Fra velfærd til arbejdsliv

Et arbejde! Nej tak, så mister jeg min velfærdsydelse

                           
Richard Brodie
                                  

Da jeg spurgte min nabo, en kendt afrikansk-amerikansk filmskuespiller, hvorfor hans tre sunde, brødre i 30’erne ikke havde noget arbejde når, som skuespilleren klagende sagde de hele tiden “rendte ham på døren for at få penge,” svarede han - “de ville aldrig drømme om at få et job; så vil de jo miste deres velfærdsrettigheder!” Denne udtalelse opsummerer den giftige syre mod det personlige initiativ og ansvar og den efterfølgende personlige dovenskab der er en følge af velfærdsstaten, langt bedre end nogen anden udtalelse jeg er stødt på. Den burde sendes rundt i medierne for så præcis er pointen

Da jeg var dreng i 1940’erne husker jeg, at ingen ville have drømt om at indrømme offentligt at han var på ‘velfærd’ eller blot at han var fattig. At indrømme fattigdom var det samme som at meddele verden at man var en fiasko i at sørge for sig selv, at man sådan set havde fejlet i at opnå det personlige mål - selvforsørgelse. I dag kan imidlertid horder af ‘udnyttere’ ses  i en offentligt krævementalitet om dette eller hint i velfærdsgoder, nærmest stolt over at de således proklamerer at de er begunstigede.

Den valgte politik nærmest også opmuntrer embedsmænd, hvoraf de fleste er Demokrater, til at være imødekommende med håndsrækninger fra regeringen, som en metode til at købe sig stemmer fra store klasser af fremtidige vælgere, og så sk.. være med landet.

Selv det moderne eufemistiske ord ‘velfærd’ har tjent til at udslette stigmaet ved at få hjælp af regeringen, man benytter ord som “kompensation” og “rettighed” og således får man det til at lyde nærmest ærværdigt at være forsørget af den offentlige kasse.

En særlig topmålt form for velfærd er ‘Hjælp til Enlige Mødre’, en støtte der ikke kun opmuntrer til afhængighed af den, men faktisk også opmuntrer til ikke at gifte sig, og dermed smadres enhver form for familieliv. For eksempel i det afro-amerikanske samfund var procentdelen af børn født uden for ægteskab efter 2. Verdenskrig 8%. I dag efter årtier med ‘Hjælp til Enlige Mødre’ er det tal nærmere 70%. (Venstrefløjen lægger selvfølgelig skylden for dette høje tal på slaveriet!) med især faderløse drenge der er tvunget til at lede efter mandlige rollemodeller i organiserede grupper - som bander.

Er det mangel på intelligens der gør at vi vælger velfærd? Næppe. Vor intelligens fortæller os af hvis nogen giver os noget gratis, ja da bør vi tage imod det! Det er snarere vor integritet og vor traditionelle amerikanske værdier, begge er de for hastigt nedadgående i vort samfund, der fortæller os at vi ikke skal tage imod penge fra andre mod deres vilje, penge de selv har brug for! Det vi har brug for er ledere der er intelligente og som har integritet til at indse at det at sætte mennesker på ‘ydelser’ skaber en klasse - og med tiden en nation - af parasitter, en katastrofe for enhver nation som med tiden dermed dømmes til glemsel.

Selv jeg, der foragter ideen om velfærd, har erfaret den forførende appel ved ‘gratis’ regeringspenge. Da jeg blev fyret fra mit arbejde for fem år siden, opdagede jeg, at arbejdsløshedsunderstøttelsen, som jeg vidste kun ville gælde et år, var så udmærket nok til at kunne leve, hvilket jeg så gjorde et helt år før jeg søgte efter arbejde. Med skam at melde anså jeg det som et års betalt ferie, hvilket jeg retfærdiggjorde ved at sige, at jeg jo havde betalt til den, skønt det faktisk var min arbejdsgiver der havde betalt. Jeg tror næppe jeg er den eneste modtager der har haft det på den måde.

Selvfølgelig er der brug for ‘velfærd’ men den bør forbeholdes de som virkelig har brug for den, det vil sige den lille procentdel af mennesker der faktisk er fysisk handicappede så de ikke kan arbejde.

Så når offentligheden vånder sig over det nuværende arbejdsløshedstal, særligt blandt minoriteterne, da bør de undgå fanfaren om “medfølelse” og indse at ikke alene vil flere regeringsgoder fostre flere parasitter, men at en betragtelig procentdel af disse arbejdsløse allerede befinder sig i en stadig større underklasse af mennesker der “aldrig kunne drømme om at få et arbejde - for så vil jeg jo miste min ‘velfærd.”

FamilySecurityMatters.org Contributor Richard Brodie graduated with a B.A. in English from UC Berkeley. For most of his life since then he has been a freelance artist and writer.