Venstrefløjen og jøderne
For næsten 61 år siden, november 1952, i Prag, blev den tidligere generalsekretær for Tjekkoslovakiets Kommunist Parti, en forbenet fanatisk Stalinist, Rudolf Slansky og 13 andre prominente kommunister, de fleste jøder, dømt til døden for påstået forræderi og Zionistisk konspiration.
På samme tidspunkt førte Stalins dødbringende paranoia til henrettelsen af lederne af Jødisk Antifascistisk Komit, herunder den hyldede jiddisch-sprogede digter Peretz Markish og fængslingen af berømte læger der blev anklaget for at forsøge at forgifte Sovjetledere.
Sovjetblokkens medier var fyldt med giftige anti-semitiske udgydelser. Var Stalin ikke død i marts 1953, ville lægerne være blevet henrettet, hundredetusinder arresteret, og millioner gennem tvang forflyttet. Sandsynligheden for en gigantisk progrom, en Sovjet “Kristallnacht” lurede.
Den officielle betegnelse for jøder var “rodløse kosmopolitter.” Som i den National Socialistiske dæmonologi blev de stigmatiseret og betegnet som den drivende kraft bag den afskyelige kapitalisme, bærere af dekadente værdier, agenter for forræderi og opløsning.
Selv efter Stalins bortgang fortsatte hans efterfølger Nikita Khrushchev med at opmuntre til anti-semitiske fremstillinger af jøder som ‘dødens’ købmænd, spekulanter og “genetisk” upatriotiske.
Hvordan var det muligt for den Bolchevikiske internationalisme at degenere til en modbydelig anti-semitisme, på samme fod som de værste propaganda udfald af De Sorte Hundrede i Zarens Rusland? Hvor var løfterne ved Marxismen, humanismen, drømmen om proletarisk solidaritet, uanset sprog og oprindelse, forsvundet hen? Måske var der noget i den hemmelige venstreorienterede grammatik, i de underliggende politiske fantasier hos Venstrefløjen, der kunne forklare disse afskyelige udbrud af intolerance?
Der er en nedarvethed forbundet med denne deprimerende historie, en kæde af ideer der sender os tilbage til den moderne socialismes oprindelse og dens fjendskab overfor banker, profit, og kapitalisme som et hele. Ikke kun fandt Marxismen sine rødder i søgningen efter et rent, uforurenet natursamfund, men også de neo-romantiske bevægelser der skulle føre til fascismen.
En principfast og gennemført dygtig historiker af moderne politiske passioner, herunder Zionismen, socialismen og deres modparter på den ekstreme højrefløj, Robert Wistrich (der underviser ved Hebrew University of Jerusalem), skrev en afhandling om de vedholdende anti-semitiske uhyrligheder blandt venstrefløjs revolutionære bevægelser. Udgivet i 2012 af University of Nebraska Press, ”From Ambivalence to Betrayal: The Left, the Jews, and Israel” skal læses af de som ønsker at forstå det åbenbare paradoks med Venstrefløjens ‘ægteskab’ med det højrefløjsinspirerede, konspiratoriske, xenofobiske bedrag.
Han påviser hvordan ondsindede ideer skabte den originale socialistiske version af jøderne som fortalere for kapitalistiske instinkter og synder. Selv før Den Franske Revolution, udtrykte vigtige Oplysningstidens personer direkte jøde fjendtlige holdninger.
I Frankrig kritiserede Voltaire jøderne som uigendriveligt stammeorienterede, hvorimod Hegels disciple i Tyskland betragtede Judaismen som en grundlæggende reaktionær religion, en hindring for menneskelig frigørelse. Endnu en stor tysk filosof, Johann Gottlob Fichte postulerede det ikke forenlige med tyskhed (racemæssgt defineret) og jøderne. Fra Fichte til Richard Wagner og til folkemords profeterne Alfred Rosenberg og Adolf Hitler var der en linje af morbid besættelse af jøderne som en sygdomsbefængt faktor, at sammenligne med skadelige insekter hvis udslettelse ville sikre det almindelige samfunds sundhed. (Volksgemeinschaft).
En af de mest glødende anti-semitter var Bruno Bauer, oprindeligt en nær ven af Karl Marx, senere hans filosofiske og politiske fjende. Marx selv holdt fast ved en ambivalent, ofte fornærmende og fjendtlig attitude over for sin jødiske oprindelse.
Det er en kendsgerning at hans tidlige skriv om “Det jødiske problem” udstillede jøder i de mest lidet flatterende farver, han anså dem som legemliggørelsen af alt det romantikere elskede at hade: Selviskhed, merkantilisme, sjælsløshed.
Jøderne betød - kapitalismen, og at ændre jødespørgsmålet indbefattede en proletarisk revolution. der skulle fjerne kapitalismen, og underforstået det jødiske forhold.
Til trods for de ækle anti-semitiske holdninger så blev Marxs første artikler en hellig tekst for venstrefløjstilhængere der forsøgte at nærme sig problemet med jødernes emancipation og assimilation. De lånte den overbevisning af deres grundlægger, at jøderne var legemliggørelse af kapitalistisk uretfærdighed, og sammenlignede dem med et sjælsløst plutokrati, og gik ind for en ultimativ af-judaficering af samfundet via den endelige apokalyptiske revolution.
For Marx, var et klasseløst samfund det samme som et samfund uden jøder. Hans udbredelser om det jødiske spørgsmål var filosofisk, absurd, moralsk forkasteligt og sociologisk grundløst.
Den samme ‘besættelse’ fungerede i ikke-Marxistiske cirkler, fra Proudhon til Bakunin og andre anarkister. Wistrich udforsker på overbevisende vis overensstemmelserne mellem den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj i den måde de udtrykker sig på i deres delte modstand mod en formodet Jødisk-Plutokratisk konspiration.
Nazisterne ville så yderligere forstærke denne myte og indarbejde den i en bredere Weltanschauung der insisterede på behovet for at modstå både jødernes kapitalisme og jødisk kommunisme. Selv om det var logiske paradokser, så har disse myter i årtier bidt sig fast. Ved sit livs afslutning var Josef Stalin lige så overbevist som Hitler om at Huset Rothschild (eller Wall Street i nutiden) står bag alle verdens historiske hændelser.
Dæmoniseringen af jøden som symbolet på det vederstyggelige borgerskab faldt godt til hos venstrefløjen, sammen med bestræbelser hos jødiske intellektuelle, og også højere stående, i benægtelsen af deres rødder. Tænk på sådanne ‘store’ personligheder som Grigory Ziniviev, Lev Kamenev, Yakov Sverdlov, Rosa Luxemburg, Ruth Fischer ja, listen er uden ende.
Såvel “Røde Rosa” som Lev Trotsky blev født i traditionelle jødiske familier, og begge gjorde alt hvad de kunne for at forkaste den arv og konvertere til en over-national, universalistisk identitet. Begge gik ind for en messiansk doktrin om den apokalyptiske revolution.
Trods alt hævdede Marx og Engels i “Det Kommunistiske Manifest” at proletarer ikke har noget fædreland. Hvorfor skulle de, Rosa og Leon, så have et? De skjulte ikke deres oprindelse men anså den for uden betydning for den langt større, mere grandiose agenda i deres revolutionære drømme. Lykkedes det så for dem?
Åbenbart svigtede Jødisk Revolutionær internationalisme. Såvel tyske som russiske socialister fortsatte med at betragte jødiske revolutionære som individer der skulle tåles, fremfor fuldblodsmedlemmer af de nationale partier. Veteran socialdemokrater som August Bebel, og Franz Mehring anså Rosa som en overgearet, nærmest don Quixotisk person. I sin kamp for Lenins plads, tøvede Stalin ikke med at gå til anti-semitiske regler mod hans ærkerival Trotsky (som han døbte Judas) og mod andre jødiske medlemmer af den gamle Bolshevik Garde.
Offentligt, i det mindste i 1930’erne fordømte vozhd (Lederen) anti-semitismen som han definerede som en moderne form for kannibalisme. Privat, fremturede han ufortøvent videre med vulgære anti-semitiske vittigheder.
Den rumænske Stalinist, Ana Pauker, landets udenrigsminister mellem 1947-1952 var først og fremmest en soldat i den globale kommunistiske bevægelse. Hun forblev trofast over for Bolschevik troslæren trods de mange rædselsvækkende erfaringer, herunder henrettelsen af hendes mand i USSR under Den Store Udrensning, for at være en overløber og spion. Ana Pauker blev selv arresteret i nogle måneder tidligere i 1953. Da hun fandt ud af, at Stalin var død i marts måned, brød hun ud i tårer.
Zionismens fremkomst bidrog til radikaliseringen af venstrefløjens anti-semitiske fordomme. Ydermere da man ikke kunne forudse Holocaust (Trotsky var den eneste bemærkelsesværdige undtagelse) forblev Venstrefløjen knyttet til sin slidte dogmer.
Da Staten Israel blev skabt skabtes en ny virkelighed som venstrefløjen valgte, enten at ignorere, eller fordreje til en grotesk karikatur. I stedet for den traditionelle opfattelse som underhund, besluttede den radikale Venstrefløj at Israel repræsenterer kapitalismen når den er værst, en ny form for kolonialisme og endda racisme.
Som et ekko af tidligere tåbeligheder så er de som er fortaler for disse holdninger tilfældigvis selv jødiske. I visse henseender, er det som om folk bare ikke vil lære af historien. Måske skulle jeg i stedet for ‘folk’ sige intellektuelle; en art der udgøres af individer der oftere end ikke forføres (og er ivrige efter at blive forført) af utopianismens sirenesang.
Her i de senere år er venstreorienteret dagsordener, stereotypier og falske påstande om jøderne, jødedommen og staten Israel i fremvækst. Ironisk nok har de fleste af de som fremmer og er fortalere ved sådanne hykleriske, konspiratoriske synspunkter, absolut ingen ide om at de blot genbruger Adolf Hitler og Josef Stalins morderiske betragtninger om en verden uden jøder.
About Vladimir Tismaneanu
Vladimir Tismaneanu is professor of politics at the University of Maryland (College Park) and author most recently of "The Devil in History: Communism, Fascism, and Some Lessons of the Twentieth Century" (University of California Press, 2012).
http://frontpagemag.com/2013/vladimir-tismaneanu/betrayed-illusions-the-left-and-the-jews/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar