Sankt Bono og hans evige Korstog
Vov du blot på at kritisere verdens mest fuldkomne berømthed - eller hans velgørenhedsplaner.
Jeg tjener penge på at gå i kødet på korrupte fagforeninger og inkompetente politikere, men jeg har aldrig oplevet den slags giftig tilsvining jeg modtog da jeg kritiserede US sangeren Bono på grund af hans utrættelige og trættende politiske aktivisme.
Den omtalte artikel blev oprindeligt udgivet i Baltimore Sun, og gav anledning til at repræsentanter fra Bono's non-profit ONE kampagne generer Sun, og udfordrede mig (dog uden succes) på kendsgerningerne. Nu angriber Maryland Senatoren Ben Cardin (Demokrat) mig for at vove at udfordre Sankt Bono og ONE's betydning.
Cardin beskylder mig for at sprede misinformation" (læs: Løgne) om ONE. I et brev til Sun udgivet på hans officielle United States Senta hjemmeside, skriver Cardin:
Fremfor hr. Patterson formodning om at ONE er en på sin vis velgørenhedsorganisation, så er den, faktisk, en global rådgivnings organisation der bekæmper fattigdom i Afrika ved at motivere regeringsembedsmænd til bedre at benytte udviklingshjælpemidler til at nå det største antal mennesker.l
Sidste år var Bono's non-profit fond centrum for en mindre skandale da det blev afsløret, at i 2008 havde organisationen indsamlet 14.993.873 dollars i offentlige donationer - af hvilke blot 184.732 dollars (eller lige lidt over 1%) blev fordelt til velgørenhedsformål. Hvor forsvandt resten af midlerne hen? Jo, mere end 8 millioner dollars gik til lønninger for ledere og ansatte i ONE. Som svar på den flodbølge af kritik der fulgte med disse afsløringer forklarede en ONE talsmand, Oliver Buston, "vi har ikke programmer ude i marken. Vi er en rådgivnings- og kampagneorganisation." Det meste af "rådgivningen" er rettet mod regeringer; organisationer som ONE lobbyer på agressiv vis verdens ledere for at de skal bidrage med "hjælp" (læs skattedollars) til anti-fattigdoms og miljøformål.
Det er meget tydeligt, at Cardin enten ikke har læst min artikel, eller læste den med det bevidste formål at lyve om dens indhold. De tider da man kunne forvente noget højere fra en United States senator er forlængst borte.
Det som er interessant er at de vigtige pointer i min artikel er blevet fuldstændigt ignoreret af mine mange kritikere i medierne. Bono er en hykler ved at lobbye overfor regeringer så de sender skattedollars til Afrika, mens han og hans band gør alt det er dem muligt for at reducere deres egen skattebyrde. U2 fordærver deres egen betydelige musikarv ved at tilegne deres sange til fashionabelevelgørenhedsformål. Medierne er tavse, fordi disse kendsgerninger er soleklare og U2's hykleri ikke kan forsvares.
Ironien er at Bono og hans forsvarere, trods alle deres gode intentioner ikke magter at se den alvorlige og vedvarende skade de gør på Afrika når de lobbyer Vestens regeringer til at kaste flere midler ind i Det Mørke Kontinent.
Det er det ikke udtrykte, men underforståede verdenssyn hos Bono, at afrikanerne er hjælpeløse børn, ikke skal stå til ansvar for deres egne handlinger og har brug for frelse fra de overlegne og medfølende folk fra Vesten. Bono ønsker af os - skatteyderne i Vesten - at udslette AIDS i Afrika, som afrikanerne meget let selv kunne gøre hvis de virkelig bekymrede sig om det, ved at gå ind for en kultur med monogami og personligt ansvar, og det ville ikke koste ONE en rød øre. Men håb endelig ikke for meget.
Bono i selskab med et par hjælpeløse teenagere
Mit synspunkt er at afrikanerne, som alle mennesker, er ansvarlige for deres egne handlinger. Korruptionen og elendigheden i Afrika er et direkte resultat afrikansk væremåde, og det vil kun kunne ændres, hvis afrikanerne forandrer det.
Bono føler sig meget skyldig på grund af sin velstand og berømmelse - det forstår jeg, så sandelig. Men at spilde milliarder af skattedollars for at udsmykke Den Tredje Verdens diktatorers paladser det hjælper ikke Afrika. Det vil, imidlertid, uden tvivl hjælpe Bono og de naive mennesker der støtter hans velgørenhedssager så de kan føle sig selvtilfredse - hvilket i det liberale verdenssyn, som jeg kender det, er det helt store endegyldige mål.
Min ven Martin forslår spøgefuldt at Bono kunne benytte sin betydelige berømthed og lobbye Kina til at eftergive os vor gæld, der officielt er 14 billioner dollars (det er vel meget værre end det). Men det vil aldrig ske - det er ikke fashionabelt at hjælpe Amerika, ser du, fordi Amerika ikke opfattes som værende hjælpeløs. Selv om det var det da ville Bono være et fjols hvis han gjorde det - vore pinsler, som i Afrika, er et direkte resultat af vor uansvarlige gerninger.
Vi har også selv skabt den skæbne der helt sikkert ligger foran os.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar