Der er noget råddent i Norge
Anders Breivik’s angreb mod det norske Arbejderpartis ungdomslejr har sin allermest tydelige forgænger i Maalot Masakren da palæstinensiske muslimske bevæbnede mænd angreb en israelsk grundskole, og tog over 100 gidsler, og derpå benyttede de automatvåben til at dræbe som mange af dem de kunne. Men forbindelsen mellem Maalot og Utoya er ikke kun tilfældig. Arbejderpartiets Ungdomsafdeling der ledede lejren har en lang historie med støtte til den samme slags terrorister der udført Maalot Massakren.
Gravsten for nogle af ofrene for Maalot massakren
Lars Gule, er Generalsekretær for Norges Humanistiske Forening og en forsvarer af at muslimer har ret til at diskriminere mod kvinder og bøsser. Han var leder af Arbejderpartiets Ungdomsafdeling ved Bergens universitet - og en DFLP terrorist.
DFLP var den organisation der stod for gennemførelsen af Maalot Massakren. Og to år efter det angreb blev Lars Gule optrænet af DFLP og sendt til Israel via Norge med sprængstoffer skjult i omslaget på hans bøger.
"Den mistænkte havde ladet sine arbejdsgivere vide, at han ønskede at tage menneskeliv...at styrke palæstinensisk kamp ånd og moral," bemærkedes det i det norske politis optegnelser.
Intet af dette fik indflydelse på Gule's karriere på nogen måde. Han kom på Bergens universitet og blev chef for Arbejderpartiets Ungdomsafdeling, den organisation der var målet for Utoya angrebet. I dag er han en prominent person på venstrefløjen.
Hvad er fornuften i dette? Glenn Bech sammenlignede Arbejderpartiets Ungdomslejr med en Hitler ungdomslejr. Han var tæt ved, men ikke helt præcist. Rødderne for Arbejdernes Ungdoms Organisation er faktisk Kommunistisk. Norges Arbejderparti var medlem af Kommunistisk Internationale. Ungdomsafdelingen blev skabt ved en fusion af Venstre Kommunistisk Ungdomsliga og Socialistisk Ungdomsliga i Norge. Vi benytter ofte "kommunist" som noget ringeagtende - men i dette tilfælde, Utoya lejren, da var det bogstavelig talt en kommunistisk ungdomslejr.
Dagen før massakren besøgte den norske udenrigsminister Gahre-Store lejren og blev hilst med bannere der gik ind for en boykot af Israel, og Gahre-Store svarede med en anti-Israel tale til klapsalver fra lejrdeltagerne. Der er noget ildevarslende ved en sådan indoktrinering af had. Det er ikke helt på samme plan som Hitler Jugend, men heller ikke så langt fra.
Gahre-Store på sommerlejren
Tilbage i 1930'erne blev tyskerne opmuntret til at lægge skylden for alle deres problemer på jøderne. I dette årti bliver nordmændene opmuntrede til at lægge skylden for deres problemer på jøderne. Der er få arbejderbørn på sommerlejren. Det er for det meste børn af 'partiet,' sønner og døtre af bureaukrater og partiledere, der træner den næste generation til at overtage Arbejderparti Staten.
Breivik kom fra samme baggrund. Søn af venstrefløjseliten. Og hvis hans forældres ægteskab ikke var gået i stykker, og den unge knægt der samlede, gav, en del af skylden på Arbejderpartiet, da ville han sandsynligvis have fået en udmærket plads i den socialistiske stat. Breivik kan have vendt sig mod sine rødder, men ideen om at terroristisk vold er en lovlig løsning er en holdning han meget let kunne have fået fra venstrefløjen.
Gahre-Store kan meget vel være hilst af bannere der går ind for boykot af Israel, men han ville aldrig være blevet mødt med bannere der opfordrer til en boykot af terrorister. Og hvis der nu skulle være en islamistisk terrorgruppe som Gahre-Store ikke støtter, da er den svær at finde. Gahre-Store er gået ind for at forhandle med Al Shahaab,i Somalia, en al-Queda afdeling, han talte med Hamas lederen Khaled Mashal og gik ind for en forsoning med Taliban.
Arbejderpartiets Ungdomsafdelings ønske om ødelæggelsen er Israel er heller ikke ny. I 70'erne gik bevægelsen allerede ind for en En Stats løsning. Manden der ledede organisationen blev derpå landets udenrigsminister og spillede en hovedrolle i Oslo Aftalerne, der gjorde Israel til et frit kampområde for Ungdomsafdelingens terrorristallierede og Arbejderpartiet.
Yitzhak Rabin, Bill Clinton, og Yasser Arafat ved underskrivelsesceremonien af Oslo Aftalen 13. September 1993
Mediekommentatorer har gjort rigtig meget ud af Breiviks radikalisering, men trods hans dødshøst, synes hans radikalisering at være en isoleret hændelse i sammenligning med størrelsen af radikaliseringen på Utoya. Hvis Breiviks vold og hykleri skal fordømmes - burde hykleriet og voldstilkendegivelserne på Utoya da ikke også fordømmes?
Venstrefløjen kan benytte Utoya som et eksempel, men der er en legion af modsat rettede eksempler. Så absolut ikke den mindste er Lars Gule der rejste med sprængstoffer i sin rygsæk, på en rejse der bragte ham fra at være en DFLP terrorist til leder af Arbejderpartiets Ungdomsafdeling.
Og bag det er der den større række af DFLP og Fatah overgreb. Og de andre overgreb fra andre terrorgrupper rundt om i verden. Utoya angrebet kan ikke ses som en isoleret hændelse. Det skal ses indenfor konteksten af støtte til terrorisme som en gyldig taktik. En ide der går tilbage til Arbejderpartiets marxistiske rødder og som legemliggøres i partiets politiske støtte til terrorisme. Og dets manifesterede fjendskab mod terrorismens ofre.
Breivik og Lars Gule havde deres fælles oprindelse i et land domineret af en politisk venstrefløj der betragter vold som et lovligt værktøj i den politiske forandring, mens man umenneskeliggør ofrene. Norges ambassadør i Israel skelnede omhyggeligt mellem Utoya angrebet og terrorangreb mod israelere. De sidstnævnte ville forsvinde om Israel blot fulgte Gahre-Stores eksempel og forhandlede med Hamas.
Det som Norges politiske elite ikke evner at fatte er, at terrorismens ånd ikke kan holdes inde i lampen, og så blot komme ud på kommando. Når man en gang legitimerer terrorismen som et værktøj for politisk forandring mister man evnen til at bestemme, hvem der kan finde på at bruge den. Breivik fulgte Lars Gules eksempel, som de marxistiske terrorister, hvis intellektuelle arv er den sorte tjære der driver ned at de malede vægge i den norske udenrigspolitik.
Hadet og terroristsamarbejdet der blev udstillet på Utoya var symptomer på en værre sygdom. "Der er noget råddent i Danmark," udbrød Marcellus i Hamlet. Det er på lignende vis plumråddent i Norge.
Breivik var et udtryk for den råddenskab. Men der er mange flere. Som Lars Gule og hans vision om en sekulær ateisme der lever side og side med den falske islamisme. Eller Gahre-Store der følger i fodsporet af utallige venstrefløjs udenrigsministre der åbner porten til Norge for enhver islamist terrorgruppe derude. Eller de børn der oplæres til at blive de fremtidige ledere af Norge der bliver undervist at hade ligeså intenst som deres Fatah medfæller.
Daniel Greenfield
http://frontpagemag.com/2011/08/01/something-rotten-in-norway/2/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar