Kan kunst hjælpe folk til at få et arbejde?

Nyttige foretagender

Christopher Orlet

På deres tur til det sydlige Californien turede Prins William og hustru Catherine, og sådan cirka 1300 livvagter rundt på Skid Row. (hjemløses forsamlingssted) Det er der intet usædvanligt ved. Vi forventer at britiske monarker under oplæring bruger en time eller to når de besøger deres tidligere besiddelser. Sådanne ekspeditioner giver et pust til deres medførte britiske snobbethed samtidig med det giver rigtig gode pressebilleder: ("Kate, hvad med et kram foran den der halvt udhungrede lasede fyr med de store øjne!") Ydermere er det med til at vise at nutidens aristokrater virkelig bekymrer sig om underklassen, og ikke som fortidens der blot benyttede den som skydeskiver.

Der i Skid Row besøgte de kongelige Inner-City Arts en non-profit organisation der i to årtier har givet gratis kunstlektioner til  fattige, sultne, kronisk misbrugte børn. Besøget understregede to af Prins Williams største interesser: Fremme af kunst og så det intet nyttigt at udføre.

Cynthia Harnisch, præsident for Inner-City Arts, talte med det kongelige par om Skid Row, og de udfordringer som fattgidommen og hjemløsheden udgør for mange af de studerende på skolen, hvortil Prins Williams svarede, "Jovist, men hvordan hjælper fingermaling dem til at komme ud af alt dette?"

Næh, det er blot drilleri. Prinsen ville aldrig sige det.

Nu da katten er sluppet ud af sækken, så spørg blot hvad galt der er med nogle britiske aristokrater (eller for den salgs skyld alle andre) der fremmer optræning i kunst for fattige unger?

Faktisk, næsten det hele.

Jeg bor i en gade nær adskillige af disse kunstcentre i indre by der er oprettet for at undervise fattige unger i dans, kunst og musik, alle betalt af skyldbetyngede fonde der ønsker at give "noget tilbage." Deres ide om at give 'noget tilbage' er at undervise i traditionel capoeira Angola (en slags krigsdans fra Afrika)  til ungerne i indre by.

Det som børn i indre børn selvfølgelig virkelig har brug for er en fagforeningsmand der kan 'give noget tilbage' og få dem ansat som lærlinge så de kan lære nogle praktiske ting, især nu da byens offentlige skoler ikke vil. (Offentlige skoler holder jo på lignende vis af at undervise i "visuel og udøvende kunst." Det er så meget mere morsomt, siges det,) Det som disse stakkels unge ikke har brug for at lære er, hvordan man skaber esoterisk konceptuel kunst. Hvordan skal det dog hjælpe dem til at komme ud af fattigdomscirklen? Selvom de bliver kunstnere eller musikere vil de stadig være fattige.

Vi har ikke brug for flere kunstnere. Ifølge National Endowment for the Arts øges antallet af kunstnere i Amerika med cirka 50% på et årti. NEA synes åbenbart at det er helt fint. I mellemtiden er vi nødt til at gå til Indien og Kina for at få vore ingeniører og læger.

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan mange kunstnere klarede sig under højdepunktet i Renæssancen? Muligvis cirka 70 førsteklasses, af dem huskes et dusin stadig af kunsthistorikerne. I dag er der næsten to millioner, der kalder sig selv professionelle kunstnere. Og vi lever trods alt ikke i en 'Renæssancetid.'

Michelangelo og Det Sixtinske Kapel huskes

Kunsten som en 'helbreder' vedbliver med at være et vedholdende og populært mirakelsnydemiddel. Her fornylig gav min hustru mig en artikel der beskriver hvordan man 'nærer barnets "glød":

'Som forældre kan du hjælpe dit barn med at opdage 'gløden' (det som får dem til at lyse op indefra), og betragte dette enestående karaktertræk udvikle sig med tiden. En af de gode sideeffekter af sat hjælpe dit barn med at opdage og udvikle deres 'glød' er at du kan da forbinde det med din egen 'glød' og sammen kan i komme på en 'opildnende' rejse!'

Enhver sætning der indeholder ordet "rejse" og ikke handler om et elendigt rock band fra 70'erne er vist helt uden mening. Men det er præcis den slags som fondsbestyrerne dernede på Community, Arts & Movement Project fortæller hinanden hver dag mens de underviser faderløse minoritetsunger om hvordan man "benytter et koncept for betragteren, og forkaster skabelsen eller værdsættelsen af et traditionelt kunstværk." Forældre og lærere der opmuntrer til den slags opførsel burde virkelig stilles til ansvar, moralsk og økonomisk for at smadre disse ungers evne til at finde sig godt betalt og meningsfyldt arbejde.

Middelklasse børn har ikke råd til at spilde deres tid på at lære sig pirouette eller at spille elektrisk violin. De skal i skole og med tiden, forhåbentlig komme ud i erhvervslivet eller lægeverdenen (eller mere sandsynligt marketing eller jura). Men for en masse af børnene i mit nabolag da er kunstundervisning det samme som at flytte rundt på liggestolene på Titanic. Det er en luksus uden værdi. Det sidste Skid Row har brug for er endnu en arbejdsløs musiker der synge blues.

http://spectator.org/archives/2011/07/15/needless-things