George McGovern afvist af sin "Gamle Ven" Fidel Castro
I denne uge forlod en fortvivlet George McGovern Havana uden at have besøgt Fidel Castro, der var travlt optaget af sin cancer-ramte Venezuelanske 'kæreste' Hugo Chavez. "Castro er meget genert og følsom," gispede McGovern efter sit første besøg på Cuba i 1975. "Jeg kunne faktisk godt lide ham ... det kan synes svært at tro, men jeg tilbragte samlet 14 timer med ham. Ved afslutningen af den oplevelse følte jeg, jeg virkelig kendte manden, og jeg følte at han kendte mig, og vi har haft et ganske venskabeligt forhold lige siden."
“Overalt var vi omgivet at leende børn der helt klart elskede Fidel," skrev den henførte gentleman fra South Dakota om en "improviseret" tur i jeep sammen med hans Stalinist vært ved det samme Cuba besøg i 1975.
Lad os derfor træde et skridt tilbage et øjeblik. Det politiske parti (Demokraterne) der leder "landet for den frie" (United States) hylder George McGovern som sin "samvittighed," "ældre statsmand," og gav ham Presidential Medal of Freedom i 200. Denne "samvittighed" og medaljevinder hylder derpå en stalinistisk diktator (Fidel Castro) som sin "gode" og "gamle ven."
For perspektivets skyld så fængslede McGoverns "ven" politiske fanger i et større antal end Stalin under "Den Store Terror, myrdede flere cubanere end Hitler myrdede tyskere under De Lange Knives Nat og gik ind for at atombombe U.S. præsidenkandidaten George McGoverns eget hjemland.
Forestil dig om Barry Goldwater eller Ronald Reagan havde pralet med et venskab med Augusto Pinochet (hvis antal af formodede mord er som en dværg i sammenligning med Castros dokumenterede mord - og som absolut ikke havde til hensigt at atombombe os).
Mon det Demokratiske-propaganda medie kompleks ville have bemærket det?
Lad os sige at Sarah Palin eller Michele Bachman var kommet med rosende ord for den tidligere Sydafrikanske præsident P.W. Botha, og gav ham kredit for den gode sundhedshjælp apartheid regimet gav de sorte sydafrikanere. Mon medierne ville finde det værd at nævne og fabulere over?
Interessant nok, så var barnedødelighedsraten for Sydafrikanske sorte, ifølge UNICEF, faktisk lavere og livslængden højere under apartheidregimet end bagefter. På lignende vis på Cuba før Castro hvor man havde den 13. laveste barnedødelighedsrate i verden. Dette bragte landet ikke kun i toppen i Latinamerika men foran de fleste lande i Vesteuropa, og foran Frankrig, Belgien, Vesttyskland, Israel, Japan, Østrig, Italien, Spanien og Portugal. I dag efterlader alle disse lande kommunist-Cuba nede i støvet, med en meget højere barnedødelighedsrate.
Og som endnu en nedtur fra 13. pladsen (kapitalistiske Cuba) til 59. pladsen (kommunist-Cuba) er Cubas "imponerende" barnedødelighedsrate holdt kunstig lav gennem kommunistisk chikane med statistikkerne og ved en i sandhed afskytvækkende abort rate på 0,71 abort per levende fødsel. Dette er halvkuglen højeste. Enhver graviditet på Cuba der blot ligner et problemer bliver "afbrudt." Der er vist ikke behov for at tilføje at George McGovern tordner mod U.S. økonomiske sanktioner mod hans vens slaverige.
Der er vist heller ikke brug for at minde om at 70-ernes Senator George McGovern tordnede mod U.S. økonomiske sanktioner mod Rhodesia, Sydafrika, Chile og Nicaragua. Jovist gentleman'en fra South Dakota havde lavet sine lektier: Cuba regimet ville atombombe U.S. og optrænede og betalte enhver terrorgruppe der ville elske at myrde os. Hvorimod de nævnte andre lande alle var U.S. allierede i Den Kolde Krig.
"Jeg ville ikke lade en håndfuld støjende Cuba flygtninge i Florida diktere vor udenrigspolitik," smældede Geroge McGovern i en tale i 2004.
Jeg gætter på at med "støjende Cuba flygtninge" mener Sen. McGoverne de amerikanske borgere der er af cubansk herkomst. Jeg gætter på at ved "diktere" mener han deres ulidelige vane med at "stemme." Og bemærk hans udtryk "vor udenrigspolitik." Jeg gætter på det betyder at U.S. borgere af cubansk herkomst ikke kvalificerer sig som værende "vore."
Forestil dig, at Sarah Palin eller Michele Bachmann antydede at U.S. borgere af palæstinensisk eller mexikansk herkomst var uafladeligt "fremmede" og burde forhindres af stemme. Mon medierne ville finde det værd at nævne?
Jeg betvivler ikke McGoverns politiske instinkt. Faktisk er den yderst tydelig. I et forbud mod at cuba-amerikanere kan stemme har denne "Det Demokratiske Partis samvittighed" en sund opskrift på sit partis succes. Som bevis:
Vælgerundersøgelser viser at cuba-amerikanere stemte mod Obama med den højeste margin - også højere - end nogen anden U.S. etnisk gruppe, inklusive "anglos." Vi har været næsten 50 år i eksil men selv ikke alle kongens heste og alle kongens mænd har været i stand til at bringe cuba-amerikanerne sammen for at følge flertallet i deres nye fædreland og registrere sig som Demokrater. Selv med en tredjegenerations registrering som vælger er blot 13% af disse uhelbredelige tykhovedede og uoplyst mennesker registreret sammen med Amerikas største politiske parti. Dette er den mest diminutive Demokratiske medlemsregistrering af nogen etnisk gruppe i U.S. Og 72% af disse helt klart uhelbredelige reaktionære er medlemmer af Amerikas minoritetsparti (Republikanerne). Dette er dermed den højeste andel for nogen etnisk gruppe i U.S.
Under præsidentkandidat Obamas kampagnebesøg i Miami i sommeren 2008, klappede en kæmpeskare hysterisk af den Demokratiske Messias - men udenfor hallen, marcherede cuba-amerikanere og viftede med skilte der undsagde ham. Dette var det første tilfælde af en sådan uærbødighed overfor Den Ene under hans kampagne.
For at føje spot til spe, benævnede et formelt brev, affattet af fem større Cuba-Amerikanske organisationer på den tid, herunder Svinebugts Veteranernes Sammenslutning og Cuban Political Prisoneres Association, Obamas kandidatur "en krænkelse" af deres inderste følelser. Intet der blot kunne ligne en smule af den form for mistillid havde været fremført af ordenligt assimilerede amerikanere på noget kampagnestop hos den demokratiske kandidat.
http://frontpagemag.com/2011/07/13/george-mcgovern-snubbed-by-%E2%80%9Cold-friend%E2%80%9D-fidel-castro/2/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar