Christopher Orlet
At tjene på regeringsmandater og de skjulte omkostninger ved at bo i byen.
I stadig større grad får man det indtryk, at man lever i et tredje-verdens land.
Her i sidste uge skulle min bil synes som anvist af det almægtige Missouri Department of Revenue. Her i St. Louis har staten krævet at vore køretøjer skal inspiceres hvert år ..eller hvert andet (det er lidt forvirrende) Dermed sikres et fast strøm af kontanter til statens bundløse skattekiste. Det sikrer også at mange indbyggere aldrig får deres biler synet, da de ikke har råd til bøderne og reparationsomkostningerne.
Jeg troppede engang op i Trafikretten efter at have modtaget (min mening) et ufortjent bødeforlæg. Som med så meget andet i byen var den oplevelse en øjenåbner. Retssalen foregik stående, men det synes som at jeg var eneste person tilstede, i besiddelse af et gyldigt kørekort. Tilsyneladende kører rigtig mange rundt i vore gader uden kørekort. Hvem vidste det?
I min by, skal man for at få fornyet sin godkendelse af sin bil bestå en udledningsprøve (for Co2) og en sikkerhedsinspektion. Man skal også fremvise bevis på at man har betalt sin ejendomsskat, og hvis man ikke ejer ejendom, sikre sig et bevis fra Kommunekontoret. Alt dette er forløberen for det faktiske besøg i ‘rædselsshowet’ som inspektionen er. En sådan overflod af rødt tape ville glæde hjertet hos den mumificerede Lenin.
Som med de fleste regeringsregulativer er det den fattige der rammes mest negativt. De bedre stillede har råd til bedre køretøjer der kræver mindre vedligeholdelse, mens den fattige skal bruge tusinder af dollars til reparationer. I værste fald kører de så rundt med godkendelser der er udløbet, bliver arresteret (mange har domme for tidligere kørebestemmelser) og de kommer i fængsel, og mister dermed et arbejde, deres indkomst, deres forsikring mv. Jeg fik engang stjålet godkendelsesmærkerne fra min nummerplade. En kører har måske ikke et gyldigt førerbevis, men for tyve dollars kan han købe stjålne mærker, således at han undgår at blive vist ind til fortovet.
Jeg havde taget en fridag fra arbejde for at få lavet det syn. Lykkeligvis var der et synsssted lige i nærheden af, hvor jeg bor, et sted med en form for fiskesymboler. Fisken var uden tvivl for at man blot skulle tage det roligt, hvilket jo altid er en vigtig ting når der forhandles i den dystre verden der hedder reparation af biler. Jeg betalte 36 dollars for synet og ventede.
Jeg var ganske overbevist om at min gamle pickup ville blive godkendt. Trods alt var den blevet godkendt for blot et år siden på et lille værksted i det nordlige St. Louis. Denne gang informerede synsinspektøren, en tøndeformet gråskægget og med lange grå lokker holdt sammen med et pandebånd, mig om at mit køretøj ikke kunne synes. Jeg havde en revne i forruden og bagdækkene skulle skiftes. Her taler vi om ca. 500 dollars. Han sagde køretøjet havde en del andre problemer som man dog ville se bort fra.
Jeg protesterede, mit køretøj havde haft revnein i forruden sidste år og den blev med lethed godkendt. “Ser du,” sagde jeg, “Jeg ved godt min pickup er en skrotbunke, men jeg bor i ghettoen. Hvis jeg nu havde et nyt køretøj så ville det blive vandaliseret eller stjålet. Nye dæk ville også forsvinde. De lokale tyve lader kun min bulede gamle pickup være.”
Synsinspektøren trak på skuldrene og sagde, “Jeg siger til mine kolleger at for 50 dollars og der er intet i vejen med den.”
Således foregår det. Jeg mente nok jeg havde hørt om noget lignende, muligvis fra New York City, men da vi er en relativ lille by, er jeg aldrig nogensinde blevet så rystet, udnyttet eller fristet til bestikkelse.
Inspektøren sagde jeg skulle komme tilbage om cirka 3 timer. Så lang tid tager det normalt at sætte nye dæk på og en ny forrude i.
Jeg havde allerede betalt 36 dollars. Hvis jeg gik til et andet synscenter skulle jeg betale ekstra 36 dollars for et syn. Og hvordan kunne jeg vide at bilen ville blive godkendt der? Men det som virkelig ophidsede mig, ligeså meget som det at blive udnyttet, var at jeg havde brugt en af mine få tilbageværende feriedage på at få nye godkendelsesmærker. Den halve dag var nu gået, og jeg havde intet opnået.
Jeg kørte til den sydlige del af byen og fandt et andet synssted. Der fik jeg at vide at der var tid næste dag. Kom igen i morgen.
Betalte jeg udsugeren? Min advokat advarede mod det. Men jeg har mistanke om at mange mennesker gør. Er det prisen for at være forretningsdrivende i et tredje-verdens-land. Jeg mener en amerikansk by.
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator Online.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar