Prædikanten Maggie

Prædikanten Maggie

Jonathan Aitken

Var det et tilfælde at Margaret Thatchers taler nærmest havde  prædikeners kvalitet?       
                    

Takket været Meryl Streep og filmen Jernladyen er der en fornyet interesse for Margaret Thatchers liv og de tider hun tjente i. Uanset hvad man mener om denne skildring (Streep er formidabel, historien overfladisk, er dommen fra visse filmkritikere) er der dog en beklagelig udeladelse. Der er ingen omtale af eller en scene der påviser noget af det vigtigste der havde indflydelse på Thatcher - hendes tro.

Som en nylig Thatcher levnedsskildrer med en tildelt opgave har jeg gravet nærmere i dette aspekt af Jernladyen og med stadig større fascination. Hendes trosrejse begyndte i den engelske provinsby Grantham. Hendes far, Alfred Roberts, ejede to købmandsbutikker, men ved Margarets fødsel var han lang mere kendt som en lokal prædikant. 

 

Margaret Thatcher fødehjem i Grantham

Under sin fars vejledning blev den unge Margaret Roberts opdraget som en Wesley Metodist, der var i kirke 4 gange på en søndag. Meger forståeligt fandt hun at dette var “for meget af det gode,” og gik imod en sådan overdreven fromhed. Men hun beundrede det at prædike idet det havde en “intellektuel substans.” Hendes fars prædikener faldt indenfor denne kategori, som det kan ses af hans håndskrevne noter, de som har overlevet i Thatcher arkiverne på Churchill College, Cambridge. 

Alfred Roberts var ingen evangelist der benyttede Biblen som våben. Hans teologi, var fuld af overraskelser. Han forkastede fundamentalisme. Han var liberal i doktrinen og økumenisk i det at række ud mod andre trosretninger. Et af hans hovedtemaer var forbindelsen mellem det personlige ansvar og åndelig dedikation. Hvad han prædikede lærte hans datter senere at praktisere. “Man skal tro med en personlig tro med oprigtighed og med den totale overbevisning, hvis du vil overtale andre til at tro,” var hans ord fra en prædikestol i Grantham. Det blev hendes credo som en overbevisende politiker.

 

Metodisterne der midt i det 20. århundrede knyttede deres religiøse tro sammen med dagens politiske bekymringer. Men for Margaret var troen et moralkompas ikke en politisk dagsorden. Han var et aktivt medlem af John Wesley Society ved Oxford University fra 1943-1947. Ligesom sin far gav hun prædikener. En af dem over teksten. “Søg først Guds Rige,” som gjorde et stærkt indtryk på menigheden i en landsby i Oxfordshire. Hun var prædikant længe før hun blev politiker. 

Efter sit ægteskab med Denis (selv en troende) i Wesley’s Chapel Road kapellet i London gik hun fra metodismen til anglikanismen uden dog at ændre på sine åndelige overbevisninger, sit liv med bøn, eller bibellæsning. I lighed med den konventionelle tilgang hos engelske politikere, sagde hun i sin tidlige karriere kun lidt om sin religion. Dog praktiserede hun i perioder det at være en hyppig kirkegænger og lejlighedsvis viste hun sit kendskab til Bibelen. På et besøg i Sovjetunionen i 1960’erne fik hun forevist en skulptur af en smed der slog på et sværd med en hammer. “Det repræsenterer kommunismen,” sagde guiden. “Nej, det gør det ikke,” indvendte fru Thatcher, “det er fra Det Gamle Testamente, “Og de skal smede deres sværd til plovskær og deres spyd til vingårdsknive.” Jovis så kunne prædikantens datter Esajas 2:4 udenad.

Da hun så blev premierminister løftede hun gradvist sløret for sin religiøse overbevisning. En interviewer der forsøgte at afdække nogle interessante detaljer om hendes tro var den mystiske forfatter og rejsende Laurens van der Post. “Værdierne i et frit samfund som vores stammer fra religionen,” fortalte hun ham, “de kommer ikke fra staten.” Idet hun forklarede for ham at kerneværdien var det personlige frie valg, med den frie vilje der binder det himmelske og de tidlige kongedømmer sammen, citerede hun salmen "I Vow to Thee My Country." Hun mindede ham om at den indeholdt linjerne:t

And soul by soul and silently her shining bounds increase,

And her ways are ways of gentleness, and all her paths are peace.

"Der er så budskabet,” erklærede hun, "soul by soul."

Margaret Thatcher glemte ikke sjælens rejse da hun besad magten. Til personalet i Downing Street 10 overraskelse tilbragte hun adskillige uger i 1983 på at læse hele Det Gamle Testamente. Hun besluttede at hendes yndlingssted var Salme 139: “Herre, du ransager mig og kender mig!” Og Salme 46: “Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde.” 

Nogle få måneder senere, midt i det mest dramatiske terrorangreb på hende, Brighton bomben oktober 1984, opdagede hun virkelig at Gud var “en hjælp i angster.” Straks efter at være kravlet ud af hotellets ruiner skriver hun i sine memoirer “Årene i Downing Street,” at hun “kun kunne komme i tanker om en ting at gøre. Crawfie (hendes nærmeste personlige medhjælper) og jeg knælede ned ved vore senge og bad i et stykke tid i tavshed.”

Margaret Thatcher var ikke tavs om sin tro. Hun udstillede den ikke, men hendes taler om emnet var med til at afklare det. Hun kendte sin bibel, men anså den ikke som en vejleder i dagligdagens politiske lederskab. “Jeg har aldrig ment at Kristendommen udstyrede mig med en politisk filosofi, men jeg mente den gav mig standarder som politisk aktivitet, i sidste ende skal henvise til,” sagde hun ved at citere Kristi instruktioner om “at give Kejseren hvad Kejserens er.” Hun mente at det at skabe velskand var langt vigtigere end velfærd, når det drejer sig om at opmuntre til filantropi i bekæmpelse af fattigdom. Lignelserne om Den Gode Samaritaner, og om Talenterne var centrale for hendes tro. “Ingen ville huske Den Gode Samaritaner, hvis han blot gav udtryk for gode hensiger; han bragte også penge med,” fortalte hun en TV interviewer. 

Sådanne synspunkter gjorde hende ikke afholdt i den mere liberale afdeling af Den Anglikanske Kirke. Hun henvendte sig direkte til dem i en tale til den (mere konservative) General Assembly of the Church of Scotland in 1988. Et af temaerne var at det ikke var kirkens rolle at gå ind i politiske debat. Hun mente de skulle være bekymrede over “åndelig forsoning, ikke sociale reformer.

Skuffet over hvad hun ikke så privat beskrev som “den slatne tilstand” hos Church of England, fik hun i stadig mere udpræget grad sin inspiration fra katolske skribenter, især Michael Novak. Overrabineren for britisk judaisme. Immanuel Jakobovits, var den åndelige leder hun beundrede mest. Hun udnævnte ham til House of Lords, med langte større begejstring end hun ophøjede flertallet af engelske biskopper der sidder der som “Lords Temporel” gennem forfatningsmæssig ret.

Margaret Thatcher funderede over trosspørgsmål langt mere intenst end nogen anden moderne britisk premierminister. Hendes fars undervisning, og det at hun hele livet læste om åndelige ting, var vigtig for hendes navigationspunkter gennem hendes livsrejse. Hendes søgen efter “intellektuel substans” i en moraltro var altid en interesse og til tider en lidenskab. Måske hun ønskede at det skulle passe lidt for godt til den æske som Alfred Roberts havde designet, men det var hendes syn på verden. 

“Den fundamentale årsag til at vi er her på jorden er for at forbedre vor karakter så man er klar til den næste verden,” fortalte hun BBC Today programmet i 1987. Hun havde en langt bedre retning ved dette moralske og åndelige mål, end man ville gætte efter at have set Jernladyen.

         
Jonathan Aitken, The American Spectator's High Spirits columnist, is most recently author of John Newton: From Disgrace to Amazing Grace (Crossway Books). His biographies include Charles W. Colson: A Life Redeemed (Doubleday) and Nixon: A Life, now available in a new paperback edition (Regnery).
http://spectator.org/archives/2012/03/28/preacher-maggie