En israelsk fabel om Dommedag

Et israelsk eventyr

David Solway

Iran har nu krydset tærsklen som kernemagt og afprøver sin Shibab 3 langtrækkende missil. Kong Ahmadinejad har netop givet en TV tale, hvor han hylder Irans uovervindelighed, og lader det blive kendt at han ikke har nogen intention om at skåne den zionistiske enhed.

United States har udgivet en omhyggeligt formuleret fordømmelse mens man på samme tid har strakt hånden endnu længere frem, og forsikrer sine allierede at inddæmning, sanktioner og dialog vil være den bedste politik under de nuværende omstændigheder. Men ingen i Israel kan se et håb i en paddehattesky, og alle forbereder sig på det uundgåelige. Idet de frygter at blive forladt fra foroven, løfter rabbierne deres stemmer som i eet kor, i ydmyg bøn til Israels Gud.

Og minsandten! Deres bønner er på mirakuløs vis blevet besvaret, for Herren har endelig vist omsorg og medlidenhed for sit lidende folk og Hans hjerte er blevet blødgjort. En smuk regnbue viser sig i horisonten og pludselig åbner Himlen sig og en gylden trappe går fra Jerusalem til firmamentet.

En Stemme høres over hele Israel med kommandoen, "Kom, Mit Folk! Hør blot mit Ord!" Og en efter en, familie efter familie, beboelseskvarter efter beboelseskvarter, religiøse som verdslige, lærd som arbejder, venstreorienteret som højreorienteret befinder alle sig i Jerusalem som om Tiden er gået i stå i et evigt øjeblik, og alle begynder at gå op ad den gyldne trappe til Herrens velgørende favn.

En stilhed breder sig i landet. En himmelsk storm begynder, jorden ryster, og byer, landsbyer, landbrug og bygninger forsvinder som om de aldrig havde været der. Selv ikke Starbucks kan findes mere. Som med et blink med øjet bliver haverne, frugtlundene, lundene, væksthusene, vingårdene, de opdyrkede marker alt det som de flittige jøder skabte med deres hænder til ørken igen og til malariabefængte sumpe, det eneste der er tilbage er øde landsbyer og forkrøblede citrontræer og rynkede oliven.

Forvirrede palæstinensere, udenlandske journalister, NGO'er og europæiske befuldmægtige ser sig omkring i forbløffelse og vantro for der er intet tilbage der kan læske deres fjendskab - undtagen græshopper, myg, tørke og alt det øde, som det var før Den Store Aliyah (indvandringen af jøder). 

Selv træerne og stenene er perplekse over, at den jøde som burde skjule sig bag dem i ly for Abdullah er borte. Abdullah er på lignende vis konfus. 

På samme tidspunkt kollapser verdens infrastruktur. Enhver israelsk opfindelse der er blevet benyttet af menneskeheden - mobiltelefonkomponenter, computer algoritmer, firewalls, voice mail, trådløst LAN, søgemaskiner, SMS, videoplatforme, afsaltningsanlæg, metoder til bekæmpelse af insekter, teknologier til drypvanding, lægehjælpemidler, kemiske opdagelser og meget mere, ubeskriveligt meget mere - ophører med at eksistere.

Verden er blevet berøvet. Verdens nationer stikker i et klagende hyl. Generalforsamlingen opløses, den har jo ikke noget formål længere. FN, Menneskerettighedsrådet pakker sammen og drager hjem, ligesom Organization of Islamic Conference. Der er intet mere de kan lave, mænd ser sig omkring for at placere skylden, men må pege på sig selv og deres kræftfremkaldende fornærmelser. Selv Iran er begyndt at ryste. 

Jøderne, deroppe i Himlen, ser ned og er overmåde sørgmodige. De bønfalder Herren om at tilgive den fejlfyldte menneskehed men Hans hjerte er blevet forhærdet. Mænd vil dyrke ørken, blæse støvet af sig og høste armod. 

Derpå lukkes Himlens porte, selvom de jublende strofer af Havah Nagilah sunget af et kjor af engle stadig kan opfattes, men det bliver stadig mindre hørligt.

Kong Ahmadinejad sidder fortabt på sin trone, med fingeren på bombeudløseren som han ville elske at udløse før sengetid for at få noget dejligt at drømme om. Den er også forduftet. Ved siden af ham, Den Skjulte Imam, Mahdien, der har valgt dette øjeblik til sin, i så lang tid udsatte tilsynekomst, han sidder der med en blanding af vrede, resignation mod den rådvilde monark. Hans ord giver genlyd i Kong Ahmadinejads ører. 

"Hvorfor kunne du ikke vente, din idiot?"




http://frontpagemag.com/2011/06/09/an-israeli-fable/