fredag den 3. februar 2012

Anklager mod Obama spøger endnu

Hvad er det med Obama og anklagerne mod ham?

Jack Cashill

"Politico genoptrykker ikke Sinclairs beskyldninger fordi de ikke kan bevises.” således skrev Ben Smith fra Politico 18. juni 2008.
Sikke tider!

Smith henviste til Larry Sinclair, der havde vakt stor vrede hos Obamas trofaste ved at leje plads ved National Press Club for der at dele sine beskyldninger om en stofinspireret sex stævnemøde med Barack Obama i 1999. 

 
Larry Sinclair i 1999
Smith var imidlertid slet ikke sky overfor at dele det han vidste om Larry Sinclair. Ved afslutningen af Politico artiklen da vidste læseren faktisk mere om Sinclair, det hele usmageligt og det meste sandsynligvis sandt, end han vidste om Obama.

Når det er sagt, da fremlagde Sinclir sin egen sag der ved National Press Club - uden filteret af advokater og uden følgeskab af Gloria Allred - med en så udsøgt og besynderlig troværdig detaljerigdom.

Sinclair hævdede at have udført fellatio med Obama to gange under deres to-dagesmøde, men han sagde det som var det en kendsgerning som hvis han havde hilst på ham eller dunket ham i ryggen. er en

Den anklage Sinclair var kommet for at fremføre havde ikke noget med sex at gøre, men med stoffer.

Ifølge Sinclair delte han og den daværende senator nogle baner kokain før Obama skaffede noget crack som de to kunne ryge. Som Sinclair henviste til er Obamas påstand at han ikke har rørt stoffer siden hans tid i college, en løgn.

Da Obama lejren første gang blev klar over Sinclairs beskyldninger i 2007, kontaktede en Obama forbindelse, “Mr. Young” Sinclair for at dække over historien.

Gennem adskillige telefonopringninger og tekstbeskeder lod Young det være kendt at han selv var intimt involveret med Obama. Efter noget frem og tilbage, i det mindst ifølge Sinclair, fortalte Young endelig Sinclair at Obama ikke havde til hensigt at være mere åben om sit forhold til stoffer.

Angiveligt havde Sinclair og Young deres sidste kommunikation tidligt december 2007. Nogle få uger senere, ifølge politirapporten blev Donald Young, den åbenlyst homoseksuelle korleder af Obamas kirke, fundet død i sin “bopæl” af “flere skudsår.”

Ifølge en tidligere politirapport fra den 17. november 2007, blev Larry Bland endnu en angiveligt homoseksuel og medlem af Trinity United Chruch, også fundet død i sit “hjem” af “adskillige skudsår.”

Ved pressekonferencen kom Sinclair ikke med nogen beskyldninger. Han oplyste blot om de telefonnumre han havde med Young og Obama og bad journalisterne om at kontrollere deres optegnelser og sammenligne dem med hans egne under de relevante tidsperioder. De synes ikke at være motiverede.

Ved spørgsmål og svar delen spurgte den første journalist, hvorfor Sinclair ikke var stået frem i 1999. For journalisten syntes denne fejl åbenbart at være med til at undergrave Sinclairs “troværdighed.”

Sinclair kluklo, som han burde, over spørgsmålets absurditet. Hvilken mening skulle det have været for ham at jagte en lavtstående senator om en stof og sexeskapade som han selv havde taget initiativ til?

Sinclair stod frem i 2007, og lavede sin første YouTube video i januar 2009. På den tid ville Hillary Clinton have været den helt klare fordelshaver. Det hindrede ikke den anden journalist i at spørge om Sinclair blev betalt af Det Republikanske Parti. Sinclair lo også af det.

Trods det han gjorde sit bedste og fik en artikel i the Globe, nåede Sinclairs historie sit højdepuntk på denne bizarre junidag ved National Press Club. 
 

Hans navn forbliver så fremmed for Obama fans som Juanita Broaddrick var for Bill Clintons. Demokraterne der skynder sig til internettet hver dag for at finde nye beskyldninger mod Herman Cain sover trygt, idet de ved at deres mand intet har at frygte fra de ‘efterforskende’ medier.

Med hensyn til de herrer Bland og Young, (Rosencrantz & Gyldenstjerne i denne historie) er der ikke så meget som en Wikipedia side. Ikke overraskende er deres sager ikke opklaret.

Jeg bliver ofte spurgt om Obama er på DL “down low”, det ikke eksisterende land beboet af sorte mænd der anser homoseksualitet, ikke som en livsstil der skal hyldes, men som en tilbøjelighed der skal nydes.

Jeg henviser sådanne forespørgsler til HillBuzz grundlægger og redaktør Kevin Dujan, som beskriver sig selv som “tidligere centristisk Demokrat-der er blevet-Uafhængig-og nu stolt konservativ.” Som bosiddende i Chicagos “Boystown” har Dujan en indsigt i dette emne som jeg mangler.
Oprørt over den uhyrlige usammenlignelige opmærksom som Herman Cain har været underlagt på grund af hans virkelige eller uvirkelige eskapader delte Dujan det han vidste om Larry Sinclair og problmer hermed. Det er værd at læse.

Ulig Cain er der ikke fremført en eneste anklage fra en kvinde mod ham. For Obama fans der bekymrer sig om et genvalg, er det en blandet velsignelse.

“Cosby fik aldrig pigen i ‘I Spy,’” klager Obama i sin erindringsbog fra 1995, “Dreams from My Father,” men i hans egen genfortælling klarer han sig ikke meget bedre.

Selvom Obama tilbragte 13 år på hovedlandet som enlig mand, er det kun ved en lejlighed i “Dreams” Obama omtaler sit livs kærlighed.

I en kort fortælling fortæller han sin halvsøster Auma, at i tilgift med en hvid kvinde som han elskede og mistede, “Er der adskillige sorte damer derude, der også har knust mit hjerte.”  

Problemet består i at Obama ikke deler ikke et eneste ord med sine læsere om nogen af de sorte damer, og ikke en af dem er trådt frem af egen vilje.

Den hvide kvinde der tales om giver en helt anderledes problemstilling. I omtalen af højde, hår, farve, øjenfarve, forældre og ganske præcis med oprindelsestedet - nemlig en stor landejendom med en sø i midten - ja da ringer klokkerne for at det er Bill Ayers tabte kærlighed, den afdøde Weaterhwoman, Diana Oughton. (læs denne artikel på synopsis) og denne http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/08/sexterror-pa-venstrefljen.html
 

Man kan forestille sig samtalerne mellem Obama og hans muse, “Hallo broder, vi har 457 sider om Chicagos ungkarlekonge, og du har ikke fået så meget som et kys?”

“Find du på noget Bill. Vær blot sikker på det er med en pige.”




Jack Cashill is an Emmy-award winning independent writer and producer with a Ph.D. in American Studies from Purdue. His latest book is the blockbuster "Deconstructing Obama: The Life, Love and Letters of America's First Post-Modern President."

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails