De 3 mest skadende medlemmer af “Den Største Generation”
Kathy Saidle
Sidste uge spurgte jeg om konceptet med “Den Største Generation” (læs den her på synopsis) har gjort mere skade end gavn, ved at den har gjort os tøvende med at påpege fejlene ved, de på andre områder, beundringsværdige grupper.
Jeg præsenterer nu, som jeg lovede, de “Værste” af de største.
Som altid er meninger forskellige, og jeg inviterer dig til at komme med dine nominerede, og afvigere (og forslag til fremtidige lister) i kommentarfeltet.
3. HOWARD ZINN
Kort sagt er det Zinn tilbyder os ikke en berigtigelse, men en forvrængning. Det er som nogen sagde til dig “Du vil gerne se Versailles?” og der bragte dig på en rejse til et falfefærdigt skur helt ude i udkanten af paladsets jorder. “Der kan du bare se, ganske ynkeligt, ikke sandt?” – Roger Kimball
Howard Zinn har smadret flere Thanksgiving måltider end salmonella.
I årtier er første års studerende kommet hjem fra deres første semester, og college begavet deres ulmende familier med “sandheden” om Amerikas behandling af indianerne. For pokker da, selv fiktionsserien Sopranos havde emnet oppe.
Tony’s unger fortæller ham at de ikke fejrer (Columbus Day) i skolen, fordi Columbus var en folkedrabsudøver overfor de indfødte indianere i det nye land. Da Tony derpå spørger, hvorfra han har den ide, fortæller junior at det er fra deres skolebog, Zinn’s A Peoples History of the United States, som er påkrævet læsning på colleges over hele Amerika og som er blevet solgt i millioner af eksemplarer, mest til letpåvirkelige teenagere, der derpå fortsætter og bliver til utåelige voksne; de der smug “progressive” der ender med at blive offentligt ansatte, politikere, journalister og andre mediepersoner, “kunstnere,” filmstjerner og selvfølgelig lærere.
Næste gang du hører Whoopi Goldberg insistere på at den japanske Hær (hun mente “Flåde”) bombede Pearl Harbor (og måske havde en ganske god grund) så giv Howard Zinn skylden.
Når din nevø, der er ved at blive voksen (eller din arbejdsløse midaldrende svoger i pengenød) erklærer med en hørbar grynten at enhver krig i historien kun drejede som om “gådighed” (herunder Civil War og 2. Verdenskrig, så læg skylden på Howard Zinn.
Hvis det får dit blod i oprør; delvist indkapslet i sarkastiske “løsrevne citater;” bevidst overdrevent og fluekneppende, og derfor mest sagt for at ærgre (og får den talende til at føle sig uretmæssig overlegen); hvis det modsiges af almindelig sund fornuft, af menneskets natur, fysikkens love, og din egen personlige erfaring; hvis det lyder en hel del som noget Oliver Stone ville skabe en film om, eller allerede har - så er chancerne for, at det er en historisk usandhed, der er blevet gødet af nogen under indflydelse af Zinn ret så store, uanset om de ved det eller ej.
Zinn (1922-2010) pralede faktisk med at hans bøger havde en dagsorden, og han kaldte objektivitet for “umuligt” og føjede derpå til, “hvis det var muligt, ville det være uønskeligt.”
Naturligvis braldrede han ikke op om at A Peoples History og hans andre skriverier var præget af faktuelle fejl, og gennemsyret at tvivlsom eller miskrediteret lærdom.
Han hævder for eksempel, at “arbejdsløsheden” steg under Reagan årene.” Forkert, som alle der levede i Amerika under den administration kan fortælle dig; efter en betragtelig op og nedtur, var arbejdsløshedsraten kun 5,4% da Reagan gik ud af Det Hvide Hus.
Endnu bedre, ungdommen bliver lystigt informeret af Zinn om, at “George Washngton var det rigeste menneske i Amerika,” en hvid løgn der er ligeså skør som påstandene fra tidligere generationer af pop-historikere om at Boy Washington var plaget af skyldfølelse efter at have hugget et kirsebærtræ omkuld.
Zinn dvæler med stor kærlighed ved de bloddryppende overgreb begået overfor de indfødte amerikanere, men undlader at nævne de forbrydelse som de samme indfødt begik mod bosætterne - og hinanden.
Zinns dundrende løgne er selve hovedkilden til min kyniske mening om, at hvis andre skamløse løgne om verdenshistorien er nogen indikation, så vil vi vel en dag finde ud af, at Scottboro drengene var skyldige. Trods alt udelader Zinna beretning om Depressionstiden mest berømte sag den datidige bemærkning som et Kommunist Parti medlem kom med til en sort journalist:
“Vi er skide ligeglade med Scottboro drengene. Om de brænder i Helvedet det gør ingen forskel. Vi er kun interesserede i en ting, hvordan kan vi benytte Scottsboro sagen til at ringe den kommunistiske bevægelse ud til folket og vinde folket over på kommunismen side.”
Zinn var kun interesseret i det samme. Hans papirer i FBI blev offentliggjort efter hans død, og du gætter det aldrig!
For det første havde FBI bevis på at han var medlem af CPUSA (kommunistpartiet i USA), og løj om sit medlemskab da han blev interviewet af FBI agenter. De første papirer om emnet er fra marts 1949, da en informant bemærkede “at han (Zinn) er medlem af kommunistpartiet og overværer møder fem dage om ugen.” Zinn blev derpå ansat af American Labor Party ...(der) aldrig ville have ansat ikke parti medlemmer som heltidsansatte.
Næste gang du er fanget omkring et middagsbord, og stirrer på det parterede kalkun kadaver og forsøger ikke at stikke den rapkæftende netop hjemvendte forkælede møgunge med den nærmeste dessertgaffel, så giv dem nogle fakta de kan tygge lidt på:
A People’s History of the United States er over 700 sider lang - og selvom den benyttes år ud og år ind som en lærebog på college, da indeholder ikke en eneste side en kildehenvisnings eller fodnote.
2. BETTY FRIEDAN
Jeg vil nu hævde at meget få mennesker nu faktisk kan huske, hvordan det var under feministbevægelsen. Alt var under angreb. Ingen vidste ,hvad der skulle gøres eller hvordan. Betty Friedan ødelagde et Super Bowl selskab i mit eget hjem ved at være iført et sort læder miniskørt, og svingede sine (ikke dårlige) ben der var indhyllet i fiskenetstrømper frem og tilbage foran TV skærmen så ingen kunne se kampen. Hun fik radikaliseret en betragtelig del, ellers neutrale mænd, til at være overbeviste anti-feminister den dag.
– Carolyn See, Washington PostStands mig hvis du har hørt denne:
En radikal venstreorienteret lader som om vedkommende er noget vedkommende ikke er og skriver en bog med masser af forvrænget “statistik” og hårrejsende anekdoter. Bogen sælges i seks millioner eksemplarer - og smadrer utalliges liv, men år senere betragter de på venstrefløjen den stadig som en “klassiker” og hylder forfatteren som en tapper revolutionær.
OK, således har jeg netop beskrevet de sidste hundrede års historie. Men da (feminister bliver aldrig trætte af at gentage sig selv) kvinder udgør op til halvdelen af verden, vil jeg udpege et enkelt forskrækkeligt medlem af “Den Største Generation” der uden for al diskussion har fået forskruet hovedet på det største antal mennesker.
Betty Friedan (født 1921) forklædt som en typisk forstadshustru, der gjorde oprør en dag i de tidlige 1960’ere. En bog blev resultatet, The Feminine Mystique, der blev et opråb til hustruer overalt om at smide forklædet og kræve uafhængighed af det forkrøblende patriarkat gennem “bevidsthedsbaseret opstand” og desligende.....
(Bemærk venligst: I virkeligheden “brændte ingen deres BH’er,” før nogen helt forkert påstod at nogen havde gjort det....)
Friedan kaldte denne formodede lurende utilfredshed der plagede millioner af amerikanske kvinder “problemet uden navn” - en genial måde at skjule den kendsgerning, at siden hendes tese kun vedrørte college uddannede, hvide, middelklassekvinder, så var det knap en national epidemi. (Min definition på “social retfærdighed” værende den “stædige anvendelse af ubrugbare løsninger på indbildte problemer.”)
Og mens den berømte Lov stadig kun var et glimt i Godwins øje, da beskrev Friedan så velkendt livet i forstaden som en “komfortabel koncentrationslejr.” Hun gjorde også den holdning populært at “det personlige er politisk.” (Jo længere en internetdiskussion bliver, desto større bliver sandsynligheden for en sammenligning, som involverer Hitler eller nazismen. synopsiskommentar om Godwins lov)
Som en talentfuld fraseskriver kunne Friedan have haft en ganske hæderlig karriere indenfor marketing og reklameverdenen. Trods hendes ihærdige insisteren på det modsatte da arbejdede kvinder faktisk i den branche, og andre, på hendes tid og ligeledes før. Ironisk nok tjente Friedan til sidst flere penge og havde mere magt end nogen af de første kvindelige pionerer med hvide skjorter - det at skrive en bog der i stærkeste vendinger lod antyde at de ikke eksisterede.
