De glemte børn der er ofre for Hamas og ISIS
Mens vrede folkemængder af venstreorienterede draperet i Keffiyahs skreg op om Gaza i demonstrationer i hver større by, var ISIS fuldt beskæftiget med sine folkemord og fremgang mod Bagdad. I de seneste dag er Yazidis, en ikke muslimsk minoritet flygtet fra ISIS op på et bjerg, hvor deres børn er ved at dø af tørst.
Den barske virkelighed for dem, fanget mellem tørst og en blodtørstig folkemorderisk hær, står i skarp kontrast til de svindelagtige påstande der fremføres om Gaza, hvor lastvogne fulde af varer fortsætter med at komme ind fra Israel, også når der er krig, hvor butikkerne sælger IPhones og de 5 stjernede hoteller tilbyder kager så høje at de kun kan skæres ud fra en kran.
De døde Yazidi børn ville ikke inspirere til nogen protester eller megen vrede. De hysteriske demonstrationer for Gaza ville ikke pludselig blive til anti-ISIS demonstrationer. Hvis nogen af de hvide hipsters med plakater af døde småbørn skulle blive spurgt ind til det ville de komme med et svar der kunne være; “Det er Bush’s fejl” eller “Det er Tony Blairs fejl.”
Og de var fremme her tidligt i århundredet hvor de var imod ethvert forsøg på at fjerne Saddam Hussein fra magten. De døde børn, gasset af Saddam, sammen med børnene i hans fængsler, er beklageligvis ikke af samme ‘værdi’ som de fotogene, lidt usædvanligt, blonde børn.
Anna en pige på to år hvis fødder blev knust af Saddams torturbødler betød intet for dem. Det er ikke børnene de bekymrer sig om, ikke de døende Yazidi børn i Irak, de lemlæstede børn i Saddam Husseins fængsler, eller de døde børn i Gaza, der er blevet benyttet som menneskelige skjolde af Hamas og efterfølgende brugt i demonstrationer, efter deres død, som propaganda af rasende marxister.
Da de troede at Israel havde bombet en legeplads nær al-Shati flygtningelejren, hvor 9 børn døde, gik de helt amok af vrede. Da det så viste sig at det var en Hamas raket der var ansvarlig blev de tavse.
På samme måde ragede det dem en høstblomst da en 3 årig pige i Gaza blev dræbt af en Hamas raket tidligt i krigen.
Det samme var sket i 2012 da en død 11 måneder gammel baby, tidligere et ikonisk forsidefoto, forsvandt ud i glemselen da dødsfaldet viste sig at være forårsaget af en Hamas raket. Det samme skete med Hadil-al-Haddad, en 2 årig pige i Gaza der gik fra forsidefoto til gårsdagens nyheder da det viste sig, at en Hamas raket var ansvarlig for hendes død.
Imidlertid vil fotos af de døde og sårede børn, sammen med de døde børn i Syrien og måske de meget snart døde Yazidi børn muligvis blive benyttet til at sætte gang i flere hadfyldte anti-Israel demonstrationer.
Hvis de nu virkelig bekymrede sig om børn, ville de i mindste være lige så oprørte, bevægede og fuld af medfølelse med de børn der døde for Saddam Husseins hånd, som de var over ISIS terrorister der døde for amerikanske og britiske soldaters hænder. I stedet har døde irakiske børn blot givet apati og døde al-Queda krigere vrede.
Hvis det var børn de tænkte på, så ville et israelsk barns død, eller et muslimsk barns død ved Hamas’ værk betyde lige så meget for dem som børn der er på de blodige plakater de går rundt med.
Men det handler det ikke om, - og har aldrig gjort.
De elsker ikke børn eller noget andet for den sags skyld. De hader kun. De døde børn er blot billeder på fotopapir som de benytter skamløst for at angribe deres ideologiske fjender.
Da først Israel trak sig ud af Gaza fandt en undersøgelse ved UN Office for the Coordination of Humanitarian Affairs en markant øgning i mængden af intern vold da flertallet af dødsfald nu skyldtes klanfejder.
Under kampene i 2007 mellem Israel og Hamas døde der ligeså mange palæstinensiske arabiske børn i klanfejder som i Israels luftangreb. Og ikke som ved luftangreb sker dødsfaldene i en klanfejde ikke som følge af uheld.
Den beskidte lille hemmelighed er at mens palæstinensisk identitet er lige så fupagtigt som en 3 dollar seddel så er klanidentitet en magtfuld og definerende styrke. Ydermere er det ofte vanskeligt at se forskel på om Hamas og Fatah terroristerne er med i en bevægelse på grund af personlig overbevisning eller fordi deres klan er sammen i en bevægelse.
Hamas og Fatah er ikke kun ideologier. De er også store omfattende klanfamilier der kæmper om land, ære og økonomisk kontrol.
Oprindelsen til Israels kamp med terrorisme går tilbage til rødderne i al-Husayni klanen der ankom til Jerusalem efter Korstogene og som forsøgt at kontrollere byen og alt andet lige siden.
Prominente medlemmer og medarbejdere af den klan omfatter Hitlers mufti, Hajj Amin al-Husayni, og Yasser Arafat. (Arafat var imidlertid mere direkte knyttet til Al-Qudwas, en klan der strækker sig fra Irak til Egypten. Begge klaner betragtede sig selv som en slags retmæssigt aristokrati, endnu en kendsgerning der gør deres post-koloniale holdning som værende et undertrykt folk latterligt og hyklerisk).
Muslimske børn bliver slået ihjel i klanfejder mellem store familier hvis lokalafdelinger hævder at være ledere af det palæstinensiske folk selv når de kæmper med lige så stor vildskab for kontrol over Syrien og Irak, men de er ikke et problem for nogen af de som vifter med bannere. Åben den dør en smule på klem, og hele deres selvretfærdige kampagne falder fra hinanden i en samlet brægen mens de kæmper for at retfærdiggøre den ene terroristgruppes overherredømme over den anden - det hele med baggrund i førende klanlederes påstande om at stamme fra Muhammed.
Der er beretninger der bare ikke bliver fortalt.
Da FN inspektør og antikrigsaktivisten Scott Ritter besøgte Saddam Husseins Irak kom han til et fængsel der med hans egne ord “synes af være et fængsel for børn - fra spædbørn til unge teenagere - hvis eneste forbrydelse var at være afkom af de som havde talt politisk mod Saddam Husseins regime. Det var et skrækkeligt sted.”
Ritter nægtede at tale mere om det, “fordi det jeg så var så forfærdeligt at det kan benyttes af de som ville ønske at fremme krig mod Irak, og lige nu kæmper jeg for at indføre fred.”
Scott Ritter, der senere blev arresteret for at dyrke mindreårige piger på internettet, kæmpede ikke for fred. Ikke mere end bannerførerne i London, Sydney og Montreal kæmper for fred. Han kæmpede for at holde Saddam Husein ved magten. Og han var villig til at ofre et helt fængsel fyldt af børn for den sag.
Han var villig til at ofre små piger som Anna, der fik fødderne knust i et torturkammer for at holde Saddam Hussein ved magten. Ritter var villig til at gøre det, fordi han havde samme moral som Saddam.
Det er den samme holdning som disse bannerviftere har mod Gazas børn, Irak og utallige andre steder. De benytter dem til at føre krig i ‘fredens navn’ når det passer i deres kram.
Og når de dør, som følge af Hamas raketter og klanfejder, når de slås ihjel af ISIS og hele det morderiske alfabet af islamisk terrorisme så glemmes de og lægges bort som gårsdagens affald.
For Hamas og deres støtter er det at skrige “Befri Gaza” af deres lungers fulde kraft over døde eller levende børn blot endnu et propagandavåben i terrorist teokratiets arsenal.
De er ivrige efter og villige til at lade Hamas blive ved med at slå jødiske og muslimske børn ihjel for det at føre krig.
About Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.
http://www.frontpagemag.com/2014/dgreenfield/the-forgotten-child-victims-of-hamas-and-isis/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar