetet (som vi kalder colleges her i Canada) og får en BA?

For det første var det Reagan æraen. Hver aften på nyhederne (for ikke at nævne taleshows og komedierne) blev vi forsikret om at Ronald Reagan var i færd med at påbegynde 3. Verdenskrig. Rul blot med øjnene om du lyster, men masser af mennesker ældre og formodentlig klogere end jeg så ud til at tro på det. 

For det andet: Pyt være med den stortudende Zuni dukke fra Trilogy of Terror, eller noget andet af det gyselige stof læserne delte på Kindertrauma.com. Det som gjorde mig rædselsslagen på TV da jeg var barn var The Paper Chase (1973).

Sagaen om den unge, nærmest intellektuelle, mands kamp for at komme gennem juraskolen - jo nærmere bestemt hans kamp for at komme fra den ene ende af det enorme Ivy League universitetsområde til det andet uden at komme for sent til næste klasse og blive fornærmet af John Houseman når han var bedst (eller er det værst?) - se den skræmte mig virkelig.

Muligvis - fordi - grund nummer 3 -- ingen i min familie har gået på universitet. Faktisk var jeg den første til at afslutte high school. At udfylde ansøgninger, søge efter fonde, flytte ind i en sovesal - du kunne ligeså godt have talt om at rejse til Månen. 

OK, jo de grunde lyder ret så tåbelige. Men ikke at gå på universitet var en af de klogeste beslutninger i mit liv. 

I stedet fik jeg eksamen fra et toårigt medieprogram ved et college der var spækket med en prisvindende såvel produktions- som manuskriptportfolio. I en tid med tocifret arbejdsløshed og renter, fik jeg mit første “ægte” job hos et kommunikationsfirma i Toronto, og det endda ret så let, og fik tilbagebetalt mine relativt tunge studielån på kort tid (ikke som nogle af mine venner der fik BA’s - og så gik fallit). Jeg vil sige at 90% af de jobs jeg har haft har været indenfor mit fag.

Når det drejer sig om at gå på college, er Aaaron Clarey og jeg enige om en masse. Han blogger som “Captain Capitalism” og har netop skrevet bogen Worthless: The Young Person’s Indispensable Guide to Choosing the Right Major.

I dag er der flere og flere der jagter flere og flere værdiløse eksamener. De af os uden, hverken børn eller eksamener, ja  da ligner skuespillet nærmest noget fra en zombiefilm, en scene fra  Tulipanhysteriet tilbage i tiden.

At læse Worthless var undertiden gysende. Som jeg,  har Clarey, i årevis sagt at BA’ere er i dag hvad high-school diplomer plejede at være: Det vil sige så almindelige at det ikke at have en ikke gør nogen forskel, hvis du er et geni, en energisk iværksætter eller begge dele.

Ligesom jeg tror han, at alt for mange mennesker bliver presset til af få en uddannelse (det vil sige hjernevasket med junk videnskab og politisk korrekthed som de selv kommer til at betale for) når de i stedet skulle lære et håndværk eller blot få lov at passe sig selv. 

Både Clarey og jeg mener at masser at potentielle studerende i stedet burde benytte de penge de spilder på læring som en startkapital.

Nogle vil indvende at hans råd om omhyggeligt at vælge sit college - skulle du insistere på at gå på universitetet trods alt der taler imod - blot er almindelig sund fornuft. Dog kender vi alle til formodede “kloge” unge mennesker med middel- og overklassebaggrund (og som derfor “burde vide bedre”) der ikke desto mindre frivilligt spilder titusinder af dollars på at gå på en eller anden skole eller få en bachelor i ‘kvindestudier' og som nu alligevel bor hos deres forældre.

(Note: Da jeg først flyttede hjemmefra som 21 årig er jeg aldrig flyttet hjem igen selv efter at være ramt af en uhelbredelig sygdom. Dengang, for to årtier siden, var det at bo hos mor og far efter man var fyldt 25, bare ikke noget der kunne ske)

Her følger nogle af Clarey’s tips om, hvad man skal vælge, hvor man vil læse.....

Når vi nu har nævnt de unge som “alle kender” har du så ikke bemærket, hvor mange af dem der kan fortælle dig (eller journalisten fra Forbes og Time) at de er “chokerede” og “overraskede” over at de ikke kan få arbejde, trods det at de har en splinterny eksamen. 

De har fået at vide hele livet at det at få en eksamen betød de var garanteret et arbejde efter uddannelsen. Deres rådgivere havde grafer og statistikker der beviste det!

Dog er jeg den der er “chokeret” og “overrasket” over at høre dette. Først og fremmest er alle vittigheder om “filosofidoktorer der kører taxi” eller “vender burgere” helt almindelige da jeg begyndte at høre om dem tilbage i 1970’erne.

 

For det andet: Hvis din rådgiver er så klog, hvordan kan det være han så ‘kun’ er en rådgiver...?

Som Clarey forklarer i Worthless, jovist så er mennesker med eksamener de der tjener flere penge end mennesker der ‘bare’ har et diplom fra high scool - MEN kun de som har eksamener på studieområder som der er bud efter i det ægte erhvervsliv. 

Hvorfor, ja hvorfor hyler de progressive over at professionelle atleter så tjener flere millioner mere end lærere? Ganske enkelt svarer Clarey: Udbud og efterspørgsel. 

Der er en overflod at lærere på arbejdsmarkedet, og måske 300 spillere sådan cirka der skiller sig ud i baseball.

Clarey formår at få sine elever til at opliste alle de ting de ønsker eller planlægger at købe i den nærmeste fremtid. Ganske forudsigeligt skriver de ting som - biler, benzin, telefoner, computer. 

Så spørger han dem hvad de vægter højest. Også forudsigeligt svarer de: Sociologi. Studier i kvinders forhold. Politiske videnskab. Psykologi. Uddannelse.

Han bemærker:

Ingen var villig til at studere de områder der i sidste ende producerer disse ting.....Alle ønskede de benzin, men ikke et eneste ingeniørønske på det område var i gruppen.

Clarey tilføjer:

Det var også ironisk så mange prioriteter for sociologi, men ikke en eneste skrev “socialt arbejde” på ønskelisten. Der var altid det med studier i kvindeforhold, men jeg har endnu ikke set en elev bede om orientering i hvad det egentlig er. 

Clareys andet råd? 

De bedst betalte professioner falder indenfor “VTIM” kategorien - videnskab, teknologi, ingeniør, matematik. 

Han fastholder, modsat Barbie, at matematik ikke er så svært, og fremhæver VTIM kategorien ved at forklare, hvorfor ikke alle ingeniørgrader er ens.

Man kan ikke komme udenom at sige, at Clarey mener eksamener i engelsk er nytteløse, men han mener det samme om bachelors i “business administration” og også “finans.”

(Lad ham endelig ikke komme igang med juraskoler og MBA’er) 

Clarey afklæder også den nederdrægtige forretningsmodel som lærernes fagforeninger og universiteterne benytter for at få profit ud af dig og/eller dine børns værdiløse eksamen, til melodien af milliarder af dollars. (Bemærk: Det omfatter deres smarte brug af ordet “medianindkomst,” når man i beskrivelsen af dine jobmuligheder efter eksamen, man i stedet burde se på “minimumindkomst.”) 

 

Han forklarer også, hvorfor denne eksamensinflation har gjort rektors liste til en vittighed, hvorfor “kritisk tænkning” er præcis det modsatte af, hvad du havde forventet, og hvorfor ‘jobtræningsprogrammer er (de mest) tåbelige. Han får også andre myter til at eksplodere (“du har brug for en bachelor blot for at komme indenfor”).

Beretningen om, hvordan han gik fra at være en overuddannet sikkerhedsvagt til at tjene 350 dollars i timen ved at lave noget du aldrig ville have gættet er ren inspiration. 

Dog en indvending: Jeg deler Clareys forbehold over eksamener i engelsk, men han har brug for at ansætte en korrekturlæser til sit næste manuskript. Nogle andre øjne ville have tifold forbedret den myndighed som Worthless besidder. 

Når det så er sagt er Aaaron Clarey’s Worthless en befriende læsning som selv den mest utålmodige unge kunne få noget ud af i et hug, eller i små doser. (lad den dog stå på toilettet). 

Jeg er ikke sikker på denne bog dog vil kunne afbalancere de mange år med fuldstændig de uopdaterede kulturelle- og familieformodninger -- se blot på den kritik Rick Santorum fik fordi han bragte emnet på bane - men det er en medvirken til et øget modpres mod disse myter der har været længe undervejs. I den henseende er Worthless virkelig værd at dykke ned i.

  Kathy Saidle

http://pjmedia.com/lifestyle/2012/04/12/why-skipping-college-was-one-of-the-smartest-decisions-of-my-life/