Patrick J. Buchanan
For 30 år siden begyndte "The McLaughlin Group" at køre på netværks TV, og Jule- og Nytårsshowene har været beregnet på at henvise til det som man mener har vundet i årets løb.
I år var dette helt tydeligt - Islam.
For dette var året som den katolske apologet Hilaire Beloc i 1938 forudsagde ville være der hvor “den anden periode med Islamisk magt” blev tydelig for hele menneskeheden.
Fra Marokko til Pakistan er en stor vækkelse indtruffet. Og måske det mest dramatiske eksempel på Islam, der dukker frem igen, er i Egypten, med faldet af det 60 år lange militær diktatur.
Med forstødelsen af Hosni Mubarak, efter ugevis af demonstrationer på Tahrir Pladsen, hyldede Vesten demokratiets komme.
Men demokratiet har leveret et voldsom chock. I den første runde af valget stemte over 60% af alle egyptere på enten Det Muslimske Broderskab eller det radikale Islamist Nour Salafist Parti. I anden runde her forleden stemte 75% islamistisk.
Også i Tunis og Tripoli, har styrtet af autokrater åbenbaret et tavst flertals sympati for islamismen.
Recep Erdogan, den vigtigste tyrkiske leder siden Kemal Atatürk var kandidat for Time Magazine “Årets Mand” da han lod sit land vende tilbage til en form for islamisme efter næsten 100 år med verdsligt styre.
De muslimske uighurer søger at flå Kinas største provins væk fra Beijing og etablere et Østturkestan. Muslimer i Nordkaukasus søger at løsrive Dagestan og Ingushetien fra Rusland. I Irak og Afghanistan er amerikanerne på tilbagetog og islamisterne fejrer vort nederlag. 
Uighurer i oprør i Kina
Mens hele verden har hørt om overgrebet mod muslimer i Srebenica, har samme verden ignoreret vanhelligelsen og ødelæggelsen af Ortodokse kirker og katedraler i Kosova og den etniske udrensning af serbere ved de muslimske albanere som præsident Clinton bragte til magten.
På verdensbasis har den muslimske befolkning nu overgået katolicismen som verdens største religion, med 48 medlemmer af FN Generalforsamlingen er der nu et muslimsk flertal og mangfoldighed.
Indien med 150 millioner muslimer har flere end både Egypten og Irak. Rusland med 25 millioner har flere muslimer end Libyen og Jordan tilsammen. Kina har flere end Syrien. 5% af Europa er muslimsk, og antallet stiger hele tiden.
Og som med Kristendommen, da den var i fremvækst i det 16. ogh 17. århundrede, er Islam kendetegnet ved militarisme og intolerance. Fra Nigeria til Etiopien, Egypten, Irak, Afghanistan og Pakistan bliver kristne ofre for muslimske pogromer. Og som med Kristendommen i det 16. og 17. århundrede er Islam et delt hus - mellem Shia og Sunni.
Om demografien er Skæbnen, da synes fremtiden at tilhøre Islam.
Overvej dette. De seks mest folkerige muslimske nationer - Bangladesh, Egypten, Indonesien, Pakistan og Tyrkiet - havde en samlet befolkning på 242 millioner i 1959. I 2050 vil de 242 millioner være femdoblet til 1.36 milliarder.
Samtidig er Europas fertilitetsrate faldet til under 0 i befolkningstilvækst siden 1970’erne. Det Gamle Europa er døende, og dets oprindelige folk erstattes nu af Tredje Verdens indvandrere, millioner af dem er muslimer.
Og der en anden side af den islamiske historie.
I internationale testscores af gymnasieelever i fagene læsning, matematik og fysik, er der ikke en eneste muslimsk nation i top 30. Fjern olien, naturgassen, og fra Algeriet til Iran har disse nationer derpå kun lidt at tilbyde verden. Iran ville skulle gå tilbage til at eksportere tæpper, kaviar pg pistacienødder.
Ikke en muslimsk nation er medlem af G8- de økonomiske magter- eller hos BRIC landene - de fire fremstormende magter - Brasilien, Rusland, Indien, Kina.
I det 20 århundrede så verden fremkomsten af de asiatiske “tigre” - Sydkorea, Taiwan, Singapore, Hong Kong. Hvor er de muslimske tigre?
For få år siden var BNP i hele den arabiske verden et der svarede til Spaniens. Fjern olien og naturgassen og deres eksport ville svare til Finlands.
Sammenlignet i fremstillingsdynamik kunne den islamiske verden, skønt de er flere, end ikke blot nærme sig Kina. Og mens Islam var en civilisation, der på visse områder stod over Vesten fra det 7. til det 17. århundrede, så begyndte deres verden at stagnere og gå i forfald.
Derfor opstår spørgsmålene: Hvis islamismen omfavner Libyen, Tunis og Egypten og vil indfange andre muslimske nationer mens Det Arabiske Forår bliver modent, hvor er så det historiske bevis på, at disse islamiske regimer kan forvandle deres stater til fabrikationsmagter og militære magter?
Hvor er beviset på at islamiske regimer, såsom Sudan og Iran, kan levere det som deres befolkning krævede da de styrtede dikatorerne?
Og hvis, som de kommunistiske regimer i det 20. århundrede, de ikke kan levere det ‘gode liv’ som oprørerne higede efter da de forkastede tyrannerne, hvad vil så følge efter islamismen når denne uundgåeligt falder?
Har islamismen virkelig en fremtid i den islamiske verden set over et længere tidsforløb? Eller er tiden også ved at rinde ud for fundamentalisterne?
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of nine books. His latest book is "Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?"
http://www.wnd.com/2011/12/379313/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar