Det er umuligt at være fair

Det er umuligt at være retfærdig

Bernie Planck

Jeg har tre børnebørn og besluttede at jeg gerne ville begynde en tradition med at give hver af dem en guldmønt til Jul. Men så tænkte jeg nærmere over det.  

De er i alderen 1, år, 11 år, og 13 år. Lad mig kalde dem X, Y og Z. (som beskyttelse af deres identitet). Hvis jeg giver hver en guldmønt fra næste jul, så, er dette hvad de vil have i pungen, når de fylder 18 år,

X: 17 guldmønter.
Y: 8 guldmønter.
Z: 7 guldmønter..

Se det forekommer ikke at være retfærdigt. Den yngste ender jo med de fleste guldmønter.

Så jeg overvejede, hvorfor ikke give den ældste 11 guldmønter til Jul den næstældste 10, og den yngste blot 1, således at når de alle bliver 18 år så har de det samme antal mønter. Da det ikke vil give mig nogen finansielle problemer så forekom den plan slet ikke så tosset.

Imidlertid kunne moderen til den 1 årige måske føle sig sat noget til siden på barnets vegne - hvordan kan det dog være det ældste barnebarn får flere mønter? Hvad nu hvis jeg dør efter næste Jul - det ældste barnebarn vil så ende med de fleste mønter. Det er da ikke retfærdigt, vel?

Jeg formoder jeg så kunne gå tilbage til den oprindelige plan, og  tilføje i mit testamente at ved min død, da skal hvert barnebarn gives tilstrækkeligt med guldmønter således at de havner på præcis 17 mønter hver.

Dette lader selvfølgelig formode at jeg ikke dør som fallent, i så tilfælde ville to af mine børnebørn ikke blive behandlet rimeligt.

 

A young homeless person begging in London

Photo Credit: The Guardian

Grunden til jeg fremfører dette dilemma skyldes, hvordan vi fordeler retfærdigt, og når jeg hører det sludder med at rige mennesker ikke betaler deres rimelige del af skatterne. Jeg synes ikke det er retfærdigt at fattige ikke skal betale skat (se min artikel Tax Cuts Should Favor the Rich). Jeg arbejder hårdt, får ingen og vil ikke have nogen sociale ydelser, ingen fødevaremærker jeg ligger heller ikke det offentlige skolesystem til byrde. Hvorfor skulle jeg betale næsten alle skatterne?  Det er bare ikke fair.

Det koster min by, min stat og land mindre at beskytte mig, end at beskytte mennesker i ghettoen. Der er færre ildebrande eller ulykker der kræver politiets nærvær i min kvarter, end i fattige kvarterer. Hvorfor skulle jeg betale mere for brandvæsen, politi, lægehjælp eller sociale services når jeg knap nok bruger dem? Det er ligesom at bede mig betale for mad som fede storgafler i sig, mens jeg spiser i moderate mængder. Det er bare ikke fair.

 

Fattige giver den største byrde til vort land og betaler intet. De fylder vore skoler med deres utallige børn, fylder vore hospitaler med heroin-ludere og gennemhullede ofre for skyderier, de fjerner mad fra supermarkedernes hylder gennem mine skattetilskud og udlever den amerikanske drøm mens de hyler op om at jeg ikke betaler min rimelige del af skatterne. Det er bare ikke fair.

Hvis vi ikke beskattede mennesker som jeg så hårdt, hvis vi eliminerede den ækle selskabsskat (den næsthøjeste i verden), så ville der være flere penge til rådighed for investeringer, flere jobs og som en konsekvens flere mennesker i arbejde og således færre fattige, der er en skændsel for vor nation. Det ville bare være fair.