Om at tale pænt og ordentligt
Fokus på vort uddannelsessystem, på populær kulturen, på politisk korrekthed, og selvbevidsthedens kult har haft to konsekvenser for hverdagssproget. For det første foretrækker unge mennesker at forblive tavse fremfor at turde have en mening. For det andet, når de endelig taler, er det en udladning af den tro at den ene persons sprog er ligeså god den den andens. Bon mots, aforismer, indsigtfulde citater, guldklumper af visdom eller blot almindelige rammende bemærkninger udgør kun en lille del af deres samtale.
Amerikansk tale, som engelsk tale, plejede at gnistre. Dialogerne som Henry James fandt på er tindrende, fyldt med underståede antydninger, aldrig sløvt eller tøvende. Deres stiliserede udtryksform er overdrevne, om så blot ikke for kunstens skyld.
Dialogerne i de gamle Hollywood film, som teksterne i Broadway musicals er mesterværker i rammende præcision, hvor hvert ord og hver følelse tæller. Groucho Marx' aforismer, Tony Curtis' kvikke svar Cole Porters og Oscar Hammersteins lyrik, har en nærhed, der har gjort indtryk på hjerter og tankegang på uddannede amerikaner til i dag.
En udlænding, der for første gang stifter bekendtskab med de store amerikanske romanforfattere og skuespilskribenter, de store Hollyewood film, eller den Store Amerikanske Sangbog ville hurtigt komme til at tro at amerikansk kultur er en aforismernes kultur, og at den største glæde hos amerikaneren er på alle livets området at kondensere tanker og følelser til en guldklump af visdom eller en rammende bemærkning.
Henry James
Men hvad helt præcist er en aforisme, og hvad er forskellen på en god og en dårlig aforisme? Aforismer er som fonds til madlavning. De er tørre, salte og koncentrerede; og hensigten med dem er at når de opløses i tankegangen at de da er nærende. Men ikke alle aforismer er af samme lige værdi. Der er sande aforismer og falske, vittige aforismer og dumme aforismer. Sandt vid, sagde Alexander Pope "er naturen forklædt på smukkeste vis, /hvad ofte blev tænkt men aldrig så godt udtrykt."
Det er karakteristikken ved den form for aforisme -- den sande og almenlogiske slags som Pope selv var mester i, som "tåber farer ind, hvor engle frygter at træde." Der er også aforismer der indfanger en sandhed der aldrig var tiltænkt at skulle udtrykkes så godt. En sådan er LaRochefoucaulds leveregel at "hykleriet er den skat som synden betaler til dyden." Hylder han hykleriet eller fordømmer han det? At stille det spørgsmål afslører dybden og originaliteten i LaRochefoucaulds indsigt.
Alexander Pope
Nogle at de bedste aforismer er amerikanske -- i særklasse de hos Ambrose Bierce i Djævelens Ordbog, hvor vi har en definition på hjernen ("et apparat med hvilket vi tror vi tænker") der burde være skrevet ind over indgangene i enhver afdeling for neurovidenskab. Der er flere nýttige definitioner på puritanismen, end den der er givet af H. L. Mencken: "den skrækindjagende frygt at nogen, et eller andet sted, kunne være lykkelig," og aldrig har paradokset med social mobilitet være bedre opfanget end i Groucho Marx's berømte aforisme: "Jeg ønsker ikke være medlem af nogen klub der vil acceptere mig som medlem" -- så helt sikkert på linje med LaRochefoucaulds indsigt i den virkelige betyding af hykleri.
Ambrose Bierce
Men der er også falske, ikke morsomme og excentriske aforismer, og det er ligeså sandsynligt at de har en langtrækkende indflydelse som den sande og kloge. Oscar Wilde formede sine mange bon mots på måder der gjorde de uvelkomne sandhedspile lettere at sluge: For eksempel, "i sager af den største betydning er det stilen og ikke oprigtigheden der tæller," og "det er kun en meget overfladisk person der ikke dømmer udfra udseendet": Aforismer der har en slags dybde og inderlighed som LaRochefoucaulds. Men Wilde's mest citerede citat om rævejagt som "det unævnelige i fuldt firspring efter det uspiselige" er et eksempel på en falsk aforisme, og yderst umorsom for de som har kundskab om emnet.
Falske aforismer er ikke så sjældne som man kunne tro. Mere betydningsfuld end Wilde's med hensyn til dens indflydelse er Marx forkastelse af religion "opium for folket." For den forudsætter at religion udelukkende antages for dens evne til at mildne samfundets sår, og at der nogle andre forhold som menneskeheden kunne fremme, hvor religion ikke længere er nødvendig. Begge disse implikationer er falske, men de er kogt ned til en 'fond' der smager som andre man har set det på det intellektulle menukort. Hvor mange 'indbildte intellektuelle' har anvendt denne 'fond' der deres prosa og givet deres overvejelse en krydret duft af visdom på samme måde som Christopher Hitchens?
Marx's skriverier indeholder et udførligt forsøg på et system: Systemet blev forkastet, men Marx overlevede. Vi kender i stedet Marx som forfatteren til de berømte fraser: Uværdigt arbejde, overskudsværdi, fetichismen ved bekvemmeligheder, slaveløn, kapitalismens krise, og tusind flere. Han bad arbejderne i verden om at forene sig da de blot havde deres lænker at miste - og aforismernes lænker der efterfølgende bandt dem viste sig at være stærkere end lænker at stål. I en af aforismerne der er med i Den Tyske Ideologi, bliver arbejderen lovet jagt om morgenen, fiskeri om eftermiddagen og litteraturkritik efter aftensmaden -- og udover fraværet af jagt, fiskeri og litteratur for ikke at tale af aftensmad så var det det de fik.
Hvis du voksede op i 60'erne, som jeg, da ville du ikke have tvivl om kraften i aforismer. Og jeg giver vort uddannelsessystem skylden for den kendsgerning, i deres 'begær' efter vittige fraser, og idet de intet finder der er nyttigt i dagens politikeres udgydelser, da antog de unge mennesker i 60'erne deres aforismer fra lageret af falskheder opbygget af Marxisterne.
I løbet af natten dukkede den anstrengte 'venstrefløjsisme' op og greb kontrollen med den intellektuelle 'kokoni.' De franske situationister havde nogle 'pæne' tilføjelser -- "Det er forbudt af forbyde," for eksempel -- og nogle få krøb ind fra Formand Maos Lille Røde Bog, såsom "ingen hær kan modstå en ide, hvis tiden er inde," (hvilket mangler den vid i Voltaires sarkastiske aforisme om de store bravallaslag). Imidlertid var det Marx' aforismer der satte den intellektuelle dagsorden. "Ind til nu har filosoffer fortolket verden; men holdningen er at lave om på det." "Samvittigheden bestemmer ikke livet men livet bestemmer samvittighden." "Historien fra alle tidligere eksisterende samfund er historien om klassekampe." Og så videre.
Se blot på Det Kommunistiske Manifest og du vil møde en af de meste indflydelsesrige sekvenser af aforismer i historien. Og de fleste af dem er falske. Hvorfor blev de så alligevel så succesrige? Jeg tror grund er denne. Det er selve aforismens natur at få succes -- at præsentere et kompleks krydret intellektuel smag der får hjernen til at 'savle' på den måde som man får mundvand når man smager på smagsforstærkende midler. Og succesen bliver lettere at opnå for den som lover magt, end for den som kun tilbyder sandhed.
Wilde's aforisme om jagt havde sin virkning fordi det var et våben i en kamp -- ja faktisk i en af de få "klassekampe" som briterne har kendt til i nyere tider. Det samme er sandt med Det Kommunistiske Manifest. Folk har kun en overfladisk interesse i sandhed. Men deres interesse i magt er umættelig. Falskheder der giver selvtillid eller forstærker magt vil, i i konkurrencens øjeblik, overskygge de lidt ubehagelige sandheder der anbefaler os at standse et øjeblik og være forsigtige. Den pointe blev klarlagt at en anden stor aforist blandt det 19. århundredes filosoffer, Nietzsche. Og Nietzsches popularitet i dag skyldes den samme karaktertræk der forklarer Marx' popularitet i 60'erne: Løftet om magt.
Marx og Nietzsche betyder ikke så meget for min måde at tænke på. Overraskelseselementet er opnået lidt for let, og ved at appellere til vore lavere følelser. Der er en benægtelse ved at undlade at stå til ansigt med de vanskelige spørgsmål vedrørende vort forhold til andre og vort kendskab til verden.
Deres magt-styrede aforismer er mere som trylleformularer end erklæringer. De er beregnet, som Marx så korrekt sagde, ikke til at fortolke verden, men til at forandre den -- og at forandre den helt og aldels ved at de gentages igen og igen. Hvilket er, i Marx' tilfælde nøjagtig hvad der skete. Og verden er blevet forandret til det værre, som alle ved der så de aforismer benyttet og misbrugt i Sovjetunionen: Klæbet op på byens tage, spredt med røde bogstaver på butikkernes facader, hugget ind i metalplader og hængt op i tunge rammer på væggene på undervisningsstederne.
Orwell der så dette med en gennemborende indsigt, skrev to store værker der ikke så meget er romaner som traktater mod aforismen. "Alle dyr er lige, men der er nogle der er mere lige end andre" (Animal Farm): "den som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden, og den som kontrollerer fortiden kontrollerer fremtiden" (1984) -- aforismer der går skridtet videre end de kommunistiske slogans de satiriserer over.
George Orwells bog
Orwell dokumenterede aforismens nedtur, dens misbrug som et værktøj til undertrykkelse og et angreb på sandhedens suverænitet. Men det som blev misbrugt af Marx og Marxisterne er også en nødvendig del af det at tale ordentligt og med god virkning. Hvordan kan vi generobre den glemte måder at udtrykke vid, og brugen af aforismer i sandhedens tjeneste?
Det forekommer mig at dette er noget vi burde undervise i på vore universiteter. En retning indenfor humaniora burde omfatte det oldgamle studium af retorik. Det burde give de studerende en evne til at overtale, til at benytte sproget med værdighed og krystalklarhed, og at tale og skrive med stil. Overtalelse kommer ikke gennem statistikker og teorier, men gennem den kunstfærdige aforisme der opsummerer i tilhørernes hjerter, de ting som de måske formodede, men ikke vidste endnu.
Den uddannelsesmæssige forandring bliver da ved at lære de studerende ikke kun at tænke og tale i kvikke bemærkninger, men på samme tid at være ledet af sandheden. Kan det gøres? På det spørgsmål svarer jeg: Vi kan da forsøge.
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar