Argentinas slow-motion kurs mod katastrofen

Argentina’s Slow-Motion katastrofekurs               

Omfattende kapitalflugt og høj inflation varsler en fremtidig økonomisk krise                                         
Jaime Daremblum
                           

Hver gang Argentina begynder at rasle med sablen i forbindelse med de britiske Falklands Øer er det et soleklart tegn på at det sydamerikanske land har gang i en eller anden form for hjemlig uro. Derfor er det ingen overraskende at præsident Cristina Kirchener som svar på den høje inflation og den massive kapitalflugt har valgt en diplomatisk kamp med London over de sparsomt befolkede øer, der har været i U.K. besiddelse siden 1833.

Mens Kirchner, og tak for det, ikke har igangsat en militærkonflikt - som Galtieri diktaturet gjorde i 1982, for kort tid efter at kollapse - har hun eskaleret retorikken med den forhåbning at kunne puste til nationalfølelsen og dermed aflede opmærksomheden fra problemerne hjemme.

            
       

I april måned markeres 30 årsdagen for 1982 krigen, således er tiden moden til en frisk runde af krigeriskhed.

Amerikanske observatører burde ikke lade sig narre: Den igangværende diplomatiske tumult mellem London og Buenos Aires er intet andet end et politisk røgslør beregnet på at gavne Buenos Aires. Kirchner ville hellere have argentinerne til at demonstrere mod britisk “kolonialisme” end demonstrere mod deres egen regering, der er blevet pinlig med internationale øjne.  

Se blot på den (nærmest komiske) diskussion om Argentinas ægte inflationsrate. Kirchner insisterer på at inflationen kun når op på etcifrede tal. Men nu er det så smerteligt klart at hendes regering systematisk har ‘doktoreret’ på de officielle inflationstal i årevis. (Denne praksis begyndte faktisk under Kirchners afdøde mand, Nestor, der var præsident før hende).

I sidste måned meddelte The Economist at man ikke længere ville publicere de data, ved i en leder at sige, “Vi er dødtrætte af at være en uvillig del at det som forekommer at være et bevidst forsøg på at bedrage vælgerne og begå svindel med investorerne.” I stedet for at stole på ‘fuptal’ produceret at Buenos Aires, vil det ærværdige ugeskrift benytte inflationsestimater fra PriceStats, en uafhængig virksomhed med base i Cambridge, Massachusetts. PriceStats kalkulerer med en årlig inflationsrate i Argentina på nu over 24%, og at landet øgede inflation siden 2007 har været på forbløffende 137%.

       

Kirchner nægter at anerkende, hvor stor inflationen er, og hendes allierede har pint og plaget enhver skribent, redaktør, økonom eller statistiker der vover at fortælle sandheden. I september sidste år, lagde Dommer Alejandor Catania sager an mod forskellige argentinske aviser der dækker økonomiske emner. Han begyndte også at genere International Monetary Fund kontoret i Argentina, og bad dem oplyse navnene på de private konsulenter der har hjulpet instittutet med inflationstal. Denne handling foranledigede straks American Statistical Association til at anmode FN om “beskytte, de som har været målet, for yderligere overlast.” 

               

Den 1. februar gav IMF ledelsen Argentina 180 dage til at forbedre kvaliteten af sine officielle inflationstal og BNP tal, “med det formål at bringe kvaliteten af data i overensstemmelse med Paragrafferne i Aftalens, forpligtelse.”

De voldsomme stigning i inflationen - og Kirchners foruroligende autokratiske svar på det - har forstærket kapitalflugten, der sprang fra 11,4 milliarder i 2010 til 21,5 milliarder dollars sidste år. Selvom det er gået en smule ned i fjerde kvartal 2011, takket været nye regeringskontroller, da var Argentinas tredje kvartals ‘blødning’ “den alvorligste siden centralbanken begyndte at komme med kvartalsrapporter i 2001, ifølge MercoPress.

Kirchner med ikonet Eva Peron

Samtidig raser mange argentinere stadig over den tragiske togulykke den 22. februar der slog 51 mennesker ihjel i Buenos Aires, og man antyder at ulykken skyldes embedsmænds seen gennem fingre med sikkerheden. Argentinas chefauditør har sagt at ulykken helt kunne være undgået. Hvorfor gik regeringen så ikke langt tidligere i gang med at gøre noget ved jernbaneselskabet der var årsag til sammenstødet? Ja, giv blot skylden på korruption og Kirchners (både Christina og Nestor) i særdeleshed. “I løbet af de sidste 8 år,” bemærkede en argentinsk journalist “har Kirchner regeringen gentagne gange set gennem fingre med det nedslidte jernbanesystem, man har pumpet millioner af dollars ind i systemet, samtidig med man ikke har krævet en opgradering af sikkerheden til gengæld.”

Jovist, vandt Christina Kirchner med lethed valget i oktober med mere end 54% af stemmerne. Mun hun var oppe imod en svag og splittet opposition, og på mange måder købte hun sig til sejren gennem en overmåde stor økonomisk uansvarlighed gennem regeringssubsidier. “Uansvarlig” er det bedste ord til at beskrive hendes økonomiske politik, der omfatter tåbelige import restriktioner, med det formål at beskytte Argentinas reserver i udenlandsk valuta. (Bilproducenter som BMW og Porsche er blevet tvunget til at påbegynde eksport af andre produkter, herunder kød, læder, ris og vin for at få lov til at importere af den argentinske regering.) Bliv ikke vildledt af den ‘tilpassede’ BNP vækst: Kirschner accellererer sit lands relative økonomiske nedtur - der indrømmet, jo, begyndte for lang tid siden.

Nedturen er virkelig bemærkelsesværdig. Ved afslutningen af 1. Verdenskrig var Argentina rigere end Frankrig og Tyskland. Men efter 2. Verdenskrig gik man ind til en periode med populisme og diktatur, gennemsyret af politisk vold og en hyperinflation. Galtieri regimet faldt kort tid efter Argentinas nederlag i 1982 Falklandskrigen, men demokratiets tilbagevenden var ikke tilstrækkeligt til at hjælpe landet med at undgå endnu en episode med hyperinflation i 1989. Det var heller ikke nok til at undgå en historisk gældsfallit sent i 2001.

Ifølge den fortælling som gives af Kirchner og hendes venstrefløjstøtter, var Argentinas fallit et resultat af frimarkeds økonomien.

Men det er noget sludder. Som journalist Michael Reid har forklaret. “Det som slog Argentinas økonomi omkuld i 2001, var ikke ‘neoliberalisme’ eller frimarkeds reformer, men en økonomisk politik der var uforenelig med regimet, og en mangel på politisk fleksibilitet.” Faktisk var den politik der forårsagede krisen “i direkte modstrid med Washington Consensus.”

I dag efter adskillige år med frastødende elendig økonomisk ledelse, står Argentina overfor endnu en lurende krise. De høje priser på dagligvarer er en camouflage for en langsomt lurende katastrofe. Men de priser vil vedblive med at være høje for evigt. Og med ordene fra Daily Telegraph kommentatoren, Jeremy Warner, er landet “endnu engang en økonomisk hullet si.” Før eller senere vil den næste krise bryde ud.

 
Jaime Daremblum, who served as Costa Rica’s ambassador to the United States from 1998 to 2004, is director of the Center for Latin American Studies at the Hudson Institute.

http://pjmedia.com/blog/argentinas-slow-motion-disaster/?singlepage=true