Som med alt for mange mennesker der har det så let med ordene, da besad Friedans løgnagtige udtryk ofte mere stil end substans.
Tag for eksempel hendes ofte gentagne vurdering i The Feminine Mystique:
“At støvsuge dagligstuen - med eller uden makeup på - er ikke arbejde der kræver megen tænkning eller energi for at udfordre enhver kvindes fulde kapacitet. Ned gennem tidsaldrene har mennesket vidst, at det var anderledes end dyrene ved sindets evne til at få en ide, en vision og forme fremtiden efter den .....når han opdager, og skaber en fremtid der er anderledes end hans fortid, er man et menneskeligt væsen.”
Så sandt, så sandt, men ikke særlig originalt. Af grunde der enten har relation til manglende nysgerrighed eller intellektuel uærlighed fulgte Friedan ikke sin argumentation ud af en mere spændende sti: Hvorfor havde kvinder ikke været de som opfandt støvsugeren og alle de andre “arbejdsbesparende redskaber” de benyttede hver dag - de som gav hendes løgn om “komfortabel koncentrationslejr” mening?
Selve spørgsmålet (for slet ikke at nævne svarene) ville have kostet Friedan hendes blomstrende karriere som “kvindefrigørelsesbevægelsen” offentlige ansigt. Som bloggeren
Kate McMillan holder af at sige, “Hvis kvinder styrede verden, da ville menneskeheden stadig bo i huler, dog med virkelig, virkelig smarte garidner.” Det er det samme som at sige at det at opfinde “bare ikke ligger til vor natur.” (Se “Charles Kettering frigav flere kvinder end Betty Friedan og Gloria Steinem.”)
Sammenlignet med det at helbrede for sygdomme eller bygge jernbaner er det at skrive en bog ikke specielt svært. Og Friedans ‘satire udlægninger’ over kvinders plads i verdensvar ikke særlig original. Jean Paul Sartr’e, Simone de Beauvoirs alfonslignende elsker fik hende til det med “Det Andet Køn” helt tilbage i 1949.
(Om nogen faktisk have bekymret sig om at lægge mærke til: Friedans fastholden på at “analysere” artikler om “arbejdende kvinder” og “hvordan man bliver den perfekte hustru” fra tidskrifter der var populære hos kvinder ville kunne antyde, at skribenterne af de artikler havde tænkt over det før hende).
Se - her Bette Daivis i den kritiker roste All About Eve tilbage i 1950:
Under forudsætning af at arbejdet ikke nødvendigvis kræver filosofisk kræven eller blot integritet, da ville Friedan virkelig kunne være blevet til en stor Madison Avenue fraseskribent. Blot det, hun var kommunist - noget hun udlod i sin halvbiografiske bog og i pressemateiraler:
Betty Friedans hemmelighed var selvfølgelig delt med hundreder af kammerater på venstrefløjen der gik sammen med hende i hendes optog, tilsyneladende for at assistere hende i hendes politiske dagsorden overfor den amerikanske offentlighed, der intet anede om hendes baggrund.
Friedan var, fra sine collegae dage, og indtil hun var midt i 30’erne en Stalin Marxist (eller en udløber deraf), del af den intime politiske ledelse af Femte Kolonne i Amerikas Kolde Krig, og på et tidspunkt endog en ung kommunistisk fysikers elsker. En fysiker der arbejdede med atombombeprojektet sammen med J. Robert Oppenheimer.
Som ikke nybegynder når det drejede sig om “kvindespørgsmålet” (frasen er i sig selv en Marxistisk konstruktion) var hun helt sikkert bekendt med Engels, Lenins og Stalins skriverier om emnet, og havde selv skrevet om det som journalist for fagforeningstidsskriftet United Electrical Workers
Det bliver bedre endnu (eller værre, som man ser på det), og jeg tør vædde på I kan gætte hvordan, - Al Gore, Michael Moore. Friedan var Komunist, der også ‘tilfældigvis’ boede i et palæ (komplet med hushjælp). Idet hun præsenterede sig som en uafhængig feminist, blev hun støttet af sin (nu-eks) mand, som hun på et tidspunkt anklagede for at misbruge hende. (Han mente dog det var omvendt).
Friedan råbte som det er så velkendt af den debatmodstander hun ofte mødte i 1970’erne den konservative Phyllis Schlafly: “Jeg så gerne du blev brændt på pælen.” Men selv i de storhedstider, åbenbarede Friedan nogle overraskende synspunkter. Bekymret over den øgede radikalisering og separatisme i den kvindebevægelse hun havde hjulpet med at skabe kaldte Friedan lesbiske “en lavendel plage” der ville slå den organiserede femnismes hovedbudskab ihjel.
I sin opfølgende bog fra 1981, The Second Stage, beklagede Friedan at feminismen nægtede at “selve det grundlæggende i kvinders personlighed indfries gennem kærlighed, pleje, hjem.” Den form for tale førte til at Susan Faludi og andre Third Wawe feminister kaldte Friedan en forræder, og ude i mørket.
Måske var hendes giftige reaktion overfor Schlaflys ubøjelige løsning antændt af Friedans anden hemmelighed: Den skrækkelige erkendelse af at hun og hendes “fjende” var mere enige end hun ville indrømme.
1. JIMMY CARTER
I Unge Mennesker® tænker muligvis:
“OK, Jimmy Carter (født 1924) hader Israel og elsker terrorister og diktatorer - men han er også med i Habitat for Humanity sagen, så hvorfor hidse sig op?
Ak, ja, i kære unger! Sæt Jer nu ned og lyt til tante Kathy der kan fortælle dig om 1970’erne.
Jeg var barn tidligt i 1970’erne så jeg forstod ikke hvad Watergate handlede om. (Til mit forsvar, så gjoede de voksne heller ikke.) Hvis 1960’ernes smædekampagner havde været hjerteanfald, da var Watergate det anfald der næsten lagde Amerika ned.
I 1976 kunne Demokraterne have stillet en død hamster op som præsident og vundet. Det stillede så Jimmy Carter og og det kunne se ud som en genistreg: En “uden tilknytning” til Washington, en evangelisk kristen, en flådeofficer der var blevet jordnøddefarmer og med et stort smil og en anseelig bondeknoldsfamilie der forstår at give materiale til megen værdsat komik:
Han har en mor der som 68 årig drog afsted til Indien, en datter der bor i en hytte i et træ, medjælpere der ikke bruger undertøj, en søster der kører motorcykel, en bror der drikker ti sixpacks øl om dagen og endnu en søster der er en troshelbreder.
Jamen da dog!
Mine økonomiske lærebøger fra den gang sagde man aldrig har inflation og arbejdsløshed lige med det samme. Ikke alene anså Carter sådanne lærebøger som tåbelige, men jeg vendte deres sider (en gysende fornemmelse, tro mig) økonomien var så elendig at man måtte opfinde et nyt ord for den. “Stagflation” - inflation, arbejdsløshed og høje tocifrede rentesater i et trebenet kapløb frem mod afgrundens rand.
Jeg valgte Jimmy Carter som mit valg nummer 1, af den fuldstændig subjektive og personlige grund at efter 9/11, begyndte jeg at sige, “Jeg giver Jimmy Carter skylden” og det er jeg ikke holdt op med. Hans seriestupiditet om Iran - fra hans alt for voldsomme omklamren af Shahen til ambassadegidseltagningen - lagde grundlaget for Obamas “svage hest” mening om Amerika. (Det er ikke tilfældigt at et pludseligt panikramt Iran frigav gidslerne midt under Reagans indsættelsestale).
Man skulle så tro at nogen så fuldstændig uduelig ville snige sig tilbage til Plains, Georgia, og aldrig, aldrig vise sit grinende fjæs for offentligheden igen.
Endnu engang havde Amerika fejlbedømt Jimmy Carter. “Den “rare fyr” afslørede en arrogant bitter side der chokerer også i dag, hvis du som jeg husker hans besynderlige kampagne materiale og den lettelse hvormed hans valg blev hilst.
Jeg havde aldrig troet at Amerika nogensinde igen ville lade sig bedrage på den vis igen. Ooops!
Når det er sagt, så husk: Efter Carter kom Reagan.
Bare bliv ved med at gentage det igen og igen. Jeg synes det hjælper en smule.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar